Håbet lyser i Angola

Politiken | 22.01.1995

Det krigshærgede land er efter 20 år på vej væk fra afgrunden – måske

Af Øjvind Kyrø 

Den sydafrikanske diamanthandler svedte bandsat. Nu havde han stået over en time i den hede, fugtige og støvede luft sammen med resten af passagererne og ventet på, at kufferterne skulle blive læsset på det druntende transportbånd.

Og dette efter at have siddet i ruteflyet fra Johannesburg og ventet i 20 minutter for enden af landingsbanen, mens der blev ryddet op efter den nødlanding, som et militærfly måtte foretage.

Manden fra De Beers-diamantselskabet så ikke frem til sit to år lange ophold i Angola: – Her er hverken lov eller orden, og jeg gør det kun, fordi mit firma betaler mig godt. 

Efter 20 års krig om diamanter (de angolanske er verdens bedste), det sorte guld (landet har uanede olieressourcer) og sjælenes gunst (siden frigørelsen i 1975 fra portugiserne har USA og USSR per stedfortræder kæmpet om herredømmet med ideologiske undskyldninger) er de eneste miner, som den menige angolaner til daglig ser, landminer. Der er mindst 12.000.000 miner gemt i den frugtbare jord – en per indbygger. 

Men i november blev der sluttet fred mellem de to fjender, MPLA-regeringstropperne og UNITA-guerillaen, og nu begynder de franske olieselskaber og sydafrikanske diamanteksperter at sende folk og investeringer ind i det krigshærgede land. 

40 ØRE PR. LITER
Luanda er en smuk by. Om natten. 

Når der ellers er strøm, oplyser gadelygter naturhavnen og den daddelpalmebestrøede havnepromenade, og man ser ikke forfaldet og affaldet, der ligger overalt. 

Betonbænkene i de offentlige anlæg er braset sammen, de socialrealistiske murmalerier af sejrrige arbejdere og folkets hær er falmet. Rustne byggekraner knejser stadig ved de højhuse, som portugisiske entreprenører efterlod halvfærdige, da de opgav landet ved uafhængigheden i 1975. 

Efter dem kom sovjetiske bygherrer og opførte brutal-arkitektoniske lejekaserner af samme type, som de havde opstillet i USSR. Derpå begyndte cubanske soldater at lande i lufthavnen og køre ned ad Oktober-revolutions-avenuen, som krydses af Ho Chi Min-vejen, de kunne spadsere på Rua Salvador Allende og gader opkaldt efter det tropiske politbureaus helte som Karl Marx, Nehru, Marskal Tito, Luther King og Frederich Engels. 

De fik også etableret et kafkansk bureaukrati og et plansocialistisk system med kunstig prissætning, som siden muren i Berlin ramlede sammen og støtten faldt væk også er gået al kødets gang – bortset fra taksten på benzin. Den er stadig intakt, fordi de enorme olieressourcer ud for stillehavskysten giver staten råd til at tilbyde angolanske bilister verdens billigste brændstof. At fylde tanken koster fyrre øre. 

Derimod dominerer markedsøkonomien gadehandlen. Overalt ser man sælgere med alt fra sydafrikanske konservesdåser til negleklippere fra Taiwan. 

Men med en inflation, der nærmer sig 1.000 procent på årsbasis, er prissætningen uden logik. Et hotelværelse af spartansk indretning koster rask væk 1.100 kr. om dagen. 

Men problemet er at komme hen til et hotel. Det er nemlig stort set umuligt at opdrive en taxa i Luanda. Enten tager man bussen, eller også har man selv bil. Turister har man ikke set skyggen af, siden krigen brød ud for 20 år siden. 

INGEN ORDENSMAGT

Ved en af de centrale rundkørsler er opstillet et maleri af Jesus, der ser opad. Udtrykket i hans ansigt skal sikkert tolkes fromt, men det ser grangiveligt ud, som om frelseren stirrer opgivende op mod den blå himmel og tænker ‘Hvad skal jeg dog stille op med dette sted?’ I telefonbogen, som man kan studere, mens man venter på, at telefonnettet skal komme sig efter et af de mange daglige sammenbrud, er der en side med nationale statistiske oplysninger fra 1991. 

