‘Kabila man ikke bygge en revolution på’

Information | 19.02.1999

Fronten i den blodige oprørskrig mod Congos præsident Laurent Kabila rykker langsomt frem mod Kinshasa. Øjvind Kyrø har opsøgt oprørsbevægelsen, der nu kontrollerer over halvdelen af Congo

Af Øjvind Kyrø

Goma
Efter den tyske slagter har sunget solo, får selskabet om bordet på terrassen øje på de nyankomne.

‘Velkommen om bord i Titanic,’ byder en belgisk handelsmand hikkende.

Selskabet har drukket i flere timer. Det er byens Rotary-klub, som holder sit ugentlige møde torsdag eftermiddag i byens bedste hotelrestaurant La Nyira, der drives af et belgisk ægtepar. De sidder også og skåler.

De skåler på indholdet i glassene, som belgieren endelig har fået frelst ind i landet, en containerbillig rødvin i femliters dunke, efter den første sending forsvandt på landevejen i Rwanda.

‘Vi har ikke andet at lave. Alt er gået i stå,’ melder den skaldede mand fra Osnabrück, som for 17 år siden var kommet til Goma og indtil for et halvt år siden var travlt beskæftiget i sit slagteri, der med årene var blevet det største i det centrale Afrika. ‘Her er ikke mere kvæg,’ oplyser den syngende slagter. Enten er det blevet spist af flygtninge eller hugget af diverse militsgrupper.

Tjenerne går og griner i det skjulte af solosangen. De er vant til det ugentlige møde med den halve snes hvide, som har boet her i årevis. Ofte varer sammenkomsten et halvt døgns tid, før den sidste slingrer hjemad.

Europæerne i Goma har oplevet det hele. Først Mobutos korrupte regime. Dernæst magtovertagelsen med Kabila som gallionsfigur, der ikke uventet viste sig at være af samme støbning som sin forgænger. Og i det sidste års tid har et nyt sammensurium af intellektuelle, charlataner, idealister og militærfolk fundet sammen om at danne en ny oprørsbevægelse, som efterhånden har erobret over halvdelen af landet, takket være støtte fra veldisciplinerede tropper fra Rwanda og Uganda, der har deres gode grunde til at få Laurent Kabila væltet.

Nu og da må de gråhårede hvide og den skaldede slagter indstille samtalen og sangen, når umærkede fly drøner lavt over restauranten og lægger an til landing i lufthavnen i udkanten af byen. Et af de største fly, en bedaget Boeing 707 ­ også uden kendingsmærker ­ tilhører en ung rwandisk forretningmand, der har indlogeret sig i Nyiras hotelfløj.

Nyira er en oase af civilsation i Goma. Sikkerheden er i top ligesom maden og betjeningen. Og hvis ellers ikke indehaverne sover middagssøvn, kan man låne hotellets mobiltelefon og ringe til oprørsledelsen. Kommandant Bobs endenummer er 007, udenrigsministeren har 929, præsident Wamba dia Wamba 930, og hans politiske rival og tidligere premierminister under Mobuto, hr Bululu, svarer på nr 950.

Udenfor hotellets indgang, der er bevogtet af en soldat, står mænd og tigger om arbejde. Nogle af dem er ‘tolkene fra Helvede’, de udenlandske journalisters kælenavn for et slæng pågående ynglinge, som prøver at påtvinge nyankomne deres tjenester.

Henne i den ene af oprørsledelsens to regeringsbygninger, den tidligere ‘Udviklingsbank for landene omkring de store Søer’ beder soldaterne om penge til mad, ‘for forsyningerne fra Rwanda og Uganda er ikke nået frem i dag,’ påstår de. Et kvarter efter står de og guffer varme feltrationer i sig.

