Sai Baba: Svindler eller gud?

Foredrag: BØH

Politiken | 02.02.2002

Af Marcus Rubin

Nogle kalder ham en levende gud, andre en svindler og atter andre en pædofil forbryder, der misbruger børn og unge. Navnet er Sai Baba, men hvem er han, og hvorfor har han millioner af tilhængere? .

Salman Rushdies ‘Sataniske vers’. Jens Jørgen Thorsens famøse Jesusfilm eller Martin Scorseses berygtede ‘Last Temptation of Christ’ med den berygtede passage, hvor Jesus er fristet til at opgive sin Gud og leve som et almindeligt menneske.
Det er sjældent populært at pille ved religiøse myter og profeter, hvad den danske journalist Øjvind Kyrø da også til fulde erfarede, efter at hans dokumentarprogram ‘Forført’ om den indiske guru Sai Baba blev vist i DR i onsdags.
I programmet beskyldes Sai Baba, der betragtes som gud af sine millioner af tilhængere, for at være en simpel tryllekunstner, der narrer folk til at tro, at han kan få guldsmykker og hellig aske til at materialisere sig. Og ikke nok med det, Sai Baba blev også anklaget for seksuelt at have misbrugt børn og unge.

Tilhængere søgte at forhindre programmet i at blive sendt, og Kyrø blev kimet ned af rasende Baba-tilhængere, der forbandede ham i dette og næste liv.
Så langt vil Thorbjörn Meyer, formand for Sai Baba-organisationen i Europa ikke gå, men han kalder programmet »en tv-standret« med helt udokumenterede beskyldninger, som han ikke kan forestille sig, der er hold i.
Det samme siger andre danske Sai Baba-tilhængere, herunder professor ved Handelshøjskolen i København Peter Pruzan.
»Jeg har talt med mange unge mennesker, der har været gennem hans skole siden børnehaven, og de roser ham alle som den største åndelige leder.
De griner ad det og kalder beskyldningerne opspind«.
»Men det er klart, at jeg kan ikke vide med hundrede procents sikkerhed, om det er sandt eller ej. Men al min erfaring med Sai Baba fortæller mig, at det kan ikke passe. Jeg oplever Sai Baba som en legemliggørelse af kærlighed«, siger Pruzan, der i dag selv rejser til Sai Babas ashram i Puttaparthi i Indien for at undervise på universitetet der.

GAMLE RYGTER OM MISBRUG
Ingen af beskyldningerne er dog nye.
Allerede i november 1992 bragte den engelsk-indiske avis Deccan Cronicle en forsidehistorie med et billede fra en hemmelig videooptagelse, der skulle illustrere, at Sai Babas mirakler ikke er andet og mere end simple taskenspillerkunster.
Beskyldningerne om seksuelt misbrug har cirkuleret på internettet i årevis, men kom for alvor i fokus, da den britiske avis London Telegraph i sit søndagsmagasin sidste år offentliggjorde en seks sider lang artikel, hvor Sai Baba blev beskyldt for systematisk at have misbrugt et stort antal teenagedrenge fra hele verden.
En af personerne i artiklen var svenskeren Conny Larsson – som også medvirkede i Øjvind Kyrøs dokumentarprogram – og her citeres blandt andet et åbent brev, han har sendt til Sai Baba.
Her skriver han, at »dine handlinger er ikke guddommelige, du spurgte ikke om vores accept, du voldtog os alle både fysisk og psykisk, det var aldrig rart på nogen måde at have samleje med dig. Du har nydt det, men vi er ofre og har måttet gennemgå behandling i årevis for at komme over din udnyttelse af os«.
Om der er hold i de voldsomme anklager, vides ikke. Thorbjörn Meyer kalder Conny Larsson et »højst utroværdigt vidne«, men vil ikke uddybe nærmere.
»Jeg vil ikke over i den rene mudderkastning«, siger Meyer, der kalder det åbne brev for »topmålet af hykleri«.
Sai Baba er aldrig blevet dømt for pædofili, men det forklarer de, der mener, han er skyldig, med hans mange tilhængere rundt om i den indiske magts korridorer. Blandt sine tilhængere tæller Sai Baba nemlig både den indiske premierminister Atal Bihari Vajpayee og en lang række andre fremstående indere, der ofte både besøger og støtter hans velgørende projekter.

