Kronik: I soldatens fodspor

Jyllands-Posten| 02.11.2005

At lave dokumentarfilm i Afrika om børnesoldater vil altid være risikobetonet. Når researchen afdækker belastende ting for den lokale regering, bliver det farligt. Det oplevede et dansk filmhold i Uganda. Det kom der alligevel en film ud af – også selv om danskerne afslog tilbuddet om at lade regeringens spindoktor lave manuskriptet til filmen, skriver kronikøren.

af Øjvind Kyrø

Jeg skulle tisse. Jeg famlede og fandt lyset. Åh ja, jeg var jo på hotellet i Kampala, og udenfor var det mørkt og tyst som graven. Uret viste seks.

På vej ud til toilettet så jeg, at avisen allerede var kommet. Den lå under døren, og jeg satte mig og prøvede at læse, hvad nyt Sunday Vision kunne fortælle om verdens gang. Forsiden handlede om den aldrende eksdiktator Idi Amin, der var gået i coma på sit dødsleje i Saudi-Arabien.

Jeg skulle lige til at rejse mig, da overskriften på side tre sprang i øjnene: Gulus børn ofre for falske journalister. Det var netop Gulu, vi var ankommet fra i aftes. Og nede i teksten stod der, at regeringshæren var i færd med at deportere de fem journalister, alle danskere.

Jeg gned øjnene fri for søvn. Det var jo os, vores filmhold, det handlede om. Vi skulle deporteres, stod der, fordi vi havde filmet de tusinder af børn, der hver aften overnatter i gaderne i den største by i det nordlige Uganda. De er strømmet ind fra oplandet af frygt for at blive kidnappet af den gale krigsherrre Lord Kony, der tror, han er Gud selv.

Normalt er regeringen henrykt for, at journalister filmer det forfærdelige skue i Gulu, der illustrerer frygten for Lord Konys oprørsstyrker, som mestendels består af kidnappede børn. Men her i den regeringstro Sunday Vision stod der: »En officer fra hærens 4. division oplyser, at de fem optog videofilm af børnene for at udsprede rygter om, at også regeringshæren (UPDF) bruger børnesoldater. Pressefolkene vil søge at vise, at gaden med sovende børn er en UPDF-lejr, siger officeren.«

Vi var ganske rigtigt taget op til Gulu og havde fået eskorte gennem krigszonen af en hjælpeorganisation for at se på situationen. Vi skulle lave film om en flygtning i Danmark, der påstod, han havde været børnesoldat i Ugandas regeringshær, og at hans søn også var det. Men i Gulu var situationen den stik modsatte, for her var det Kony, der rekrutterede børn til sin hær.

Men der ventede os en overraskelse. Der var bid. Vi fandt ud af, at Red Barnet nu også havde oprettet en opsamlingslejr for børnesoldater, der havde været rekrutteret til UPDF. Og vi havde interviewet en håndfuld af de 33, der var i den.

Det brød regeringen sig ikke om, og derfor var vi lørdag middag blevet beordret retur til Kampala af hærens presseofficer, som vi ellers havde fået et glimrende forhold til. Han havde uden tvivl haft præsidentens spindoktor John Nagenda i røret og fået ordre om at sende os tilbage. Og Nagenda havde så plantet denne stærkt fortegnede historie i avisen.

Javel, vi skulle altså deporteres. Vores brøde var, at vi havde fundet et strålende bevis på, at regeringshæren stadig indrullerede børn, og at det tilmed var danske donationer, der går til at hjælpe dem, der er undsluppet.

Det var stadig mørkt udenfor. Der sker ikke noget sådan en søndag morgen, tænkte jeg og lagde mig og omfavnede hovedpuden. Det havde været en hård og lang køretur i går – uden eskorte tilbage gennem krigszonen. Og uganderne er lige så lade som os en søndag morgen, ræsonnerede jeg og faldt i søvn.

