Oprørshærens stærkeste kort

Politiken | 26.05.1994

Af Øjvind Kyrø 

Ranglet og med generte bevægelser byder Paul Kagame velkommen til et velbevogtet hus i udkanten af Rwandas hovedstad, som nu er hovedkvarter for de fremrykkende guerilla-styrker RPF (Rwandas Patriotiske Front).

Men man skal ikke lade sig bluffe. Kagame er en hård negl, der er besat af disciplin, lyder signalementet fra en af hans tidligere kolleger.

Den 37-årige generalmajor har på fire år opbygget den slagkraftige hær, som dag for dag driver stadig flere regeringssoldater på flugt. Dens seneste sejr er erobringen af den strategisk vigtige lufthavn i Kigali og dens tilstødende garnison. 

Paul Kagame selv er et omvandrende eksempel på, hvorfor folk fra tutsi-stammen er gået i felttog mod hutu-hæren. 

Som treårig flygtede han sammen med sin familie til Uganda. Det var i 1959, da titusinder af tutsier tog flugten til Uganda, fordi flertalsstammen, hutuerne, ville til magten, tilskyndet af koloniherren Belgien, som gerne hurtigt ville afhænde landet og efterlade det i demokratisk stand. 

UDDANNET I USA

Den magre Paul Kagame voksede op i Uganda og tilsluttede sig modstandsbevægelsen NRA, der bekæmpede præsident Milton Obotes blodige diktatur. Som mange andre fordrevne tutsier nåede han til tops i guerillahæren, og efter magtovertagelsen i 1986 udnævnte præsident Yoweri Museveni den unge Kagame til chef for Ugandas efterretningstjeneste. 

RPF blev dannet i eksil i 1990, og straks efter begyndte invasionen i Rwanda. Hutu-soldaterne var dårligt forberedt, og RPF-hæren trængte dybt ind. Men dens to anførere blev dræbt dagen efter invasionen begyndte, og Kagame, som på det tidspunkt studerede på et militærakademi i USA, vendte straks til Rwanda, kvittede sit job som efterretningschef i Uganda og overtog den lederløse guerilla-hær. 

INGEN PLADS TIL FLYGTNINGE

I flygtningelejre i nabolandene rekrutterede Kagame nye soldater. Og fra at bestå af 4.000 deserterede tutsi-soldater fra den ugandiske hær blev den udvidet til et sted mellem 15.000 og 30.000 motiverede unge, der ville fordrive den enevældige hutu-præsident, som forbød dem at vende tilbage til det land, som de selv eller deres forældre blev født i. 

Præsident Juvenal Habyarimana, som tog magten ved et kup i 1973, ville ikke have de oprørske tutsi-flygtninge tilbage og brugte det argument, at Rwanda var ‘som et fyldt glas vand’ – så overbefolket, at der ikke var plads til flere. 

Nye RPF-chefer som Paul Kagame udvidede guerillabevægelsens etniske platform ved at give posten som RPF-formand til en hutu, nemlig oberst Alexis Kanyarengwe, som havde været præsident Habyarimanas nære rådgiver og indenrigsminister. 

Men RPF domineres fortsat af tutsier, og de fleste af topofficererne har høje uddannelser og taler flere sprog. Disciplinen er stærk, og RPF har strenge regler for soldaternes opførsel – en arv fra Ugandas NRA-hær, som satte en eksemplarisk adfærd højt og straffede dem, der brød reglerne. 

– De, der beskylder os for massakrer, er selv forbrydere, siger Kagame og henviser til en britisk tv-reportage fra en flygtningelejr i Tanzania, hvor hutuer udtalte, at de havde oplevet RPF meje folk ned. Men ifølge Kagame er det flygtede regeringssoldater og militser, der spreder rygterne. 

UMULIGT AT AFSLØRE VÅBENTRAFIK

Modstandere af RPF – lige fra den afdøde præsident Habyarimana til fjender af Ugandas præsident Museveni – har forklaret RPF’s succes med, at oprørshæren får støtte fra Uganda. Også belgierne blev overbevist om, at  tutsi-rebellerne fik våben og træning fra Uganda som tak for hjælpen i bushen under krigen mod Obote. 

Derfor udstationerede FN en særlig enhed, UNOMUR (UN Observer Mission Uganda-Rwanda), på grænsen for at kontrollere trafikken. 

På ‘White Horse Inn’, det bedste hotel i grænsebyen Kabale i Uganda og det eneste med varmt vand, har 80 soldater fra otte lande nu boet i ni måneder. 

I 25 biler og med en helikopter patruljerer de døgnet rundt den 170 kilometer lange grænse. 

– Den eneste unormale trafik er de 10.000 flygtninge, der er strømmet til Uganda, fortæller observatører foran pejsen i hotellets bar, der er bestykket med ikke færre end fem forskellige slags cognac samt armagnac. 

– Vi har ikke fundet våbentransporter, og antallet af tankvogne med brændstof er kun steget fra fem til seks efter krigens udbrud. Man kan selvfølgelig have mistanke om, at noget om natten bliver båret over grænsen på hovedet af folk til fods, men i så fald er det små partier. 

Selv om vi undersøger alle køretøjer, der passerer grænsen, har vi hverken fundet uniformer eller andre ting til militær brug. 

– Hvad angår mennesker, så jeg en lastvogn med 47 unge i god form og uden bagage passere grænsen, og det er oplagt, at det er nye soldater. Omkring 2.000 af den slags unge er kørt ind i Rwanda, siger en af de to ubevæbnede FN-soldater. 

BØRNESOLDATER SOM KURERER

Ifølge RPF får rebellerne alle våben fra fjenden. 

– Vi har lige erobret den ottende regeringskaserne, som er fuld af våben og ammunition, siger RPF-løjtnant David Kabuye til Politiken. 

– Forsyninger bliver ikke kørt frem til fronten, men båret frem på hovedet, og vore uniformer er lavet i Frankrig, det tidligere DDR eller Zaire, og de er også krigsbytte eller købt på det frie marked, siger han. 

Mange af soldaterne er ned til 15 år, men de er forældreløse, som RPF har ‘adopteret’, fortæller en talsmand, og de yngste bliver udelukkende brugt som kurerer, til kamp ved fronten skal de være fyldt 17 år. Også 500 kvinder tilhører RPF-hæren. 

Deres unge general med modebrillerne og det dyre schweizerur om højre håndled fører rebellerne fra sejr til sejr, også når det gælder verdensopinionen. Tilrejsende journalister bliver eskorteret rundt af veltalende guider til velargumenterende officerer – i modsætning til regeringshæren, der hverken har lyst eller evner til at beskytte pressefolk mod de løsgående militser og lade dem se, hvad der sker på den anden side af fronten. 

RPF har erobret halvdelen af Rwanda, og ifølge militæranalytikere er det Kagames strategi at støde frem i syd, hvor de blodigste myrderier foregår, fortrænge regeringen fra Gitarama, byen 50 kilometer syd for Kigali, som den er flygtet til, og derefter vil Kigali falde af sig selv. 

Regeringshæren vil blive fordrevet til det nordvestlige hjørne af Rwanda, hvor den hårdeste modstand mod enhver indrømmelse til tutsi-mindretallet kommer fra. 

Men det vil blive en sær sejr. Tutsi-hæren vil få magten over et land, hvor de fleste tutsier er blevet myrdet.