GURUEN SAI BABA
Men hvem er Sai Baba?
Han blev født som Sathyanarayana Raju 23. november 1926 i byen Puttaparthi i den indiske delstat Andra Pradesh. Af hans autoriserede biografi fremgår, at han ligesom Jesus var resultatet af en ubesmittet undfangelse og derfor født uden synd.
Og allerede inden fødslen skete der mærkelige ting. Musikinstrumenterne i hjemmet begyndte at spille af sig selv, og som lille kaldte kammeraterne ham en guru, fordi han kunne trylle slik og legetøj frem.
Det var dog først som 13-årig, at Sathyanarayana Raju blev Sai Baba. På det tidspunkt blev han klar over, at han var reinkarnationen af Shirdi Sai Baba, en indisk helgen, der var død i 1918, og kort efter forlod han sin familie for i byen Puttaparthi at etablerede et ashram, hvor hans tilhængere kunne bo med ham.
Og tilhængere har der lige siden været nok af.
Et sted mellem 10 og 50 millioner mennesker tilslutter sig i dag Sai Babas lære, og rundt om i verden er der mere end 7.000 Sai Baba-centre.
Ashramen i Puttaparthi har udviklet sig til en veritabel religiøs storby, komplet med en lufthavn til de hundredtusinder af tilhængere, som årligt besøger ham for at opleve hans mirakler.
Og historierne om hans mirakler er næsten utallige, og mange af dem vækker mindelser om Jesus. Sai Baba er gået på vandet, har fodret en tusindtallig skare af tilhængere med to kokosnødder, helbredt syge og vækket de døde.
I dag anses Sai Baba som en avatar. En titel, som inderne senest gav Krishna for omkring 4.000 år siden, som betyder almægtig, allestedsnærværende og alvidende. Kort sagt Gud i sin fysiske form, som ifølge Sai Baba selv vil holde 20 år mere.
Han har profeteret, at han vil forlade sin nuværende krop i år 2022 og derefter blive genfødt en tredje og sidste gang som en helgen ved navn Prema Sai Baba.

FREDEN I ASHRAMEN
Det er dog ikke så meget miraklerne, de danske tilhængere peger på, som tiltrækningen ved Sai Baba.
Thorbjörn Meyer forklarer, at han står for ‘love all, serve all’ og sammenligner hans lære med Jesu.
For den danske designer Charlotte Sparre, der har været i Babas ashram i Puttaparthi to gange, er det snarere det fredfyldte i ashramlivet, som er attraktionen.
»Der er simpelt hen sådan en ro. Der er ikke radio, mobiltelefoner, og man kan ikke lave andet end at tænke på ingenting. Sådan en ro kan man ikke finde andre steder. Lige meget hvor man ellers er, er der jo et fjernsyn, hvor de spiller Aqua. Og jeg tror, det er enormt sundt som dansker at komme sådan et sted hen, væk fra alt det hektiske«, siger Charlotte Sparre, der ikke vil tage stilling til den aktuelle debat.
»Jeg skal ikke gøre mig klog på, om han tryller med ure eller ej. Men jeg kender en del, som siger, de har oplevet gode ting med ham, og jeg tror personligt, han kan og ved mere, end der er mellem himmel og jord«, siger hun.
Det samme siger Peter Pruzan, der har besøgt Sai Baba mange gange i løbet af de sidste 12 år.
»I vores verden har vi lært at forholde os meget til den virkelige verden. Og en af de ting, jeg har lært hos Sai Baba, er, at virkeligheden er meget mere omfattende, end min logik og sanser kan fortælle mig om«.
Tilbage står så beskyldningerne mod Sai Baba.
Tilhængerne tror ikke på dem, men Thorbjörn Meyer understreger, at betydningen af Sai Babas lære ikke afhænger af hans person.
»Jeg er tilhænger af Sai Babas lære, men ikke nødvendigvis af hans person. Sai Baba advarer også selv mod at knytte sig til hans menneskelige form. Det, der tæller, er hans lære«.
»Der var for nylig en stor sag i Irland, hvor nogle munke og nonner blev idømt en stor bøde for at have misbrugt nogle børn, men det får jo ikke folk til at sige, at alle katolikker er nogle skurke«, siger Thorbjörn Meyer.

*

Fakta: Kendte Sai Baba-tilhængere
Blandt Sai Babas tilhængere er en række kendte internationale og nationale personer:
Jane Fonda, amerikansk filmskuespiller.
Hillary Clinton, amerikansk senator.
Atal Bihari Vajpayee, Indiens premierminister
Benito Craxi, tidligere italiensk premierminister.
Goldie Hawn, amerikansk filmskuespiller.
Charlotte Sparre, designer.
Henriette Zobel, gift med tidligere direktør for Codan Forsikring Peter Zobel.
Jørgen Trygved, tidligere direktør i Superfos.
Peter Pruzan, professor ved Handelshøjskolen.
Preben Plum, professor,

  1. med. Ross Jackson, finansmand.
    Jørgen Philip Sørensen, udlandsdansker, ejer af Group Four.