Når borgerkrigen bliver hverdag

Politiken | 02.10.1994

Af Øjvind Kyrø

 FREDAG Det næsten mennesketomme Rwanda ligger grønt under os. Sigtbarheden fra cockpittet i Herkules-flyet bliver nedsat, da Goma dukker op. Vulkanerne gløder stadig og spyr aske. Kl. 15.55 bider dækkene i landingsbanen, og navigatøren maner til forsigtighed: ‘Her er ingen sikkerhed. Vi bliver omringet af folk, når vi åbner døren’. Den største tyv er nu den korpulente immigrationschef i spraglet skjorte, der har fået endnu flere guldkæder om hals og håndled siden katastrofen begyndte. Han kræver 800 kr. for et visum.

Flygtningene er væk fra Gomas centrum, men deres spor ses. Der er næsten ingen vejtræer tilbage. Dem brugte de til ildsteder, da de camperede i byen. Omkring Mugunga-lejren, et kvarters kørsel fra centrum, har de 200.000 flygtninge ryddet hele skove. 

Luften er tung af os fra de tusinder af bål, og gennem de lyseblå plasticpresenninger, som har UNHCRs logo på, lyder træt barnegråd. Ved maduddelingscentrene er der sort af folk. Mange fra den slagne regeringshær. De går rundt med deres baretter, kampuniformer og støvler på. Ingen ved, hvor de skjuler deres våben, som det lykkedes dem at få over grænsen i det kaos, som de skabte, da de natten igennem bombarderede Goma. 

Kører forbi diktator Mobutos sommerresidens, der har smuk udsigt over den slimede Kivu-sø. Det er herfra en million mennesker får vand. 

Bor hos nødhjælpsarbejdere fra LWF, Det Lutherske Verdensforbund, som halvdelen af tiden har strøm og somme tider også varmt vand. De udveksler erfaringer med de nyankomne om, hvor lidt der skal til, før man bliver syg. 

På Røde Kors ligger konstant tre-fire af de 70 delegater i seng med diarre. 
Nogle nødhjælpsfolk måtte flyves hjem, fordi de ikke kom sig: ‘Bare en dråbe i munden, når man vasker sig er nok,’ advarer en. Drikkevandet her koges i minimum ti minutter, og maden flyves ind fra Nairobi sammen med nødforsyninger til lejrene. 

LØRDAG
Ingen vand i hanerne. Vask med vådservietter. Alle tager malariapiller. 

Regntiden netop begyndt. Kiks og Nescafe til morgenmad. 

‘Folk i lejrene lider af en massiv, kollektiv skyldfølelse. Ingen her siger sandheden om, hvad de har været med til af massakrer. De er nogle kujoner,’ mener en LWF-mand.

Den mest eftersøgte, general Augustin Bizimungu, der skal have været hovedmanden bag folkemordet, bor i et hus 15 km herfra, hvor han fordriver tiden med sin yndlingssyssel, at løse krydsord. Men han er utilgængelig. De andre topofficerer og regeringsmedlemmer bor i Kinshasa eller er fløjet til Europa ligesom præsidentenken. 

LWF-manden har været 300 km nordpå, hvor titusinder af folk er flygtet til for ikke at blive terroriseret eller myrdet af soldaterne i lejrene, hvor krigen fortsætter. Men uden for de officielle lejre er der endnu ingen madforsyninger. 

En katolsk præst kommer forbi og låner nattevagtens tæppe. 

Fidel, en flygtet hutu, der siger, at han var tvunget ind i en militsgruppe i Kigali, men at han ikke dræbte nogen, mener at vide, at soldaterne køber våben op for at føre krig ind over grænsen. Han mener også, at den internationale domstol, der i Rwanda skal dømme krigsforbryderne, må etablere en filial i Zaire, ellers løses problemerne aldrig. Alt for mange vil blive her, fordi de har blod på hænderne. 

FNs flygtningehøjkommission har lejet byens største bank, som alligevel ikke virkede. Ingen ved sine fulde fem sætter penge i banken i Zaire, al veksling foregår på gaden. En ung franskmand har overtaget chefstolen efter Filippo Grandi, som i dag takker af. Han har knoklet døgnet rundt siden katastrofen satte ind og glæder sig som et barn til at se Geneve igen. 