PASSER PÅ PAS
Bankbygningen har aldrig været brugt til sit formål. Da henved en million flygtede fra Rwanda i juli 1994 og camperede i og omkring Goma, opslog UNHCR ­ FN s Flygtningehøjkommission ­ efter et stykke tid sit hovedsæde her og brugte kælderen som presseafdeling. I dag er stueetagen overtaget af mobiltelefonselskabet Telecel, som sørger for kommunikationen i de erobrede områder, og i resten af bygningen er der regeringskontorer. Og nede i kælderen er der indrettet pressekontor.

En fyr i kortærmet, spraglet skjorte og med en tyk guldring med funklende stene på fingeren, residerer i hjørnet af lokalet over det ene af to ramponerede skriveborde. Ved det andet sidder en pige og lægger kabale på en computer.

‘Vil du ikke have en pige?’ spørger han med et grin. ‘Du skal bare sige, hvilket hotel du bor i og nummeret på værelset ­ samt om hun skal være stor eller slank, så ordner jeg det. Du skal da hygge dig,’ siger han imødekommende og foreslår pigen i det skriggrønne tøj bag skærmen som emne. Fotografen skynder sig at fortælle, at han har kone og tre børn derhjemme for at undgå også at skulle takke nej til lignende storladne tilbud.

Så snart papirerne er udfyldt, ændrer pressechefen toneleje. ‘100 dollars nu!’ smælder han.

 Beløbet dækker erhvervelsen af et A4-papir med et stempel på, som giver tilladelse til at rapportere fra ‘alle de frie territorier.’

Arbejdsredskaberne til dette virke er imidlertid også belagt med afgifter. Ved toldkontoret, der ligger et geværskud fra pressekontoret, havde den unge overtolder en time forinden trukket prislisten frem i sit lille og lumre vinduesløse lokale, efter at hans medarbejdere havde registreret værdigenstandene , da de rodede bagagen igennem og undervejs havde tigget whisky, film og chokolade.

‘350 dollars for at medbringe en satellittelefon, 200 for en computer og 100 pr kamera,’ læste han op, ledsaget af hvad der skulle forestille at være et beklagende smil. Hertil kom naturligvis et visum til en pris af 60 dollars samt indførselsafgift af en bil fra Rwanda på 15 dollars.

For at sikre sig mod flugt fra prissætningen, og hvad der ellers kunne skræmme pressefolk væk, inddrog overtolderen passene, som han lovede at passe på, indtil man ville retur over grænsen til Rwanda. I stedet udstedte han en passérseddel. Den var til gengæld gratis.

TRÆTTE AF BEFRIELSE
Også udenfor regeringsbygningen tigger folk mad, penge og arbejde. De rundt regnet 250.000 indbyggere har dagligt fået det værre, efter at Goma er blevet regeringssæde for den ny oprørsledelse. ‘Folk er trætte af at blive befriet den ene gang efter den anden,’ siger en chef for en af de få tilbageblevne udenlandske hjælpeorganisationer. Efter magtovertagelsen i august flygtede de fleste NGO er for ikke at vende tilbage igen.

‘Congoleserne her i byen har levet i én lang konfliktsituation, siden flygtningene væltede over grænsen fra Rwanda for snart fem år siden, og det ny oprør har gjort, at alle normale handelsveje er blokeret. Det betyder, at enten er varer utroligt dyre, eller også er de utroligt billige, fordi folk må af med deres ting hurtigst muligt. Desuden er arbejdsløsheden vokset voldsomt,’ siger lederen af hjælpeorganisationen, der betegner stemningen i byen som ‘spændt’ og ikke ønsker at blive navngivet af frygt for at blive misforstået af den ny oprørsregering. Den betegner han i øvrigt som ‘en gruppe, der ikke er vokset op sammen, men som et miks af forskellige fraktioner med hver deres dagsorden.’

Størstedelen af oprørsledelsen er denne torsdag i Kampala, hvor præsident Yoweri Museveni vil have dem til at forliges. Der er stærke spændinger mellem flere af lederne, og den kostbare investering, såvel politisk som økonomisk, krigen er for Uganda, skal ikke gå tabt, fordi oprørslederne i Goma ikke kan enes.

