1012 personer er stadig eftersøgt 25 år efter folkedrab

Ritzau | 07.04.2019

Kommentar

Søndag er det 25 år siden, folkedrabet begyndte i Rwanda. Mange er den dag i dag ikke blevet straffet.

Med macheter, tilspidsede skruetrækkere og spyd blev hundredtusindvis af medlemmer af det etniske mindretal tutsierne dræbt i Rwanda fra den tidlige sommer 1994.

Selv om det søndag er 25 år siden starten på folkedrabet, er mange endnu ikke blevet stillet til ansvar for de omkring 800.000 drab og utallige andre grusomheder.

Det mener efterforskerne i specialenheden GFTU, Rwandas enhed for opsporing af flygtede efter folkedrabet. GFTU har udstedt 1012 internationale arrestordrer på mistænkte i 32 lande.

– Retfærdigheden skal ske fyldest. Folk skal anholdes og for en dommer, enten for at blive frifundet eller dømt, siger Faustin Nkusi, der er talsmand for den nationale anklagemyndighed, som fører tilsyn med enhedens arbejde, til AFP.

Mange af de eftersøgte formodes at have søgt tilflugt i andre afrikanske lande. Men nogle menes også at skjule sig i Europa, Nordamerika og Australien.

Massakren blev indledt, efter at et fly med den daværende præsident, hutuen Juvenal Habyarimana, blev skudt ned, netop som det lagde an til landing. Det skete 6. april 1994 og var det, der for alvor antændte vreden hos hutuerne, der i årtier havde følt sig dårligere behandlet end tutsierne.

Ved morgengry næste dag gik hutuer på gaderne, og i omkring 100 dage stod drab på dagsordenen. Da drabene endelig ophørte, flygtede mange af gerningsmændene ud af landet.

Journalist og forfatter Øjvind Kyrø husker stadig den aprildag, han krydsede grænsen til det centralafrikanske land for at dække massakren. Der hang en gennemtrængende sødlig lugt af rådne lig i luften.

– Overalt så jeg grupper af mænd, der gik med deres macheter i hånden på vej ud for at slå tutsier ihjel. Rundt omkring på højene stod røgfaner op fra hytterne, hvor de allerede havde slået ihjel, siger han.

På sin første dag i Rwanda, som Kyrø kalder et slagtehus, blev han stoppet af bevæbnede mænd, der endnu havde frisk blod sivende ned ad armene. Kyrø er dansk og altså ikke tutsi, så han fik lov at slippe.

– Jeg har dækket 20 krige, statskup og borgerkrige. Men Rwanda er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var så korporligt, siger Øjvind Kyrø.

Tilbage står i dag et splittet Rwanda, der dog klarer sig godt økonomisk, og hvor sikkerheden er høj.

Det fortæller lektor Simon Turner, der forsker i blandt andet folkedrab ved Københavns Universitet.

– Hutuer og tutsier kan godt fungere sammen i dag. De stoler ikke på hinanden, og de tør ikke sige for meget til hinanden. Men de omgås.

– Desuden er der væsentligt færre folk, der bliver gift på tværs af etniske skel end før folkedrabet. Det er pudsigt, fordi der officielt hverken eksisterer de etniske grupper eller diskrimination. Men folkedrabet har skabt en afstand.