På en plads i byen ligger en af de to store massegrave, hvor ofrene for koleraen blev bisat. Mellem 50.000 og 75.000 er døde, siden de kom i midten af juli. Det påstås, at nogle lokale planlægger at sætte et monument og tilplante det med blomster. Det var her, at gravearbejdet på et tidspunkt gik i stå, fordi zairisk politi plyndrede de FN-hyrede gravere på lønningsdagen. Jane fra LWF fortæller, at hun i forgårs blev stenet af børn, der stjal tæpper, mens et par politibetjente passivt så på. 

Kibumba-lejren 28 km uden for byen huser mindst 150.000. Smuk udsigt, ligger klods op ad nationalparken, som de har gjort kraftigt indhug i til madlavning. Men elendigheden er ikke til at overse. Tæt, tæt bor de, og Marianne fra Røde Kors fortæller, at folk især lider af tuberkulose, kolera, dysenteri, og at en tredjedel er HIV-smittede. 

Ved siden af et sted, hvor FN-lastbiler er ved at læsse fødevarer af, sælger folk mad fra de selv samme sække. Sagen er, at flygtningene endnu ikke er skrevet i mandtal, og man derfor uddeler efter skøn. Og hellere for meget end for lidt. Folk bor sammen med deres gamle naboer, for hele landsbyer er flygtet i flok. Det er landsbyens ledere, der modtager maden, og nogle af dem stjæler den fra deres bysbørn og sælger den. Men i næste uge bliver alle registreret og får rationeringskort. Ved siden af madsælgerne sidder en fyr med grønne solbriller, som med en fed joint i munden forhandler marihuana. 

Kører flere steder forbi lig, der ligger indhyllet i laset klæde langs vejkanten og venter på at blive hentet af ligvognen.

I denne lejr ligger tre små børnelig. En kollega bemærker morbidt, at Goma kunne slå enhver Agatha Christie-intrige. Her kunne man begå det perfekte mord. Ingen ville se efter, hvem der ligger i ligklædet. 

Mørket falder på. Ingen el. Der er en vagt om LWFs hus, og vagterne i gaden alarmerer hinanden ved at fløjte og banke på metal, hvis de ser bander. De begynder med koncerten ved 19.30-tiden. Jane og Richard fortæller i mørket om de overfald, de har været ude for, siden de for et par uger siden kom. 

Klokken 20 vender lyset tilbage, og maden kan laves. 

SØNDAG Vågner ved at en kugle eller sten rikochetterer bliktaget. Lejer bil med chauffør Jackson. Prisen er steget til det dobbelte siden folkevandringen startede og byen også blev fyldt med presse- og nødhjælpsfolk.

Den italienske pater kommer igen, sprudlende af livskraft, og fortæller muntert om, at han kørte tutsier gennem en flygtningelejr, syngende. Han havde lagt dem i bunden af bilen og dækket dem til med nattevagtens tæppe, mens han sang udtog fra diverse operaer, men med teksten ‘Det går fint – vi kører nu igennem lejren – alle smiler til mig, for de kan godt lide at se en glad præst, der synger, når han kører – benyt lejligheden til at tage en lur – vi er snart i sikkerhed .’

Gudstjeneste i den anglikanske kirke, der ligger i et slumkvarter, bygget på lava. De fleste er flygtninge. Prædikenen tolkes til kinyarwanda. 
Deres flygtede ærkebiskop bad LWF om, at hans store Renault 21 kom med i Herkules-flyet til Nairobi, hvor han ville tilbringe sit eksil. Men svaret var nej til bilen. Adskillige kirkeledere har været for involveret i eneherskeren, præsident Habyariamas politik til, at de tør returnere. 

Dagens tekst er fra profeten Habakkuk, meget sigende en anklage mod Gud: ‘Hvorfor lader du mig opleve uret og ser roligt på ulykken?’

I UNHCRs bygning sidder i kælderen Lyndall Sachs, talskvinden, som nys er kommet fra et tilsvarende job i Beograd. Hun sover i telt og står i kø for at få et brusebad, men ligner alligevel en, der nys er kommet fra damefrisøren og skal til frokost på Manhatten. Hun mener, at der burde sendes et hold økolog-eksperter til Goma for at undersøge skaderne på naturen. Ikke alene på skovene, der bliver hugget, men også hvad der sker ved grundvandet, når en million mennesker dumper deres affaldsstoffer på jorden. 

