Hvid samvittighed

26.11.2004

Af Anna Libak

Med kølle, spyd, skruetrækker og kniv blev op mod én million tutsier myrdet under folkemordet i Rwanda i 1994, mens FN diskuterede, hvorfor det ikke skulle gribe ind. Det har Øjvind Kyrø skrevet en rigtig aktuel bog om – for lige nu foregår det i Sudan.

ØJVIND Kyrøs nye bog »God- morgen, Rwanda, er I begyndt at arbejde?« er velskrevet og spændende som en kriminalroman – og gudskelov for det: For ellers var man ikke kommet igennem den uden at kaste op af modbydelighed.

Som forfatteren selv siger i en samtale med Weekendavisen i sin lejlighed på det fredelige Frederiksberg: »Det er ikke, fordi jeg forventer mig meget af julesalget. Hvem har lyst til at have en bog om folkemord i Rwanda liggende under juletræet? Det var jo ikke folkemord, som foregik industrielt og klinisk rent i gaskamre som i Tyskland, eller hurtigt og effektivt ved nakkeskud som på Balkan. Nej, det var en lowtec war; der blev brugt machete, skruetrækker og spyd. Det gør det selvfølgelig mere rædselsfuldt, fordi det er så fysisk tæt, og du skal bruge kræfterne, og det er hårdt arbejde at myrde så mange. De måtte holde pause undervejs og skære akilleshælen over på folk, så de ikke flygtede, før de skulle myrdes næste dag,« siger Øjvind Kyrø i et nøgternt konstaterende tonefald, der ikke på mindste måde afslører, at han er anfægtet.

Det afslører bogen til gengæld. Dens tone er indignation og moralsk anfægtelse, når den afslører svigt på svigt i alle dets afskygninger: Svigt af ligegyldighed, svigt af uvidenhed, svigt af dumhed, ja svigt med koldblodigt overlæg og svigt af ren og skær ondskab.

Så hvem er det, der svigter? Det er alle dem, der kunne have forhindret folkemordet. Først og fremmest de skyldige hutuer naturligvis, men ikke alene: Der var mange medskyldige på den nordlige halvkugle.

For det var den belgiske kolonimagt, der for mindre end hundrede år siden på baggrund af frenologiske studier bildte hutuer og tutsier ind, at de racemæssigt var alt for forskellige til at leve i fred og forsoning. Belgierne gjorde de negroidt udseende hutuer til slaver for de aristokratisk udseende tutsier, og da hutuerne var i flertal og tutsierne i mindretal var det kun et spørgsmål om tid – og afkolonisering – før hævnens time ville komme. Den kom med selvstændigheden fra slutningen af halvtredserne, hvor tutsierne i årtierne fremover blev fordrevet og slået ihjel med skiftende ihærdighed. Det endelige opgør kom dog først i 1994, da den regerende hutu-elite som svar på endnu et tutsi-ledet angreb fra Uganda simpelthen beordrede et folkemord. Det skete gennem den nye statsfinansierede radiostation RTLM, hvis rapkæftede discjockeys dagligt garnerede afspilningen af popmusik med opfordringer til mord: »Godmorgen Rwanda, er I begyndt at arbejde?«, som det eufemistisk hed, når hutuerne skulle opildnes til dåd.

Et folkemord, der skulle koste mere end én million mennesker livet, var i gang.

Den slags er FN ifølge sine konventioner forpligtet til at standse, men det ville være synd at sige, at FN følte sig synderlig forpligtet. Den canadiske general Dallaire, der stod i spidsen for en underforsynet og uduelig fredsbevarende FN-styrke på 2.500 mand i Rwanda bad igen og igen forgæves FN-hovedkvarteret om militære forstærkninger til at forhindre et folkemord. I stedet blev hans styrke skåret ned til 270 mand midt under folkemordet. Senere, fire år efter, fik han oprejsning: Et internationalt militærpanel konkluderede, at hvis man havde lyttet til ham og bragt styrken op på bare 5000 kampklare og veludrustede mænd, kunne man uden videre have sparet en halv million menneskers liv.

»Det var måske FNs største forbrydelse,« siger Øjvind Kyrø. »Det nytter ikke at sige, at det er bagklogt, for de vidste, hvad der foregik. Folkemordet fandt sted i april, og i CIAs daglige briefinger bliver det omtalt som et folkemord og den 26. april står der direkte, at der siden den 6. april er blevet dræbt mindst 100.000 mennesker, men snarere i omegnen af en halv million. Man valgte bevidst, med åbne øjne, ikke at gribe ind. Naturligvis havde alle deres grunde; USA var skræmt af fiaskoen i Somalia, og Frankrig var interesseret i at bevare sit fodfæste i Afrika gennem de fransktalende hutuer. Andre var bare ligeglade.«

Og nej, pressen greb ikke ind og satte de stakkels tutsiers skæbne på dagsordenen.