Klokken halv ni kimede telefonen. »Det er Flemming Bjørk. Jeg står nede i receptionen. Der er opstået et alvorligt problem, og jeg står her med min nærmeste medarbejder for at tilbyde jer ambassadens beskyttelse.«

Det var den stilfærdige danske ambassadør, der var rykket ud så tidligt om morgenen. Og tilmed en søndag. Jeg prøvede at lyde overrasket og sagde, at jeg ville vække og samle resten af holdet og straks komme ned i receptionen.

Lidt efter blev vi fragtet af sted i velpolerede biler med diplomatplader, og Flemming Bjørk Pedersen åbnede egenhændigt døren ind til den danske ambassade, mens vagtmandskabet så undrende til. Fotografens råbånd blev låst inde i ambassadens pengeskab, og ambassadøren ringede til landets forsvarsminister.

Ministeren var åbenbart lige stået op og sad og spiste morgenmad, og mens Flemming Bjørk Pedersen holdt forbindelsen, tyggede ministeren sig gennem artiklen i Sunday Vision.

»Jeg har ikke hørt om denne sag, men én ting er sikkert: De personer kan ikke blive deporteret uden min underskrift,« sagde han.

Ambassadøren betonede så venligt, som kun en sleben diplomat kan gøre det, at denne sag kunne få konsekvenser for den danske ulandsstøtte. Danmark er en af de største bidragydere til Uganda, og selv lufthavnen i Entebbe, som man lander i, er dansk bistand. Forsvarsministeren lovede at sætte sig ind i sagen og foreslog, at filmholdet skulle stille mandag formiddag i forsvarskommandoen, »hvor tingene ville finde deres løsning«.

Mens vi ventede på, om vi skulle deporteres eller ej, kørte vi ned til den regeringsvenlige Sunday Vision og bad om at tale med journalisten, der havde skrevet den skamvredne historie for at høre, hvem hans kilde var. Men journalisten var kun løst tilknyttet avisen, så løst, at vi aldrig fik fat i ham.

I stedet gik vi til den mere kritiske avis The Monitor, som var interesseret i at høre vores version af sagen, og der stødte også en reporter fra en af radiostationerne til. De syntes især, det var interessant at høre om dengang i 1982, da jeg blev smidt ud af landet af Idi Amins endnu værre efterfølger Milton Obote. Jeg sagde, at det måtte være beklemmende for Uganda, at jeg atter skulle deporteres, nu af den demokratisk valgte præsident Yoweri Museveni, fordi jeg forsøgte at udføre en journalistisk opgave. At sammenligne Museveni med diktatoren var ret så uhørt, mente journalisterne.

I løbet af eftermiddagen dukkede John Nagenda, Musevenis spindoktor, op. Han plejede at holde hof i Sheratons udendørsrestaurant cirka hver anden dag.

Vi satte os på havestolene og lyttede til Nagendas hidsige enetale, som gik i gang, så snart tjeneren havde skænket op for ham. Vi havde brudt løfter, påstod han, og vi risikerede at ende et meget ukomfortabelt sted, der målte tre gange seks fod og som havde en dør, der kun kunne åbnes udefra.

Sikke en salve. Vi blev ikke alene truet med deportation, men nu også med fængsel.

Jeg prøvede så blidt som muligt at fortælle ham, at den føringsofficer, han havde pudset på os ved ankomsten, og som havde udstyret os med pressekort, klart havde svaret ja til spørgsmålet, om kortet gjaldt for hele Uganda. Derfor var vi ubekymret kørt til Gulu, blandt andet for at få nogle filmoptagelser af soldater i felten, og vi havde haft et fortrinligt samarbejde med den stedlige presseofficer, som havde været i gang med at skaffe os adgang til et øvelsesterræn, indtil han fik besked fra Nagenda om at give os marchordre til Kampala.

Nagenda faldt lidt ned. Men han insisterede på, at vi fremover ikke måtte foretage os noget, uden at han var underrettet. Og i øvrigt ville han gerne snart se et manuskript for filmen.