MANDAG Surrealistisk syn på ’Hotel des Grands Lacs’. På terrassen sidder en kvinde, der grangiveligt ligner et maleri. Ikke et hår stritter i de sirligt gjorte fletninger, der mødes over hovedet, makeuppen har taget lang tid, og prisen på hendes skræddersyede tøj kunne brødføde en flygtet landsby i et halvt år. Hun sidder omgivet af et dusin japanske pressefolk, og de hvisker, at hun er en af de mest kendte skuespillerinder med eget talkshow på tv. Hun er her, fordi hun er Unicef-ambassadør. 

Navnet? TETSUKO KUROYANGAI, prenter hun på blokken for den uvidende dansker, mens hun ganske henrykt og med dramatisk sans fortæller om, hvordan hun i flygtningelejren i Bukavu i syd traf børnesoldater på 8 til 16 år, som havde været støttetropper i den tidligere regeringshær. ‘Der var 1034, og heraf havde 467 deltaget i kamphandlinger,’ forklarer damen med hjælp fra sin sekretær, der har tallene på blokken. ‘De fleste er forældreløse. Vi gav dem nye bluser og bukser, og straks smed de uniformen. Jeg er lige ved at græde, når jeg ser 8-årige i uniform,’ siger hun og fortæller, at på alle hendes rejser bliver hun fulgt af japansk tv, som bagefter sender halvanden time om hendes oplevelser i det fremmede. Hendes rejser har fået japanerne til at slippe 16 millioner dollars til Unicef i løbet af de 11 år, hun har virket som ambassadør. ‘Husk at skrive, at alle japanske børn elsker H.C. Andersens eventyr’, vinker hun til farvel. 

TIRSDAG Bliver standset af to betjente. De opdager, at chauffør Jackson ikke har en bilforsikring og sætter sig ind på bagsædet og beordrer ham til at køre til politistationen.

Tæt på stationen tager pokker ved Jackson. Han trykker speederen i bund og drøner med efterhånden 80-100 km/t gennem Gomas hovedgade. De to betjente prøver at kværke ham bagfra for at få fat i rattet, hvilket bevirker, at folkevognen slingrer ukontrolleret snart mod rendestenen, snart mod midterrabatten. Folk springer væk i panik, men Jackson klamrer sig til rattet, som der nu er fire hænder på, og presser speederen ned i gulvet.

Råber af fuld kraft: ‘Jackson, STOP!’ et par gange, men uden effekt. Tænker på, om det kan nås at få selen på. 

Pludselig snurrer bilen rundt og står stille. De to betjente river Jackson ud og drejer skjorten om ved halsen og slæber ham væk, hen mod politistationen. Besynderlig biljagt – at prøve at slippe væk fra betjente på bagsædet!

Jackson dukker op tre timer senere , så ude af sig selv, at han kører ind i LWFs minibus og laver en ordentlig bule i den. Han vil have penge for de to foregående dage. 

‘Fader, fader’, trygler han.

Forklarer, at folk, der prøver at dræbe deres arbejdsgiver, ikke har ret til honorar.

 Manden bliver desperat, for han skal også betale bulen. Han får det halve: 100 dollars.

Ebbe la Cour, dansker i LWFs stab, anduver i ny jeep fra Kigali. Den skal retur med det samme. Hopper ombord til William, en sindig ugandisk chauffør. 

Ved grænsen er de så tankeløse, at pasbetjenten glemmer at stemple passet. 
Alle dyngerne af macheter, håndgranater og skydevåben, som flygtningene blev afvæbnet for i juli, er der ingen spor af.

Ovre på Rwanda-siden sidder en stilfærdig, ung pige i immigrationskontoret. Flirtende stempler hun passet. 

Frokost på Meridien i Gomas naboby, Gisenyi. Luksushotellet var det flygtende hutu-styres sidste regeringssæde, før de kørte til Zaire. 

Derefter plyndrede regeringssoldaterne det og flygtede. I dag sidder på terrassen et par stykker af den lokale FN-styrke på 41 mand og drikker øl.

