Absurd nød i rigt land

Politiken | 03.01.2000

Angola er enhver imperialists drøm. Her kan man udvinde naturressourcer uden problemer, blot statsmaskineriet ‘smøres’. Samtidig dør folk af sult, for rigdommene bruges til at finansiere krigen

Af Øjvind Kyrø

Henved halvanden million angolanere er hjemløse og sultne. Alene i julemåneden er det FNs Fødevareprograms plan at uddele 15.757 ton mad og andre livsvigtige varer. Tusinder af nye flygtninge strømmer i øjeblikket over grænserne til Namibia og Zambia, væk fra kampene mellem Unita og regeringshæren.

»Folk dør af sult her. Dette er en af verdens største humanitære katastrofer, men den bliver glemt til fordel for det, der sker i Kosovo, Østtimor og Tjetjenien«, siger Håvard Hoksnes, chef for Norsk Folkehjelp i Angola.

Det absurde i sceneriet er, at det forarmede land flyder i diamanter og olie, og at hverken de krigsførende parter eller udlandet har interesse i at standse krigen.

Angola er enhver imperialists drøm, for her kan man udvinde naturressourcer uden problemer, blot statsmaskineriet ‘smøres’. Britiske, franske, norske og især amerikanske oliefirmaer investerer heftigt i landet, hvor olien praktisk nok, når man tænker på borgerkrigen, findes ude i havet. Alene amerikanske olieselskaber har investeret 28 mia. kr. i udvindingen fra boreplatforme, og landet står i dag for 7 pct. af USAs daglige olieimport. Nye gigantiske fund har gjort det muligt for Angola om 15 år at udvinde 2,5 mio. tønder dagligt og dermed overgå Kuwaits olieproduktion.

 Regeringens indtægter fra olieselskaberne er hemmelige, og enhver menneskerettighedsorganisation eller journalist, der forsøger at afdække forholdene, bliver truet med retssag. I år er 20 journalister blevet anholdt og fængslet.

Af samme årsag ved den menige angolaner mere om, hvad der sker i Tjetjenien og Kosova end i hans eget land. Cheferne for landets hær på 110.000 mand – kontinentets største – styrer den nationale pressedækning i en sådan grad, at det er fra udenlandske journalister, at oplysningerne om krigens gang kommer.

Den anden enorme ressource, landet råder over, er diamanter. De er verdens bedste og har betalt for Unitas oprustning. Regeringshæren kontrollerer kun en tredjedel af landet, og mange af diamantminerne findes i de områder, Unita opererer i. Det anslås, at oprørsbevægelsen siden 1992 har solgt for 10 mia. kr.

Men i stedet for at komme de 12 mio. indbyggere til gode, bliver diamant- og olierigdommene brugt til at finansiere de to krigsherrer samt få deres håndgangne generalers udenlandske bankkonti til at svulme.

MYSTISK FLYSTYRT
Efter at have været skueplads for supermagternes koldkrig i et dusin år, blev Angola for fem år siden offer for en anden international aktør: FN.

De to aldrende krigsherrer, præsident Eduardo dos Santos, 57, og oprørslederen Jonas Savimbi, 65, blev i 1994 enige om en fredsaftale, som blandt andet indebar nedrustning og demobilisering af tropper. FN iværksatte sin hidtil dyreste operation og udstationerede 7.000 mand i Angola. I løbet af fire år brugte FN 10 mia. kr. – eller en million dollar om dagen – på den fredsbevarende opgave, som endte i total fiasko.

 Begge parter havde ifølge fredsaftalen forpligtet sig til at holde sig fra nye våbenindkøb. Men FN ‘vendte det blinde øje til’, som der står i en afslørende rapport fra Human Rights Watch, og greb ikke ind, selv om Unita oprustede på livet løs. Også regeringen købte nyt krigsmateriel, og det skamløse heri var, at to medlemmer af den FN-trojka, som skulle påse, at fredsaftalen blev gennemført, selv solgte våben til regeringshæren og indgik militæraftaler med regeringen, nemlig Rusland og Portugal.

