Imens fældes skovene

Weekendavisen | 02.10.2009

Lula, i Danmark i disse dage, har ført sit land uskadt gennem krisen og er fortsat tindrende populær. Miljøpolitisk er han analfabet

Af Øjvind Kyrø

RIO DE JANEIRO – Den belgiske korrespondent så sig om på torvet. »Sådan ser finanskrisen ud her i Brasilien,« sagde han og smilede ved synet af de mange spisende, som nød maden og livet på udendørsrestauranterne i en af Rios bedre bydele.

Ikke alene den tilbagelænede tilværelse i middelklassen, men også fraværet af skopudsere vidner om, at Brasilien er sluppet billigt gennem den internationale krise. For et par år siden var der her masser af påtrængende unge mænd, der ville polere ens sko, i dag har »skopudser nummer et« – præsidenten selv – sørget for, at de har fået mere vellønnede jobs.

Lula – som Luiz Inácio Lula da Silva kaldes af alle – voksede op i det ludfattige nordøstlige hjørne af landet som søn af en enlig mor til 12 børn. I 2002 vandt skopudserdrengen præsidentvalget. Mod alle odds havde han arbejdet sig op fra skosværte gennem fagforeningerne i bilindustrien og var endt som partiboss for Arbejderpartiet.

Lula kom til magten ved at sværge på, at ingen brasilianer skulle gå sulten i seng, hvis han blev valgt. Når han næste år går af, kan han bryste sig af at have holdt sit løfte. Af landets 190 millioner indbyggere har 46 millioner af de fattigste nydt godt af de »familie-stipendier«, som regeringen uddeler. Denne mærkbare fattighjælp i verdens ottendestørste økonomi har ikke fået indholdet af statskassen til at erodere, for bistanden udgør under en procent af bruttonationalproduktet. Desuden har der blandt den fattigste halvdel af brasilianerne været en årlig økonomisk vækst på knap ti procent.

Knud B. Bach, som er direktør for Aalborg Industries afdeling i Brasilien, har siden 2000 fulgt Lulas politiske udvikling. »Jeg må indrømme, at jeg blev bange, da det i 2002 så ud til, at socialisten Lula ville vinde. Inflationen blev fordoblet, dollaren faldt. Lula vandt ved en jordskredssejr, men efter et halv års tid måtte jeg ændre min holdning, for Lula fortsatte sin forgængers politik med at privatisere, og hans sociale reformer var begrænsede.«

Knud B. Bach priser Lula for hans satsning på, at industrien skulle fungere godt. »I de sidste syv år er eksporten vokset, og Brasilien har fået en førerstilling takket være Lulas mange rejser rundt i verden for at promovere eksempelvis æthanol af sukkerør. Det kan reducere CO2-udledning og bevare den udtømmelige olie.«

Årsagen til, at Brasilien er sluppet så uskadt gennem finanskrisen, at ikke en eneste bank måtte lukke, er ifølge Bach, at pengeinstitutterne ikke har lånt penge ud til fast ejendom. »De tog så høje renter, at det gav sig selv, at man ikke skulle låne til at købe et hus. Derfor har vi i Brasilien ikke haft en egentlig krise, kun en afmatning, der har gjort, at mange firmaer har udsat deres investeringer, hvilket også har ramt vores virksomhed.« Aalborg Industries producerer kedler i sværvægtsklassen til skibe og industri, eksempelvis bryggerier.

Mindre kostbare investeringer har ikke været berørt af krisen. Bilsalget har aldrig nogensinde været så stort, som det var i juni; der blev solgt knap 15 procent flere biler end i samme måned sidste år. I øvrigt er næsten 90 procent af alle solgte biler af typen flex, der kan køre på såvel æthanol som benzin – eller en blanding af begge typer brændstof.

Bach forstår, hvorfor Lula er blevet populær og beundres i den fattigste halvdel af befolkningen, men selv om han snart har siddet i to valgperioder, eksisterer der fortsat mange uhyrligheder: »Lula er blevet en landsfader, men han har intet gjort ved det antikverede retssystem, ligesom skattesystemet er forsømt. Heller ikke vejene og jernbanerne er forbedret.«

En anden forretningsmand, Morten Hellberg, som er Oticons chef for Latinamerika, er endnu mere kritisk: »Lula har sørget for, at flere børn går i skole, og at man på bunden af samfundet har fået det bedre. Men der er ikke indført reformer, der kan mærkes. Hans parti har været ramt af korruptionsskandaler, og en del politikere har for hans skyld ofret sig, så korthuset ikke ramlede. Lula er god til at indgyde optimisme i befolkningen, men jeg er ikke imponeret af ham, for han har blot videreført sin forgængers økonomiske politik. Kun på grund af de store mængder olie, der er fundet ud for kysten, samt de høje priser på råvarer har Brasilien overlevet.«

Kultfigur

Lula er blevet en kult-figur og nyder stadig en svimlende høj popularitet – henved 70 procent – selv om hans Arbejderparti kronisk har været plaget af svindel.

