Rwanda

Immaculée Ilibagiza, der overlevede folkemordet i Rwanda, fortæller, hvordan hun mødte Gud, blev reddet af sin urokkelige tro og lærte at forlade selv de værste skyldnere.

Vidner skal flyves til Danmark, når nævningesagen mod en herboende rwander, der står anklaget for massemord, begynder.

Rwandas præsident var bange for kupforsøg. Ikke uden grund. Han endte sine dage i april 1994 som offer for et komplot, hans kone var med i.

Børnefonden, som efter folkemordet i 1994 deserterede fra Rwanda og lod 17.000 sponsorbørn i stikken, vil forsøge at råde bod på skaden.

Paul Kagame satte en stopper for folkemordet og er donorernes kæledægge – på trods af Rwandas problematiske rolle i massakrerne og udplyndringen af Congo og den hårde behandling af den interne opposition.

Forsoning er nøgleordet i Rwandas retsopgør efter folkemordet. Men den katolske kirke, der aktivt opfordrede til tutsiernes udslettelse, har stadig ikke erkendt sit ansvar.

Den 48-årige rwandiske mand, der i onsdags blev fængslet i Danmark, mistænkt for at have deltaget i folkemordet i sit hjemland, er endnu en brik i et uhyre langvarigt og speget retsopgør.

En formodet massemorder har i ni år under falsk navn været på fri fod i Danmark, hvor han har boet som flygtning med hustru og børn.

FNs tribunal for Rwanda er plaget af nepotisme, bureaukrati, bestikkelse og mange andre misgerninger. Der foregår ting her, som ville være strafbare i mit hjemland«, siger dommer Lennart Aspegren fra Sverige og henviser til FNs to interne revisionrapporter, der har konstateret, at »ikke en eneste afdeling fungerer« i FNs tribunal for Rwanda, der har sæde i Arusha i det nordlige Tanzania.

Fem år efter folkedrabet i Rwanda er danske baptister fortsat ikke enige om, hvorvidt de gjorde nok for at fordømme gerningsmændene – eller måske ligefrem støttede dem. Danske baptister mødtes i weekenden for at bilægge en bitter intern strid om Det Danske Baptistsamfunds holdninger til folkedrabet i Rwanda i 1994. To baptister, advokat Ebbe Holm og journalist Øjvind Kyrø, har længe kritiseret kirkesamfundets ledelse for at have bagatelliseret folkedrabet.

En million mennesker blev slagtet i Rwanda, hvor udenlandske retsmedicinere chokeres, når de åbner de mange massegrave.

Mere end 100.000 børn har mistet deres forældre i Rwandas borgerkrig.
I begyndelsen var de tavse, stille og knugede. De sagde næsten intet. Men nu er de begyndt at synge. Nogle af dem er også begyndt at græde. Det er dejligt at se.

De nye magthavere kan ikke længere kontrollere regeringshæren, som beskyldes for at begå ‘systematiske myrderier’ Rwandas egentlige magthaver, generalmajoren for den triumferende tutsi-dominerede hær, der siden den militære sejr også smykker sig med titel af vicepræsident og forsvarsminister, har ikke længere styr på sine tropper.

Det næsten mennesketomme Rwanda ligger grønt under os. Sigtbarheden fra cockpittet i Herkules-flyet bliver nedsat, da Goma dukker op. Vulkanerne gløder stadig og spyr aske. Kl. 15.55 bider dækkene i landingsbanen, og navigatøren maner til forsigtighed: ‘Her er ingen sikkerhed. Vi bliver omringet af folk, når vi åbner døren’. Den største tyv er nu den korpulente immigrationschef i spraglet skjorte, der har fået endnu flere guldkæder om hals og håndled siden katastrofen begyndte. Han kræver 800 kr. for et visum.

Den franske ambassadør i Rwanda har en fin smag. Det kan man forvisse sig om nede i boden om hjørnet, hvor hans vinkælder er til salg. Læg 60 kroner på disken, og der frit valg på alle hylder mellem hans rødvine.

Præsidenten ville hjem til middag, og det kom han. Hans fly faldt ned i hans have. I styrtet gennembrød det lille jetfly den tre meter høje murstensmur omkring præsidentboligen. Vragrester spredte sig i en ujævn vifte på 50 meters længde ind i parken, og noget af flyet brasede også gennem taget og ned i hjemmekontoret på anden sal.

Ranglet og med generte bevægelser byder Paul Kagame velkommen til et velbevogtet hus i udkanten af Rwandas hovedstad, som nu er hovedkvarter for de fremrykkende guerilla-styrker RPF (Rwandas Patriotiske Front).

KIRUNDO (Politiken) – De lægger til hvert femte minut, lastet til synkepunktet med kvinder og mænd, oldinge, spædbørn, bylter, sågar cykler lykkes det dem at fragte over Cyohoha-søen.

Først da bilen kom nærmere, kunne man se, at det var en kvinde.
Hun stod midt på vejen med armene bredt ud. Kjolen var blå, og øjnene var ved at springe ud af deres huler. Sveden perlede ned ad hendes ansigt, der på samme tid tryglede om hjælp og var forvredet af rædsel.

Med gennemsvedt tøj kom de gående ind i Novotel, lykkelige over selv at være i live, men skygger gik over deres ansigter, når de kom til at mindes den skæbne, deres sorte venner, kærester eller kolleger har fået.