Ligesom Rwandas stærke mand, Paul Kagame, bryder Museveni sig ikke om at mindes den fejltagelse, de begge begik, ved i 1996 at hjælpe Kabila til magten, den fordrukne og selvglade tyksak, som Che Guevara i midten af 1960 erne opgav.

 ‘Kabila kan man ikke bygge en revolution på,’ konkluderede Guevara, efter han forgæves havde forsøgt at eksportere de cubanske revolutionære ideer til Afrikas tredjestørste land. Og nu ville Kagame og Museveni ikke gentage fadæsen med de nye oprørsledere, der allerede nu, selv om der stadig var lang vej til erobringen af Kinshasa, var i fuld gang med indbyrdes at strides om magten.

MAD FOR STJÅLNE FN-BILER
På midterrabatterne sidder folk og sælger benzin i en-liters-plastflasker. Gadedrenge i laser og pjalter, der hverken har set lud eller koldt vand i ugevis, tigger. Muzungu ­ en hvid mand ­ er ensbetydende med donationer, ved de.

‘Har du ikke noget arbejde til mig?’ tigger en mand, som siger, at han hedder Sugar, og som veksler penge. Han bærer sedlerne i tykke bundter i en pose. Den sidste møntfod, Mobuto indførte, blev kaldt Nye Zaïrer. Dem får man 100.000 af for en Congolesisk Frank, og sådan en koster 30 cent af en grøn amerikansk dollar.

Næppe andetsteds i verden ser man så mange køretøjer uden nummerplader som i Goma. En del af dem tilhører FN og andre hjælpeorganisationer, og de blev beslaglagt af det nye styre, da hjælpearbejderne flygtede i august.

Nu kræver FN, at oprørslederne leverer køretøjerne tilbage, ellers kommer der ingen bistand til de sultende masser i ‘de befriede områder.’

Indenrigsminister Joseph Mudumbi vil gerne kommentere emnet om de stjålne biler. Næste morgen klokken ni. Siger han.

På aftalt tid er ingen Mudumbi dukket op. I hans forkontor står hylderne i reolen tomme, og bordene er bare, bortset fra den med en grøn telefon, som ikke virker. Der hænger kun en plakat på væggen. ‘Aldrig mere diktatur, nepotisme og racisme i Congo,’ maner teksten, som fortsætter: ‘Demokrati for RCD betyder fred, sikkerhed, frihed og national genopbygning. Kæmpere til fronten! Congos folk er med jer!’

Tre timer senere kører ministeren op foran sit kontor i en gammel hvid personbil af mærket Toyota. Hans bodyguard holder sine magasiner i AK-47 eren sammen med tape, hvor der står ‘Læger uden Grænser’ på. Efter at have undersøgt de besøgende for våben, falder knægten tilbage i en stol og døser.

Ministeren er velklædt og iført et flammerødt slips. Det interimistiske kontor roder med nogle stilehæfter i vindueskarmen og bøger med smudsomslag på skrivebordet. Joseph Mudumbi ser alvorlig ud. ‘Vi har gjort vort bedste for at finde alle de forsvundne biler, og dem, vi har fundet, er overleveret til FN. Men husk, vi befinder os i en krigssituation,’ siger han.

‘Det er uretfærdigt, at det internationale samfund kun støtter de områder, som Kabila styrer. De egne ­ og vi kontrollerer nu 75 af 145 provinser ­ som er befriet, får ingen hjælp fra FN.’

KRIGENS PRIS
Krig er dyrt. Men diamanter er en oprørsledelses bedste allierede, når man har indtaget minerne, hvor de bliver brudt. For krigen handler om ­ og finansieres med ­ diamanter.

Indenrigsminister Joseph Mudumbi erklærer ikke uden en vis stolthed, at det er den rige del af Congo, som oprørsstyrkerne kontrollerer. Han oplyser, at minerne oppe nordvest på, hvori der foruden diamanter udvindes guld og sølv, stadig fungerer normalt, om end ikke på fuld kraft. Og ædelstenene og metallerne bliver solgt til udenlandske opkøbere, som betaler en udførselsskat til oprørsledelsen.