De bor her og har stablet sandsække op på førstesalen, hvor suiterne er, og etableret en lille skyttegrav her. Men alt er fredeligt, siger de, og baren, der genlyder af musik, er fyldt om aftenen. Pølen er fyldt med vand.

Det er en mand fra Burundi, der nu har reetableret det statsejede hotel og serverer glimrende pommes frittes og kebab. Et værelse koster 75 kr., oplyser han. Men gæsterne er få, og der flyver fugle ind gennem de sønderskudte vinduer. Indehavere af souvenir-butikken ved siden af hotellet misser med øjnene, da de får besøg. ‘Ja, vi har kun få kunder,’ smiler de beskedent. 

Inde i Gisenyi er markedet igen i gang, folk handler i butikkerne, hvoraf halvdelen er åbnet. Andre er i gang med at rydde op efter krigen.

Standser halvvejs til Kigali, i Ruhengeri, hvor ‘Børnefonden’ som der står på dansk på vejskiltet havde et hjem. Det ser præcis ud som for to måneder siden, da byen var blevet eroberet. Overalt i kontorerne ligger arkiverne spredt for alle vinde.

Man kan åbne hængemapperne og se fotoet af det barn, som Ingrid Pedersen, Inga Marie Pedersen, Elsebeth Rasmussen, Helle Thaysen, Sys Matthiesen eller Jyske Dragonregiment har sponsoreret og læse korrespondancen samt se på registreringen, om barnet var en hutu eller tutsi.

Det eneste levende barneansigt, der er at få øje på her, tilhører en knægt, som overnatter på gulvet oven på de isolerende arkivmapper, mens moderen bliver behandlet for diarre i huset ved siden af, hvor en hjælpeorganisation har oprettet et sundhedscenter for tilbagevendende flygtninge.

Langs landevejen ses ingen flygtninge. Der går folk med macheter. Men de skal på markarbejde, ikke på menneskejagt i en blodrus. 

ONSDAG Kigali lugter ikke mere. Nu, snart tre måneder efter at hovedstaden blev erobret, er de 60.000 omkomne bysbørn så opløste, at brækfornemmelserne holder sig i ro. Men hundene er stadig de mest velnærede, der findes i noget u-land. Om natten hyler de unisont, som kræver de flere massakrer. 

Hyrer Francis, en tutsi, som chauffør. Han har det meste af sit 27 år lange liv boet i Burundi, for han kunne ikke komme på universitetet her. 

Hans familie i Rwanda bestod af 28 medlemmer. Nu er der kun fire børn tilbage, som han og konen har adopteret. Francis råder over en taxi fra Bujumbura med automatgear. Men det er også den eneste luksus. 

Vader ind i premierministerens bygning. Oppe på førstesalen holder den velklædte og veltalende Twagiramungu pressemøde. Vinduerne er perforeret af bly, og dørhåndtagene er stjålet. Han er midt i et angreb på franskmændene.

Dagen før RPF indtog basen ved siden af lufthavnen, flygtede en fransk efterretningsofficer fra den, siger han og konkluderer: Franskmændene var dybt involveret i krigen.

Spørger om hvorfor FN-tropper forhindres i at komme frem til steder, hvor der ifølge vedvarende rygter finder overgreb sted. ‘De er fri til at komme frem overalt,’ svarer han uden tøven.

Hvad skal han ellers sige? Magten over RPF-hæren ligger hos general Paul Kagame, som er på mystisk udenlandsrejse i disse dage. Ingen aner eller vil sige, hvor generalen med de bløde hænder er fløjet hen. 

Unamir-styrken – de 4100 FN-soldater – har smidt endnu flere sandsække op omkring det pigtrådsomkransede Hotel Amahoro, hvor de bor, som om de ikke havde opdaget, at freden er brudt ud. 

Talsmanden, en ældre canadisk major, har en rulle vådservietter til babynumser stående ved siden af sin computer. Han pointerer, at hvad RPF gør, er bagateller i forhold til, hvad den fhv. regeringshær udførte af massakrer. 