Vi gentog, hvad vi flere gange tidligere havde sagt, nemlig at vi ikke havde noget manuskript, fordi vi ikke anede, om det, flygtningen i Danmark havde fortalt, var sandt. Vi var her for at undersøge sagen og ville høre alle parter. Det var jo også aftalen fra det møde på Ugandas ambassade i København, som Nagenda havde indkaldt os til, da han havde hørt om filmprojektet.

John Nagenda var et par måneder forinden kommet til Danmark for at standse filmprojektet, som havde fået produktionsstøtte fra blandt andre EU, Filminstituttet og Danida. Men da han fandt ud af, at det var umuligt, havde han inviteret os til Uganda under forudsætning af, at regeringen også blev hørt i sagen.

Næste formiddag blev vi med det danske splitflag på køleren kørt til Bombo, forsvarskommandoen. Ved et alenlangt konferencebord tronede den ene magthaver efter den anden. Der sad chefen for den militære efterretningstjeneste, som havde skrevet speciale i menneskerettigheder, da han studerede jura på universitetet, og som mente, at tortur var en uting af den grund, at fremtvungne tilståelser ikke gjaldt i retten. Og der sad forsvarsminister Amama Mbabazi og forsvarschefen og et par andre generaler. Men vi måtte ikke filme mødet.

Igen fremlagde vi hændelsesforløbet. Vi havde ingen restriktioner fået, så hvorfor skulle vi nu trues med deportation?

Ingen om bordet nævnte lejren i Gulu med børnesoldaterne fra UPDF, selv om det var den, det hele drejede sig om.

Efterretningschefens øjne lynede af vrede. Vi skulle ikke komme som gæster til landet og forlange god behandling, når vi ikke holdt vores aftaler med John Nagenda.

Forsvarsministeren begyndte at glatte ud. Hvis vi lovede fremover at holde Nagenda underrettet, så ville der ikke ske noget.

Vi traf aldrig John Nagenda igen. Han holdt sig væk fra hotellet og lod sin føringsofficer holde kontakten.

Sagen var penibel for præsident Museveni. Han var blevet donorernes darling, fordi han havde væltet Obote og indført et styre, som kunne kaldes demokratiagtigt, hvis man var meget venlig. Der var ikke synderlig megen korruption, bistanden kom frem til de rette. Til gengæld spenderede Museveni store summer på at føre krig i Congo, og hans generalbror Salim blev han nødt til at fyre, da det for 40. gang kom frem, at Salim havde raget en formue til sig. Det var der gode muligheder for, idet krigen i Congo først og fremmest handlede om at tømme landet for diamanter, coltan, guld og tømmer.

Den gamle vane med at bruge børn i hæren havde Museveni stadig ikke lagt af, og da en ugandisk flygtning i Danmark ved navn China stod frem i pressen og i en bog beskrev, hvordan hun var blevet udnyttet som børnesoldat i UPDF, blev hun hyldet af Kofi Annan, Bill Clinton, Nelson Mandela og mange andre koryfæer for sit mod.

Præsident Museveni og hans højre hånd, John Nagenda, havde rituelt beskyldt hende for at være en løgner, og da de hørte, at en ny film var på vej i Danmark – denne gang om en flygtning, Steven Ndugga, der ikke alene selv havde været børnesoldat, men hvis søn også var det – fløj Nagenda til København for at standse den, medbringende en video. Den blev vist for os i den ugandiske ambassade og indeholdt interviews med folk, der sagde, at Steven Ndugga var en svindler.

Da det ikke var nok til at standse filmholdet fra at researche sagen nøjere, tilbød Nagenda, at vi kunne komme til Uganda og frit undersøge, om Steven Nduggas historie holdt vand.

Trods Uganda-regimets benspænd og trusler kom der alligevel en film ud af det.

Den hedder ”I soldatens fodspor”, og trods sit tilbud har John Nagenda har ikke skrevet manuskriptet til den.