Tværtimod forværrede pressen situationen og forlængede folkemordet. Den franske presses rædselsberetninger fra området fik nemlig til sidst Frankrig til at vride armen om på FNs generalsekretær og en franskledet, fredsskabende styrke på 2.330 mand blev i juni indsat – uden om den canadiske general Dallaire. Han var stum af forfærdelse over beslutningen, som han til det sidste forsøgte at omgøre: For den nye FN-styrke gik i praksis ind på hutuernes, mordernes side: Mod den fremrykkende guerillahær RPF, der var skabt af tutsigeneral Paul Kagame, der var opvokset i eksil i Uganda, og som nu ville standse folkemordet. I modsætning til hutuerne havde han og hans mænd ikke et folkemord på programmet. Men franskmændene forsøgte at standse Kagames tropper og forlængede dermed folkemordet. Først for sent forstod soldaterne sagens rette sammenhæng.

Til sidst lykkedes det RPF tutsi-tropperne at få det militære overtag, og én million hutuer flygtede i panik over grænsen til Goma i Zaire; den største flygtningestrøm nogensinde. Nu vågnede pressen op.

»Verdenspressen drog til Goma, for pressen var overbevist om, at den kunne kende ofre, når den så dem,« siger Øjvind Kyrø. »Folk døde som fluer af kolera i lejrene, og hvis man både flygter og er i livsfare i en flygtningelejr, så er man per definition et rigtigt offer. Og tilmed var det en fotogen katastrofe: De omkomne blev rullet ind i tæpper og lagt ud ved vejene, så skraldebilerne kunne samle dem ind. Det er derfor, jeg i bogen kalder flygtningene verdens værste flygtningeflok. Der sad én million mennesker, hvoraf hundredtusinder var massemordere, voldtægtsforbrydere, røvere og tyveknægte. Men det forstod verdenspressen ikke. Måske fordi det var for fantastisk. Det svarer vel til, at fordrevne jøder havde invaderet Tyskland i slutningen af Anden Verdenskrig for at stoppe udryddelserne og tvunget nazisterne på flugt til Østrig. Og verdenspressen interesserer sig så kun for de stakkels tyske nazibødler på flugt. I hvert fald overså man helt de virkelige ofre: de overlevende tutsier i Rwanda.«

Som om det ikke kunne være nok, overtog de 20.000 slagne hutu-regeringssoldater, der alle havde blod på hænderne, hurtigt kontrollen med nødhjælpen i Zaire. Den blev udleveret til flygtningenes ledere på grundlag af deres egne skøn, og de overdrev naturligvis antallet. På den måde blev det internationale samfunds nødhjælp, der beløb sig til en million dollar om dagen, hurtigt til en sand pengemaskine for Hutu Power, der solgte den overskydende hjælp til lokalbefolkningen i Zaire. Pengene blev brugt til våben, så de kunne komme hjem og gøre »arbejdet« i Rwanda færdigt.

Det stod på i årevis, og blev i slutningen af halvfemserne en af hovedårsagerne til krigen i Congo, som Zaire blev omdøbt til: En krig, der kostede tre millioner døde og er blevet kaldt Afrikas Anden Verdenskrig.

Det siger sig selv, at det efter den beretning er overflødigt at spørge Øjvind Kyrø, om verdenssamfundet har nogen moralsk autoritet tilbage, hvis det nogensinde har haft en. Snarere giver det mening at spørge ham, om FN generelt gør mere skade end gavn, og om vi ville gøre befolkningerne i verdens krigsførende parter en tjeneste ved at nedlægge det hurtigst muligt. I Rwandas tilfælde var det folkemordere snarere end ofrene, der kom til at nyde godt af FNs bistand – økonomisk, militært og humanitært.

