På flugt fra Rwandas rædsler

Politiken | 23.04.1994

Af Øjvind Kyrø 

KIRUNDO (Politiken) – De lægger til hvert femte minut, lastet til synkepunktet med kvinder og mænd, oldinge, spædbørn, bylter, sågar cykler lykkes det dem at fragte over Cyohoha-søen.

Ejerne af de udhulede træstammer padler, så sveden springer. De forlanger, hvad der svarer til 25 kr. per person for turen over søen, og så snart passagererne med deres få jordiske ejendele er landsat på den rustrøde jord, sætter de kursen mod den anden søbred. De tjener formuer i disse dage, hvor efterspørgslen er vældig og udbuddet af både begrænset.

Der er omkring to kilometer at sejle for disse centralafrikanske bådflygtninge, før de kommer i relativ sikkerhed. 

– Det er fantastisk, så mange der flygter, udbryder Marianne Bergström, der står og ser ud over søen, som danner grænse mellem Rwanda og Burundi. Et halvt hundrede sorte prikker på vandspejlet indikerer trafikken af træstammer. 

Marianne Bergström er koordinator for FNs Flygtningehøjkommissariat i området og arbejder dag og nat for at få de nødvendige forsyninger frem til stedet, så bådflygtningene kan få plastik over hovedet og mad i munden. 

– I går kom der 1.333 over søen, i dag ser det ud til, at der kommer mange flere, siger finnen. 

De første, der møder flygtningene, er soldater i kamouflageuniform og en kalashnikov over skulderen. De kræver bylterne åbnet, så de kan undersøge, om flygtningene skjuler våben. 

Men bylterne rummer ikke andet end gamle gryder, gennemslidt tøj, bulede tallerkener og krus af aluminium samt nogle lapper papir. Andet ejer de ikke udover en plastikdunk, et par mørnede tæpper, nogle sivmåtter, en skammel og måske en UNHCR-presenning. 

HJÆLPEARBEJDERE TRUES PÅ LIVET

Men om natten passerer endnu flere mennesker grænsen. De flygter til fods i grupper til Burundi og bliver om morgenen samlet op af UNHCR, som kører dem til de nye lejre.
– I løbet af blot seks dage er der kommet over 25.000 flygtninge over grænsen, stønner en udmattet fransk læge i det spartanske hovedkvarter, som ‘Læger uden Grænser’ har opslået i distriktets største by, Kirundo. 

Organisationens læger undersøger alle de nyankomnes tilstand for at hindre epidemier. Desuden sørger de for, at de sårede fra stammekrigen i Rwanda bliver behandlet og indlagt på Kirundos hospital. 

Deres arbejde er farligt. Dagligt bliver lægerne – og de er næsten alle sammen kvinder – truet med knive eller spyd, fordi de befinder sig i brændpunktet af en etnisk konflikt. Når eksempelvis tutsier skal fragtes til en ny lejr, kyler hutuer sten efter lastvogns-konvojen. 

Og hele tiden bliver de mistænkt for at være belgiere. Folk fra den tidligere kolonimagt er ugleset, fordi der bliver spredt falske rygter om, at belgiske soldater stod bag nedskydningen af det fly, som præsidenterne for både Rwanda og Burundi omkom i. 

Forleden oplevede en italiensk medarbejder fra WFP – FNs Fødevareprogram – at blive arresteret af regeringssoldater, som i tre timer holdt en geværmunding mod hans pande for at tvinge ham til at tilstå, at han var belgier. 

ETNISK UDRENSNING

Stemningen er spændt i flygtningelejrene. I en af dem har hjælpearbejderne måttet erklære et stykke jord for ‘No mans land‘, fordi lejren huser både tutsier og hutuer, som har erklæret hinanden krig. Der sidder de så og stirrer hadefuldt på hinanden over det lille stykke ingenmandsland. 

De fleste er blevet flygtninge i deres eget land. De flygtede til Rwanda i oktober, da massakrerne i oktober sidste år brød ud i Burundi. 

Og nu, seks måneder senere, må de igen tage flugten, fordi krigen er brudt ud i Rwanda. 

– Dette er ren og skær etnisk udrensning, siger Ferdinand, Kirundos høje, intellektuelle tutsi, som kan citere Søren Kierkegaard. 

Han sidder på byens kro, Auberge du Nord, og sammen med værten – en hutu, der er helt alene i verden, fordi hele hans familie er blevet myrdet – dulmer han ubehaget ved at opholde sig midt i flygtningestrømmen og dens medbragte spændinger med en stor flaske ‘Primus’ øl. 

– Gå ned på hospitalet og se de sårede, der er blevet hakket med macheter eller gennemboret af spyd, siger han. Eller tag over på den anden side af grænsen til Rwanda. Få kilometer efter grænsen er der i Nyamata en kirke, hvor 1.200 tutsier havde søgt dækning. Halvdelen var børn. Men hutuerne kom og slog dem allesammen ihjel forleden. Jeg kan blive ved og ved og ved med at fortælle om alt det onde, der sker her.