Drengene i Brasilien

Børsens Nyhedsmagasin | 24.04.1998

Tre aldrende direktører har slået sig ned i en grøn dal i Brasilien, hvor de har skabt en hel lille danskerklub

af Øjvind Kyrø

Vandet i swimmingpoolen er 29 grader varmt, der lyder muntre fuglefløjt i den rene, klare og 31 grader lune luft, og siddende under parasollen med en kølig gintonic i den solbrændte hånd og synet af afrundede bjerge horisonten rundt, er livet fuldbragt.

Blomsterne dufter i den grønne dal, hvor en stribe velbeslåede danske pensionister har slået sig ned efter i årtier at have arbejdet som direktører for i reglen danske koncerners brasilianske afdelinger.

Der er to timers kørsel fra Rio op til dette tørre klima i dalen, der ligger 900 meter over Sydatlanten. Oppe på en bjergafsats knejser John Hornemanns hus. Han var den første til at slå sig ned i dalen, hvor han for 30 år siden erhvervede sig en grund på 200.000 kvadratmeter. På den byggede han for ti år siden sin pensionistbolig på 450 kvadratmeter med tilhørende tennisbane, pool og to huse til tjenestefolk.

”Sammen med en anden dansker investerede jeg i et fallitbo bestående af 50 grunde i dalen. Vi tilbød vore venner i den bridgeklub, vi havde i ‘Den danske Klub’ i Rio, at købe grundene af os. Med tiden er efterhånden en halv snes par eller enlige flyttet herop,” fortæller den 67-årige John Hornemann. Han er stadig erhvervsaktiv, dels med at passe sine to virksomheder, dels med at være generalkonsul nede i det fugtige, hede Rio de Janeiro.

”I Verbier i Schweiz står der et skilt, hvor dalen her er nævnt som et af de syv steder i verden, der har det bedste klima,” mindes Hornemann. Sidste år var ‘bjergklubben’, som danskerne i dalen kalder sig, på ferie i Egypten sammen. Op og ned ad Nilen. Da de landede i Cairo, blev gruppen modtaget med politieskorte og ført til turistministeren, som ventede dem. Turen igennem fik de særforplejning. Det var Hornemanns egyptiske konsulkollega i Rio, der havde sørget for det arrangement.

”Hvad vi ellers laver? Vi drikker, spiller tennis og bridge, spiser frokoster sammen og holder middage for hinanden,” siger Hornemann.

”Åh, det er en drøm hver morgen at vågne op til en koncert af fugle,” siger Helena Sonne over det musselmalede kaffestel med guldkant. Hun er med sin mand, den snart 80-årige tidligere direktør for B&W i Brasilien, Hans Oluf Sonne, til frokost hos den forhenværende Hempel-direktør Peter Lemche. Han er kun 67 år og pønser på snart at gifte sig med sin brasilianske forlovede, Christiane, der er 24 somre gammel.

Men det bliver ikke den lokale præst, som får lov til det. Han er netop blevet fyret efter mange års gerning på egnen, fordi der atter indløb en klage til biskoppen over de mange uægte børn, der blev født i dalen, og som bar paterens ansigtstræk.

Sådan en frokost i ‘bjergklubben’ indledes med en serie gintonics ved bordet, der tæller 17 flasker. Bordet står ved siden af swimmingpoolen, som er forsynet med rutsjebane. Der står statuer her og der i haven, hibiscussene blomstrer ildrødt, figentræet svulmer, palmebladene vifter sagte, og inde under taget i hovedhuset – i alt 800 kvadratmeter af grunden er bebygget – står der fine gamle danske møbler i stuerne.

Efter en times tid med kølige velkomst-drinks står perlende rosévin klar inde i en pavillon sammen med den færdige mad, som er tilberedt af det par, Peter Lemche har i sit brød til at passe have, gøre rent, vaske, lave mad og andet nødvendigt arbejde.

Til kaffen bydes portvin og cognac, og bagefter er det tid til et par kølige drinks. De 12-årige whiskymærker og isspanden er i mellemtiden sat frem ved poolen.

