Fotoreportage: Karneval i Rio

Magasinet PRESS | 01.05.1995

Af Øjvind Kyrø

Fotos: Per Morten Abrahamsen

Over alt i Brasilien, selv i den kolde effektive metropol Sâo Paulo, overtager karnevallet en gang om året magten og suspenderer alt.

Intet og ingen virker. Alle butikker, banker og kontorer er lukket.

Men karnevallet er andet og mere, end det billede vi danskere normalt forestiller os af eksotiske skønheder iklædt farvestrålende rober i pompøse optog på Rios gigantiske sambadrom.

Karneval er årets åndehul. Ikke alene for nedslidte arbejdere, udslidte mødre eller desilliusionerede venstreintellektuelle. Men også for minoriteter som bøsser og lesbiske, der i dagligdagens machosamfund normalt må skjule deres sexuelle identitet.

Her bliver klappet og leet af de vulgære kostumer, de tager på sig, og deres tagen på folk. Når det er karneval, er ingen udelukket fra festen. Transvestitter, drag-queens og andre særsyn tiljubles.

Karneval er en “vækst af smittende glæde, galoperende beruselse, hurtigt utroskab, udstillet exhibitionisme, ægtefællebytning, bytning af køn, sult og frådseri, og ting der tabes og findes”, skrev Miguel Paiva, bladtegner i Journal do Brasil, et par dage før festen for at minde sine landsmænd om, hvad der ventede dem.

Og alle rygter taler sandt.

I den fugtige hede, i de minimale beklædningsgenstande, i den taktfaste dundren fra trommerne, i dansen, i alle farver, der findes og ikke findes på regnbuen, i brisen fra Atlanterhavets saltbølger, røgen fra cigaretterne og duften af parfume bliver karnevalet til en feber, der først helbredes aske-onsdag når trommerne ikke gungrer mere. Og folk af nød må passe deres arbejde, reparere deres parforhold, restituere deres lever, og i det hele taget forsøge at blive normale mennesker og samfundsborgere igen.

Men her og nu går det løs, ingen skænker morgendagen en tanke, for der skal også danses, og hvis der ikke er optog i gaderne, er der non-stop karnevalsfest, selv inde i turistfælden på Copacabana, Help, Sydamerikas største diskotek, hvor kvinder normalt kun kommer for at tjene penge.

Men store dele af førstesalen er reserveret til lokale parties, og henad 2-3 tiden om morgenen kommer de piger, der har danset i optogene herind for at glimre med deres nærvær og det guldstøv, der for flere af dem er eneste påklædning denne aften, hvor temaet for festen er “Adam & Eva”.

Selskaberne på førstesalen tilbyder dem champagne, og inden længe er glimmeren vasket af, og de danser på bordene eller stritter deres ben ud gennem gelænderet, så det stuvede dansegulv har frit udsyn til deres barberede underliv.

Andre erobrer de små tribuner omkring søjlerne, der bærer diskotekets tag, og danser til sambatakterne, der strømmer fra den direkte transmission på storskærme fra sambaskolernes pragtoptog på sambadromen og danser i de få kvadratcentimeter klædebon, de endnu har på sig, mens de glade ser ned på alle de beundrende mænds blikke.

I et hjørne begynder en pige med påtegnede knurhår på kinden, katteøjne, og iklædt en sort fiskenetsdragt, der sidder som strømper, at rumstere med den sorte gummipenis, hun har spændt om lænden. Flere piger går lystigt i gang med at simulere samleje med hende – og til sidst fuldbyrder hun et.

Sceneriet i Help nærmer sig mere og mere Sodoma og Gomorra, som natten skrider frem, og baren tømmes. Nu er det de mest natdunkle drømme og fantasier, der realiseres.

Udenfor står solen op. Atlanterhavet bruser stille, de blå-grønne bølger slår ind mod det hvide sand, luften er mærkelig kølig.

Oven over det hele, oppe på Corcovado-bjerget, står den rundetårnhøje Kristus-figur, lysende og mild, med udslagne arme og ser ud som om, han velsigner det hele.