»Altså – jeg vil ikke påtage mig at sige, at FN skal nedlægges. Jeg er journalist og ikke politiker, og jeg mener, at det er vigtigt at skelne skarpt. Min opgave er at fremdrage kendsgerningerne, og på den måde sætte politikerne i stand til at handle på et oplyst grundlag,« siger Kyrø. »Men selvfølgelig er det rigtigt, at der er noget grotesk i, at FNs beslutninger om ikke-handlen binder medlemsstaterne, og dermed forhindrer, at enkeltstater kan skride ind og hjælpe civilbefolkningerne. I så fald bryder de nemlig international lov. Men samtidig er det helt klart, at de få FN-soldater, som den canadiske general Dallaire rådede over, gjorde en kæmpe forskel. Sad der bare én ubevæbnet blå baret uden for en af de kirker i Rwanda, hvor tutsierne søgte tilflugt, blev kirken ikke angrebet. En af hovedkræfterne bag folkemordet var jo den regeringsstøttede ungdomsorganisation Interahamwe; bander af unge, uuddannede, arbejdsløse mænd, der blev opfordret til at voldtage de små tutsipiger, inden de slog dem ihjel. Disse unge mænd var ekstremt autoritetstro; så de havde respekt for FN-tropper, uanset om FN-tropperne reelt havde magt eller ej. Det så man gang på gang ved deres selvbestaltede vejspærringer, hvor de bøjede sig for FN-troppernes ordrer. Så det er svært at konkludere, at FN er dømt til at fejle.«

SOM læser sidder man uvægerligt tilbage med det indtryk, at bogen er drevet frem af stor indre nødvendighed hos en moralsk anfægtet forfatter. Men det afviser Kyrø. Bogen er ene og alene et resultat af en opfordring fra forlaget Lindhardt og Ringhofs direktør Morten Hesseldahl, der insisterede på, at Kyrø skulle skrive om sine oplevelser som krigskorrespondent i tiåret for folkemordet.

»Ærlig talt havde jeg ikke drømt om, at nogen ædru redaktør kunne bringes til at trykke en bog om folkemordet,« siger Kyrø. »Jeg har rejst som korrespondent i Latinamerika og Afrika de sidste tyve år: Og aldrig har det været så svært at afsætte artikel- og reportagestof som i dag. Da jeg var korrespondent for Berlingske og Weekendavisen i Chile fra 88-91 var der fire-fem faste danske korrespondenter i Latinamerika, og ofte i forbindelse med kup og deslige kom der folk fra Aktuelt, DR og Ritzau rejsende til. I dag er der kun én dansk halvtidsansat korrespondent for Information, og i Afrika er der af danske korrespondenter kun en kvarttidsansat, Jesper Strudsholm for Politiken.

Reportager fra de to kontinenter kan man i dag nærmest kun finde på rejsesiderne: Her handler det om safarier i Afrika eller salsa i Latinamerika; folk er da bedøvende ligeglade med, hvem der er ved magten. Du kan tage Sudan. Der foregår et folkemord i Sudan, der i uhyggelig grad minder om det, der foregik i Rwanda. FNs sikkerhedsråd gør intet, russerne sælger våben, og kineserne køber olie. 1,6 mio. mennesker er på flugt, 70.000 er allerede myrdet. Til sammenligning udgør ofrene for al-Qaeda måske 5000 mennesker.

Men rager det os? Vel gør det ej. FN diskuterer og diskuterer og sender hele tiden nye delegationer af sted, der kan berette, at det fortsætter og fortsætter. Havde det nu været bjerggorillaen, der var truet af udryddelse, så ville alverdens dyreværnsforeninger for længst være stimlet sammen,« siger Kyrø. Muligvis med henvisning til, at dyreværnsorganisationer i skrivende stund faktisk kæmper for at redde det sjældne hvide næsehorn, der er truet af krigen i Sudan.

Som endnu et eksempel nævner Kyrø, at han sammen med forfatteren Carsten Jensen forgæves ad flere omgange har tilbudt tv at producere en dokumentarfilm om krigen i Congo, der blev overset af alle, selv om tre millioner altså omkom.

I filmen skulle indgå en sekvens, hvor Jensen og Kyrø besøger Goma i Congo og får samme besked, som Kyrø fik, da han i 2001 besøgte stedet. Han spurgte til, hvordan det kunne være, at der kun var seks NGOer i Goma, når krigen i Congo havde involveret otte hære og sendt mange millioner på flugt. Dengang efter folkemordet i Rwanda, der var langt mindre i omfang, havde der trods alt været 220 NGO’er. Var det mon, fordi følgerne af krigen i Congo nu var overvundet? Lægen svarede ham med et nik i retning af det store kort over Congo, der hang på væggen.