Ifølge dem bliver angolanerne i snit 46 år gamle, og stadig flere har udsigt til dette spand af år, for befolkningstilvæksten er høj, 2,6 procent om året. I den offentlige sektor skal de dog ikke satse på at få arbejde, for der er kun 131.118 ansatte. 

Der er ikke megen tryghed i statslige jobs, for lønnen for en skolelærer er 38 kr. om måneden, for en politimand det dobbelte. Derfor engagerer især lovens håndhævere sig stærkt i kreativ jobskabelse på privat basis, fortrinsvis om natten, hvor de ved vejspærringer standser bilister og afkræver dem penge for at se bort fra den fejl i dokumenterne eller mangel ved køretøjet, som de altid kan finde. 

De lave lønninger til ordensmagten betyder også, at private vagtværn er den eneste løsning, hvis man vil være sikker. Men alligevel hærges byen konstant af væbnede røverier, og trafikken er sparsom efter mørkets frembrud. Forleden blev en ansat ved den norske ambassade skudt tre gange i foden under et indbrud i hendes lejlighed. 

SAVIMBI I BUSHEN
Luanda ligner en losseplads, volden er kronisk og korruptionen epidemisk. 

Men pessimisme er de riges privilegium. De fattige angolanere ser fremad. 

For nu er der sluttet fred. Den 20. november underskrev udenrigsministeren fra det regerende parti MPLA (Folkebevægelsen for Angolas befrielse) en fredsaftale i Lusaka, Zambias hovedstad, hvor også generalsekretæren for UNITA (Den nationale union for Angolas fuldstændige Uafhængighed) skrev under. 

Egentlig skulle det have været præsident Jose Eduardo dos Santos, som skulle have ført pennen, men da hans modpart, Jonas Savimbi, ikke dukkede op, blev det deres underordnede, som forestod ceremonien. 

Indtil et par dage før jul svirrede luften af rygter om Savimbis helbred og skjulested, for han havde ikke vist sig offentligt siden juli. 

Men en reporter fra det franske dagblad ‘Liberation’ fandt guerillachefen uden for Angolas andenstørste by, Huambo, som i to år var UNITAs hovedkvarter, indtil regeringstropper generobrede byen på højsletten kort før fredsaftalen blev underskrevet. 

Savimbi udtalte, at han ikke var træt af at kæmpe, selv om han havde gjort det siden 1958, og at regeringen trods fredsaftalen forsøgte at myrde ham. 

Af samme grund vil han ikke mødes med præsident dos Santos andre steder end i bushen uden for Huambo. Desuden, sagde han, ville han ikke have noget at gøre med FNs særlige udsending i Angola, endsige sydafrikanske FN-styrker. 

FNs sikkerhedsråd skulle ellers have udstationeret omkring 7.000 fredsbevarende styrker efter fredsslutningen, men har besluttet at vente til februar for at se, om de to parter overholder våbenhvilen. 

MAGT OVER TRÆER
Når Savimbi – CIAs tidligere kæledægge og det sydafrikanske apartheidstyres uægte barn – slår sig i tøjret, er det fordi han er dårlig til at tabe, siger diplomater i Luanda. 

Da Portugal i 1992 fik de stridende parter til at holde et frit og fair valg, tabte Savimbi. Hans UNITA fik 38 pct, mens MPLA vandt med 55 pct. 

Men Savimbi havde ikke kæmpet så mange år for at lade sig slå ud af stemmesedler, viste det sig, da han trods FNs forsikringer om det modsatte, forkastede valget som svindel og genoptog krigen. 

– Som ordsproget siger: En leopard kan ikke ændre sine pletter, sagde justitsminister Paulo Tchipilika forleden i en kommentar i Radio Angola til Savimbis modstand mod at føre fredsaftalen ud i livet og fortsatte:

– En person, som har efterstræbt et bestemt mål siden 1958, og som stadig ikke har nået det, burde forandre sine metoder. Gør han ikke det, afspejler det mangel på følsomhed, for slet ikke at tale om intelligens. 

Chefen for en ambassade i Luanda betegner Savimbis trods som udtryk for, at UNITA nu er dybt splittet, fordi de to årtiers kampe ikke har ført til nogen militær sejr: – UNITA er tilbage, hvor de begyndte, nemlig i bushen. 

Og der er ikke meget ved at have kontrol over træer, når modparten kontrollerer diamantminerne og oliefelterne.