På det restaurerede TAM-TAM hygger folk sig i palmehaven og under de kulørte lysstofrør på halvtaget. De slubrer sun-downere bestående af kolde Amstel-øl. Der er nye, røde Tuborg-askebægre på bordene. Dagens ‘Monitor’ fra Uganda sælges for 10 kr. stykket af avisdrenge, der snor sig rundt blandt de pakkede borde. 

Møder den altid muntre Jean-Marc, fotograf fra AP, som går rundt i de samme syv skjorter, han købte for fem måneder siden, da han tog af sted for at dække krigen. Han kører rundt i en pick-up, som startes med en skruetrækker, og med en flok kvindelige amerikanske kolleger som beskyttelse vover vi os ind på ‘Kigali Night Club’, hvor den lette garde har overtaget magten. 

TORSDAG På ‘Hotel des Diplomates’ er der trods daglige løfter stadig kun en dunk vand i badekarret til vask. 60 dollars for brustne vinduer, tv’et er røvet, døren molesteret, dørhåndtag mangler til badeværelset. Men middagsmaden er fantastisk lækker i forhold til omgivelserne. 

1088 flygtninge er fragtet fra en lejr ved Gisenyi hjem til Ruhengeri af FN-biler, meddeles det på formiddagens FN-pressemøde. En ældre kvinde døde undervejs. Desuden er en RPF-officer myrdet for to dage siden i Kigali under uopklarede omstændigheder. 

Besøger min gamle RPF-guide fra felten, som nu er direktør for Radio Rwanda. Emmanuel, der er en mand af få decibel, fortæller, at han har fået nyt efternavn siden sidst, det andet var et ‘nom de guerre’ for at hans familie ikke skulle blive massakreret. Statsradioen har fået 300.000 dollars af Unicef til at reparere sendeanlæg og købe nyt udstyr, men der er ingen penge til løn. 

FREDAG
Kører til Gitaramas 50 km sydpå, som regeringen flygtede til efter krigens udbrud. Hårde kampe stod her. En stor bank ligger totalt i ruiner. 

Videre ned til Butare, universitetsbyen, hvor militsen gik efter folk med briller. Sådan nogle måtte være intellektuelle tutsier, lød propagandaen. 

Butare var RPFs højborg, for her var der også mange moderate hutuer, som bakkede op om RPFs krav om demokrati, pressefrihed og tilbagevenden for den halve million tutsi-rwandere i Uganda. 

Kørte sidst igennem den 18. april, den dag – viste det sig siden – hvor tutsi-borgmesteren blev udskiftet af den blodige præsidentgarde, og folkemordet på egnen for alvor gik i gang. Måtte køre durk gennem en milits-vejspærring for at slippe ud af landet. 

I dag er der kun en vejspærring. Det er et par af de nye RPF-regeringssoldater, der bemander den. Har lige for to minutter siden sagt farvel til norske Benedicte og danske Niels, som arbejder i Butare for FN. De fortalte, at folk frygter RPFs vejspærringer, for ifølge rygterne skulle folk ‘forsvinde’ her. 

Francis kommer ved vejspærringen åndsforladt til let at ramme låret på en af soldaterne med køleren. Soldaten ømmer sig. Vi siger undskyld. Hans delingsfører kommer stormende. ‘Vil I slå os ihjel?’, lyder det truende. 

Han kommanderer os ud. ‘Jeg vil nu binde dig,’ oplyser delingsføreren og gør sine øjne små. – Hvad beha’r? Binde?’

‘Binde dig, med snor!’ snerrer han. Javel, de har altså ikke håndjern, melder den første tanke.

‘Men først vil jeg undersøge bagagen. Åbn!’, kommanderer han til Francis. 

Delingsføreren rækker makkeren, der er holdt op med at ømme sig, sin kalashnikov og roder tasker, satellittelefon og kuffert omhyggeligt igennem. ‘Der er ingen våben,’ konstaterer han til sidst. 

Han ser forundret på sin arrestant og spørger: ‘Hvordan forsvarer du dig så?’. Jeg tager kuglepennen op af brystlommen.

Han ser mistroisk på den: ‘Den er ikke god til at forsvare sig med,’ fastslår han. Pludselig begynder han at smile. 

Vi får lov at køre. Gennem folketomme høje snor vejen sig. Ingen er vendt tilbage her. Grænsen er i syne. 

Når man rejser væk, kommer man til sig selv.