Der bliver skålet en ekstra gang, da værten i en bisætning nævner, at hans bank i Luxembourg dagen før fortalte ham, at han netop havde tjent to millioner dollar ved at postere en portion af sine penge i nogle andre papirer. Ligesom penge taler de sjældent om, at de alle har skydevåben i deres huse. For en sikkerheds skyld.

Men hvorfor gik det dem så godt? ”Vi kom vel på det rigtige tidspunkt til Brasilien,” funderer Erik Blem Bidstrup, der er 69 år. ”Jeg kom hertil i 1954 for F.L. Smidth, og et årti senere fik jeg job hos Sabroe, siden i et nordamerikansk firma. Det var dengang, Brasilien i lyntempo udviklede sig til en af verdens største økonomier. I 1988 blev jeg pensioneret fra F.L. Smidth, som jeg var vendt tilbage til som indskøbschef.”

Hans Oluf Sonne: ”Jeg tror, at danskere har en større evne til at akklimatisere sig end f.eks. folk fra England eller USA.”

Peter Lemche: ”Ja, og så har vi den evne, at vi kan grine af os selv, og det kan brasilianerne godt lide, fordi de har også den evne. Derfor bliver vi danskere accepteret lettere end andre.”

”Brasilien har været god ved os,” tilføjer han og smiler til Christiane.

Bordet rundt er der enighed om, at en ung dansker i dag også ville kunne skabe sig en formue i Brasilien, men at det sjældent sker, fordi det danske samfund er blevet for blødsødent. ”Det oplærer ikke de unge til livs-kamp,” som Peter Lemche formulerer det – og at danskerne har vænnet sig til ikke at arbejde mere end højst nødvendigt.

De tre pensionerede direktører kommer alle med eksempler på udsendte unge danskere, der kræver flextid, og at arbejdstiden skal overholdes. ”Vi er sandelig ikke kommet let til det, vi nu har. Vi har arbejdet døgnet rundt, når det var nødvendigt,” siger Lemche.

Hvorfor holder danskerne sammen, selv på deres gamle dage?

”Sproget binder. Derfor,” siger Peter Lemche. ”Vi har ofte været til stor hjælp for hinanden og arbejdet parallelt. Jeg solgte for eksempel Hempel-maling til de skibe, som Sonne skulle forsyne med B&W-motorer. Vi informerede hinanden om de handler, vi var i gang med. Sådan hjalp vi hinanden.”

Og hjælpsomheden fortsætter i alderdommen. De rækker gerne hinanden en ny drink.

…………………………………………………………………………………………………………………………………………..

Tre direktører i varmen

John Hornemann kom som 23-årig til Brasilien, og efter først at have forsøgt sig i shippingbranchen og som skolelærer begyndte han at arbejde for J.E. Ohlsens Enke.

Men et år efter stiftede han sammen med frø-konkurrenten ”Dæhnfeldt do Brasil” for fire år senere selv at overtage firmaet, som blev omdøbt til ”Topseed”. Desuden begyndte han at sælge maskiner fra Danmark, og nu ejer han også sin egen fabrik, ”Topmac”. I 1990 blev han udnævnt til dansk generalkonsul i Rio de Janeiro. Sammen med sin brasilianske hustru Maria Helena har John Hornemann tre børn.

Erik Blem Bidstrup blev i 1954 udsendt af F.L. Smidth, og han arbejdede igennem seks år i Brasiliens største cementkoncern. Derefter job hos Sabroe og i et amerikansk støberifirma. Forsøgte i 1968-70 at dyrke og sælge champignon, men opgav og blev salgsdirektør i et danskejet træimprægneringsfirma. Fra 1972-88 igen hos FLS som indkøbschef.

Peter Lemche, 67 år, kom til Brasilien i 1953 og blev ansat i det dansk-brasilianske handelskammer. Efter en stilling som salgsdirektør for et bilfirma i São Paulo begyndte han i 1969 at opbygge en afdeling for Hempel, som endte med at blive koncernens næststørste. Derpå direktør for ”Nordisk Ventilator” frem til 1986, da han slog sig ned i dalen.