Oprørsstyrkerne, der støder frem fra øst, har ifølge internationale iagttagere erobret halvdelen af Laurent Kabilas regeringshær, som førhen talte 120.000 mand, desuden mønstrer oprørerne 72.000 nye rekrutter. Hertil kommer den ukendte pris, som oprørerne betaler deres allierede i Rwanda, der menes at have 10.000 soldater i Congo, lige så mange som nabolandet Uganda har udkommanderet.

Krigen mod Laurent Kabila i hovedstaden Kinshasa har medført, at en række andre afrikanske lande har involveret sig på Kabilas side, for en alliance med magthaveren over Congo er en god investering, når det gælder økonomisk udbytte. Således har den ludfattige stat Chad sendt 2.000 soldater efter pres fra Libyen; Namibia har sendt 3.000; Zimbabwe, der er på den økomiske afgrunds rand, har udstationeret mellem 10.000 og 15.000 tropper; og endelig har Angola og Sudan, der begge selv er i borgerkrig, også sendt et ukendt antal soldater til at slås om magten i Congo.

Fredsforhandlingerne er strandet. Laurent Kabila nægter at forhandle med oprørerne, med mindre det sker i hovedstaden Kinshasa, som han kontrollerer. Hertil har den militære chef for oprørsstyrkerne meddelt, at man gerne kommer, men på den betingelse, at de må medbringe 5.000 soldater og kampvogne til forhandlingerne.

MORDERE STÆRKERE END FØR
Frontlinien bevæger sig kun sagte vestover mod Kinshasa.

‘Jeg tror ikke, at oprørerne har mulighed for at erobre hovedstaden, og Rwanda er ikke motiveret for det,’ siger en ambassadør fra et EU-land i Kigali og peger på, at såvel Rwanda som Uganda først og fremmest bistår oprørerne for at få fred langs deres egne grænser. Uganda har problemer med sudanske styrker, der foretager fremstød fra Congo, og Rwanda med de flygtede folkemordere ­ både militsgrupperne, interahamwe, og tropper fra den tidligere regeringshær.

‘Interahamwe og de forhenværende regeringssoldater tæller mellem 20.000 og 30.000 mand,’ anslår en højtstående diplomat fra et stort Nato-lands ambassade i Kigali. ‘De er blevet bevæbnet af Kabila og er nu stærkere end nogensinde før.’

Oprørsstyrkerne vil fortsætte kampen, indtil Kinshasa er faldet. ‘Vi vil ikke danne en selvstændig stat, vi går ind for én udelt nation,’ siger minister Mudumbi.

 Spørger man ministeren om, hvem der skal være præsident for et oprørskontrolleret Congo, lyder svaret: ‘Vor oprørsregerings præsident skal ikke være landets. Vore strukturer er foreløbige og er kun beregnet til at befri Congo. Når vi har taget Kinshasa, vil vi invitere alle lederne af provinserne til en rundbordssamtale i to uger for at diskutere, hvem der skal være præsident, og hvornår der skal holdes valg.’

Oprørsledelsen er parat til at afgive magten, når målet er nået, siger Mudumbi: ‘Vort beslutningssystem består af et kollektivt råd på 10 mand, hvoraf ingen kan beslutte noget alene. Vi respekterer menneskerettighederne, og derfor er vore fængsler åbne for alle, der vil undersøge, om der finder misgerninger sted. Vi har også indført en krigsret for vore soldater, hvis de bryder menneskerettighederne. Vi er åbne over for demokrati. Vort land er rigt, men folk er fattige, fordi diktatorer som Mobuto og Kabila har plyndret det.’

DOBBELT WHISKY OG PISK
De fleste ministre i oprørsledelsen bor i villaer på strandpromenaden ud mod Mobutos sommerpalads ved Kivu-søens bred. Indtil oprørerne greb til våben sidste år, benyttede Laurent Kabila også paladset.