»Han sagde simpelthen til mig: Tag en dartpil og kast den op på kortet, og ligegyldigt hvor den rammer, ligger folk og dør af mangel på helt elementære nødhjælpsartikler som mad og medicin. Vi kan godt få nødhjælpen fløjet ind, og vi kan godt garantere for nødhjælpsfolkenes sikkerhed, men der er intet at flyve ind. For krigen eksisterer ikke. Kig på dit pressekort: Du er nummer tolv her, og krigen har stået på i flere år. Og hvis krigen ikke eksisterer, så er der ingen penge. Man kan jo ikke gå rundt med en raslebøsse og sige ’Der er krig i Congo, det er der altså, giv nogle penge’ hvis folk ikke har hørt om den før.«

Men både DR og TV2 afviste dokumentarfilmen fra Jensen og Kyrø, der ellers skulle have været et hårdtslående program, hvor Jensen til sidst sparker døren ind til daværende EU-kommissær for udvikling og bistand Poul Nielson samt den danske udviklingsminister, for at høre, hvorfor vi er så ligeglade med Afrika.

»De kunne ikke finde plads i programmet, selv om LO ellers meldte sig som hovedsponsor, og vi var villige til at gå for sulteløn sammen med kameramanden,« fortæller Kyrø. »Og på tv får man ellers indtrykket af, at vold, mord, kærlighed, og krig, dramatik og lidenskab er omdrejningspunktet for en god historie, og enhver afrikansk krig rummer alle disse ingredienser. Hvorfor er det så ikke en god historie, når jeg for eksempel har siddet på hotelværelset med en stor diamanthandler og hørt ham forhandle med australierne om diamanter fra Congo? Når han lærer mig alle trickene om, at man skal skjule de største diamanter bag forhuden? Hvorfor denne ligegyldighed? Fordi de er negre. Så simpelt er det. Havde de så endda haft en reel økonomisk betydning. Men sammenlagt har Afrika, hvis man trækker de nordlige middelhavslande og Sydafrika fra, et BNP på størrelse med Belgiens. Hvis de sank i havet i morgen, ville det næppe give udslag på den verdensøkonomiske Richterskala.«

MEN er det virkelig så enkelt, at det bare er, fordi de er negre? Er sagen ikke den, at vi på den nordlige halvkugle har en mistanke om, at det ikke engang ville hjælpe, hvis vi hjalp: For de ville alligevel ryge i hottentotterne på hinanden, så snart vi trak os ud. Vi skulle blive der i mindst 100 år med vores FN-tropper, ja faktisk helst kolonisere Afrika igen for at få styr på det. Er de trods alt ikke mere primitive, vi andre myrder da ikke hinanden med skruetrækkere?

»Jeg kan ikke se, at det skulle være moralsk mere ædelt at myrde med gas end med spyd,« siger Kyrø. »De ville også have foretrukket gas, hvis de havde haft muligheden. Det var som sagt et teknisk spørgsmål. De er ikke ondere end os. De er ikke engang mindre kristne end os: Rwanda er det mest kristne land i Afrika, 65 procent tilhører den katolske kirke. Hvis du tog den danske befolkning og udsatte den for de samme levevilkår i Rwanda som før folkemordet, så ville du få samme resultat. Hvis vores unge mænd levede for under én dollar om dagen. Hvis de ikke kunne læse og skrive. Hvis de kun fik deres informationer fra en popradio. Hvis de var kastet ud i massearbejdsløshed, fordi kaffe- og tepriserne var faldet til det latterlige. Hvis alt, de havde at lave, var at stå på gadehjørnet og kigge misundeligt efter ethvert køretøj og ethvert par smarte sko. Og hvis de samtidig ligefrem af regeringen fik ordre om at myrde og godt måtte voldtage først, og hvis de bagefter kunne få lov at inddrage de myrdedes værdier i et overbefolket land, hvad tror du så egentlig, de ville gøre? Det samme, selvfølgelig.

Allerede på de første sider i bogen, beskriver jeg, hvordan jeg bliver i stand til at dræbe selv: nemlig da jeg skal forcere en vejspærring på vej ud af Rwanda og støder på aggressive bevæbnede mænd med mord i øjnene. Jeg gav Toyota’en gas, og drønede gennem vejspærringen, så hutuvagterne måtte springe for livet. Det var dem eller mig, og det var ikke min skyld, at de overlevede. Man besidder ikke større menneskelige kvaliteter, fordi man er født på Frederiksberg. Så er man bare med til en forbrugsfest, og det gælder ved fester, at man ikke plejer at bekymre sig særlig meget om dem, der ikke er med.«