»Ja, Lula har lavet mange fejltrin og siger meget vås, men folk hæfter sig mest ved deres egen fremgang,« siger Fernando Gabeira til Weekendavisen. Gabeira var medlem af Lulas Arbejderparti i 20 år, men for seks år siden deserterede han til fordel for det nye grønne parti. Sidste år var han på nippet til at blive valgt som borgmester for Rios syv millioner indbyggere.

I den mere uddannede del af befolkningen ser man ned på Lula, fordi denne søn af en analfabetisk mor uhæmmet spiller på sin provinsielle dialekt og slagfærdige bemærkninger.

Eksempelvis sagde han til præsident George W. Bush under en konference om verdenshandelen, at »vi rykker seriøst frem for at finde muligheden, G-punktet, for en aftale.« Det gibbede også i den britiske premierminister Gordon Brown, da Lula i marts i år i anledning af G-20-topmødet udbredte sin mening om den globale finanskrise: »Det var en krise, som var skabt og forstærket af ufornuftige hvide, blåøjede mennesker, der forud for krisen så ud, som om de vidste alt om økonomi.«

Lulas spindoktorer forsøgte at bortforklare udtalelsen som »en metafor«, men tre måneder senere gentog Lula sin opfattelse i en tale i regeringsbyen Brasilia: »Skylden for krisen, som var forårsaget af mænd med blå øjne, må ikke tillægges de sorte, indianerne og verdens fattige.«

Sådanne muntre, direkte eller provokerende bemærkninger vækker kun medlidende smil i de bedre kredse. »Lula er en pauseklovn, man ikke kan tage alvorligt,« siger Morten Hellberg. »Alt, hvad han siger, er PR for hans parti eller ham selv. Udover de månedlige stipendier til de fattige har Lula ikke gjort noget konkret. Lula har været dygtig til at holde optimismen oppe i sine taler, men hans løfter har været hule.

Over 60 procent af statens midler går til pensioner og bureaukrati, retsvæsenet er lige som skattesystemet uændret dårligt, og for en erhvervsmand som mig, der har arbejdet her i landet siden 1998, har Lula ikke betydet meget. Vi sælger høreapparater, og jeg kan mærke, at sundhedssektoren har fået en smule flere penge, så de kan købe mere hos os, men det er ikke markant.

Lulas held er, at brasilianerne ikke er interesseret i politik – de følger politikerne på samme måde, som de i tv følger handlingen i en sæbeopera, for befolkningen tror ikke på, at politikerne kan og vil skabe fremskridt,« siger Morten Hellberg.

Lige så positive meningsmålingerne er over for Lula, lige så negative er de, når det gælder lov og orden. Når brasilianerne bliver spurgt om, hvad de er mest utilfredse med, kommer kriminaliteten ind i top.

På Copacabana-stranden patruljerer muskuløse betjente i beach-buggy, andre til fods med tjenestepistolen i en skede, der er bundet fast om låret med en rem. Effektive og afskrækkende ser de ud, men enhver brasilianer ved alt for godt, at politiet og det øvrige retsvæsen er lige så korrupt, som det har været i mands minde. Og trods højtidelige løfter om gennemgribende ændringer af retssystemet, har Lula været passiv.

Fatter ikke miljøtruslen

På samme måde har Lulas interessse for at standse fældningen af Amazonas’ jungle været begrænset. Omkring en femtedel af skoven er gået tabt.

»Lula fatter ikke truslen mod miljøet,« siger Fernando Gabeira, som af denne grund forlod Lulas parti for at tilslutte sig det grønne parti. Miljøforkæmperne frygter, at en ny lov vil få tempoet af fældningen til at gå op. Den kontroversielle »lov nr. 458« vil give nybyggerne ret til den jord, de har besat i Amazonas – et område på størrelse med Frankrig – og Lula forudser, at loven vil standse de mange voldelige kampe mellem jordløse og godsejere samt gøre det lettere at standse den ulovlige træfældning.

Miljøaktivisterne, derimod, mener, at den ny lov giver amnesti til dem, der har ødelagt regnskoven, og at loven efter regeringens mange forhandlinger med landmands-lobbyen har fået en sådan social slagside, at det ikke er de fattige småbønder, der bliver sikret, men de velhavende godsejere, som samtidig anspores til at fortsætte rydningen af »verdens lunger«.