”Le Musée” blev det døbt efter Mobutos fald og død. I dag benyttes spisestuen til kabinetsmøder for de nye oprørsledere.

Træerne i haven og de tungeste møbler er ikke blevet røvet. De lyse gulvtæpper over marmorgulvene er plettede, over krystallysekronerne er der rande i loftet af vandskade, og kun store, svulstige skulpturer ­ eksempelvis af en stejlende, vrinskende hest spændt for en romersk stridsvogn ­ står tilbage i dagligstuen.

I militærets hovedkvarterer skulle det efter sigende stå anderledes beskedent til. Gomas kommandant, Esperant Masudi, vil gerne drøfte muligheden for at vise sine tropper og bygninger frem for pressen og lader sig invitere til et møde.

Masudi ankommer iklædt kamouflageuniform og en pickup fuld af kampklare soldater, der tager opstilling omkring ham, og bestiller en stor whisky. Mens den undersætsige tjener på Hotel des Grands Lacs to gange fylder et æggebæger med væsken fra Skotland og pjasker den ned i et tandkrus, taler den unge kommandant i mobiltelefon. Han klapper apparatet sammen og synker sin whisky.

‘Nå, hvorfor har I så ikke nogle kvinder,’ spørger han muntert til indledning. ‘Hvis jeg kommer til Danmark, kan I så skaffe mig nogle,’ forhører han sig. Han nikker fornøjet ved udsigten til at blive ført rundt i det københavnske natteliv.

Næste dag er alle tjenstgørende omkring ‘Stabsenhed for 109. Infanteribataljon Goma’ parat til at posere for fotografen, også børnesoldater. Kommandant Masudi har beordret enhedens smukkeste kvindelige soldat til at stille sig op bag ham. Hun har malet negle og læber røde.

Hans kontor er beskidt og usselt. Fra kontoret ved siden af knalder en skrivebordssoldat på en gammel Olympia skrivemaskines tangenter.

Det militære hovedkvarter er byens mest attraktive bombemål. Forleden blev Kisangani  ­ en anden erobret storby vestover ­ angrebet af Kabila-allierede luftbårne styrker med Antonovfly. Ved siden af kommandant Masudis kaserne myldrer det med børn. Soldaternes unger bliver passet i en skamskudt, udplyndret villa, som er indrettet til børnehave.

Selve hovedkvarteret er ikke større end et dansk parcelhus. Fra siden af det høres pludselig skrig og slag. En soldat ligger på maven med hovedet fordrejet og vendt op mod bødlen, en anden soldat, for at se, hvornår det næste slag rammer ham. Han bliver pisket med en rem, og slagene falder taktfast, og han skriger, højere og højere. De omkringstående trækker på skulderen. Disciplin er nødvendigt.

SOM OM BORD PÅ TITANIC
En af de få tilbageblevne nødhjælpsorganisationer er Internationalt Røde Kors, og dets lokale chef, Alain Kolly, er netop vendt hjem til Goma fra den nyerobrede by Kalemie sydpå, som ifølge oprørslederne skal bruges som brohoved for angreb på sydflanken.

‘Som på alle de andre hospitaler i byer, der er indtaget, var det plyndret for udstyr og medicin af de flygtende tropper,’ sukker schweizeren. ‘Vi leverer efterhånden nye forsyninger til syv hospitaler i erobrede byer, og der er hårdt brug for dem, for sårede soldater bringes dagligt ind fra fronten.’

Befolkningens sundhedstilstand finder han det svært at udtale sig om. Dels afventer alle hjælpeorganisationer en undersøgelse, som Læger uden Grænser er i færd med at udarbejde, dels er befolkningen vant til at overleve i en krig.

”Men jeg tror, at situationen er som på Titanic,” siger Alain Kolly. ”Først ser det ud til at gå godt, selv om man er grundstødt. Men pludselig går det hele under, og det hurtigt.”