 Da det i 1998 begyndte at stå klart for FNs chef i Angola, Alioune Blondin Beye, at fredsprocessen var ved at køre af sporet, udstak han nye retningslinier for at undgå et sammenbrud. Men i juni samme år blev han dræbt i et mystisk flyulykke i Elfenbenskysten.

Human Rights Watch angriber også FN for ikke at have kontrolleret, om menneskerettighederne blev overholdt. Folk anholdes under natlige razziaer i byer som Huambo og torteres eller ‘forsvinder’. Unge mænd bliver indfanget på gaden og sendt til fronten som kanon- og landmineføde, pressen censureres og oppositionen chikaneres.

GRINEDE AF FN
Angolanerne morede sig glimrende over at se på eller høre om FN-medarbejderne, der lod sig narre af guerillachefen Jonas Savimbi, som klædte gamle mænd i uniformer, gav dem en halv muskedonner i hånden, og sendte dem afsted for at lade sig registrere som ‘afvæbnede og demobiliserede Unitasoldater’, selv om de ikke kunne bruges i et kompagni, og geværet var rustent.

For et år siden blev det regeringen for meget, og den beordrede FN-missonen ud af landet. Krigen brød ud igen.

Siden har FN ikke gjort andet end at udstationere en håndfuld menneskerettighedsobservatører, som har gjort det til en kunstart at forsøge at bortforklare FNs fejltagelser for udenlandske journalister. Desuden har Sikkerhedsrådet i New York forstærket sin sanktionspolitik overfor Unita.

»Nej, FN har ikke haft nogen heldig hånd her«, siger Norges ambassadør Bjørg Leite. Hun tilføjer: »Jeg tror ikke på, at sanktioner er noget virksomt våben«.

Alt tyder på, at FN-systemet efter sin fallit som fredsbevarende instans har opgivet at få de to parter tilbage til forhandlingsbordet. I stedet satser man på at støtte regeringens krig mod Unita og gøre Jonas Savimbi til krigsforbryder og en international paria.

De eneste bestræbelser, der ellers synligt foretages, kommer fra den tidligere svenske ambassadør Anders Möllander, som står i spidsen for et ‘ekspertpanel’, der skal undersøge og komme med forslag til FNs Sikkerhedsråd om, hvordan forsyningslinierne til Unitas krigsførsel kan generes mest muligt og om muligt afskæres.

BRITISK ANGREB
Selv om alle erfaringer viser angolanerne, at udlandets interesse i at udvinde landets råstoffer er større end at stifte fred og hjælpe de nødlidende, har den britiske regering alligevel i sidste måned mandet sig op til at følge FNs sanktionspolitik ved at få ram på nogle af Unitas mange bankkonti i udlandet. Bank of England har allerede indefrosset adskillige.

»Vort mål er Unitas leder Jonas Savimbi. Han er i sin sammenhæng lige så slem som Saddam Hussein eller Slobodan Milosevic. Blodet fra hundredetusinder af angolanere drypper fra hans hænder«, sagde den britiske minister for Afrika, Peter Hain.

Også det verdensomspændende og dominerende diamantfirma de Beers har for nylig udtalt, at det nu vil tilslutte sig sanktionspolitikken og ikke længere vil købe angolanske diamanter, der kan mistænkes for at komme fra Savimbi, mens olieselskaber som BP-Amoco, ELF, Total og Exxon endnu ikke har vist imødekommenhed, når det gælder åbenhed om deres investeringer.

Offensiven mod Unita begyndte i oktober og har tvunget oprørerne til at trække sig tilbage til grænseegnene ved Namibia og Zambia. Regeringen slog, ikke mindst takket være luftvåbenet, Unita væk fra sine traditionelle bastioner i højlandet.

Det er imidlertid usikkert, hvor mange styrker Unita fortsat råder over inde i det centrale højland, selv om regeringshæren påberåber sig succes. I sidste måned blev den regeringskontrollerede ruinby Kuito, der ligger nær Huambo, således bombarderet af Unita-tropper.