Greenpeace advarer: »Ødelæggelse af tropisk skov udgør næsten en femtedel af drivhusgasserne – mere end alle fly, tog og biler, der findes i verden. Det har medført, at Brasilien er blevet verdens fjerde-værste klimaforurener, og det betyder, at ukontrollerede klimaændringer ikke kan undgås, medmindre fældningen bliver standset.

Men selv om akademikerne, middelklassen, industriledere og miljøforkæmpere i Brasilien rynker på næsen ad den forhenværende skopudserdreng, vækker hans karisma respekt i mange andre dele af verden. Præsident Barack Obama kaldte ham for nylig »den mest populære politiker i verden«. Og ved samme lejlighed sagde Obama: »Ham her er min mand. Jeg elsker denne fyr.«

Der er heller ingen, som modsiger Lulas finansminister, når han praler af, at Brasilien var »det sidste land til at føle finanskrisen, og det første til at komme ud af den.«

Under Lula er landet blevet selvforsynende med olie og udnævnt til medlem af den lille, nye klub af lande, som finansgruppen Goldman Sachs forudser vil dominere verden i 2050, nemlig BRIC – Brasilien, Rusland, Indien og Kina, som C’et står for. Oliefundene i Sydatlanten er så store, at Brasilien om få år bliver eksportør af olie.

Takket være sin charme er Lula stadig på god fod med både Castro-brødrene i Cuba – »Min bror Lula« kalder Fidel Castro ham – og den iltre Hugo Chavez i Venezuela. Blandt andre politiske venner tælles Irans Mahmoud Ahmadinejad, som Lula i modsætning til de fleste andre statsledere hurtigt erklærede at være retmæssigt valgt som præsident i det stærkt omstridte valg. Med over 60 procent af stemmerne for Ahmadinejad var der »for mange stemmer til, at man kunne forestille sig, at der var svindel involveret,« lød Lulas analyse.

Lula er blevet skarpt kritiseret for sine nære forbindelser til den iranske præsident, som ikke alene udbygger landets atomanlæg, men også vækker international furore ved at tvivle på, at Holocaust er en kendsgerning. Lulas svar: »Hvis han (Ahmadinejad) mener noget andet, er det hans problem, ikke mit.« Lula planlægger selv at besøge Iran næste år.

USA satser på Lula

Alligevel er Brasilien blevet USA’s nærmeste allierede på kontinentet, hvor der i de sidste par årtier er flyttet nye beboere ind i præsidentboligerne. Førhen regerede militærdiktatorer i de fleste sydamerikanske lande, i dag er det mere eller mindre socialistiske præsidenter, som sidder ved roret. Og Lula, viste det sig til alles undren, var slet ikke så rød, som han påstod, da han først var blevet valgt.

USA satser på Lula som mægler, når der bryder kriser ud i Latinamerika. Han har været involveret i politiske stridigheder med Bolivia, Ecuador og Venezuela, og senest har han blandet sig i kuppet i Honduras ved at give den afsatte præsident Manuel Zelaya husly i den brasilianske ambassade.

Trods sine aparte politiske venskaber i Mellemøsten og lunkne respekt for menneskerettigheder i udlandet stiler Lula mod, at Brasilien får et sæde i FNs Sikkerhedsråd, når det skal udvides. I det hele taget forsøger Lula at blive den toneangivende stemme, når det gælder om at tale unge udviklingslandes sag. I klimaforhandlingerne støtter Lula den fattige del af kloden: »Et land, som begyndte sin industrialisering for 150 år siden, bærer et større ansvar end et, der begyndte i går; USA har større ansvar end Kina, og Europa et større end Sydamerika eller Afrika.«

Når det gælder BRIC-samarbejdet, er Brasilien det mest »vestlige« land i gruppen og samtidig det med den laveste produktivitet. Brasilien forsøger at være motor i samarbejdet mellem udviklingslandene – den såkaldte »syd-syd«-dialog – og Lula har foretaget mange rejser til Afrika for at styrke projekter, der skal forbedre landbruget. Lula mener, at Brasilien kan tilføre de afrikanske landmænd den bedste teknologi, fordi de klimatiske forhold ligner hinanden.

I modsætning til Kina og Indien, som også har indledt et kommercielt samarbejde med en stribe afrikanske stater, forlanger Brasilien ingen modydelser. Brasilien nærer ikke den samme appetit på de afrikanske naturressourcer som Kina og Indien, fordi man selv råder over dem.

Når Lula næste år skal forlade præsidentembedet, kunne han tænke sig at flytte retur til Pernambuco i den nordøstlige del af landet og bosætte sig. Herfra vil han bruge sin pensionisttid på at arbejde for at integrere Afrika og Latinamerika.