Ruinen Cuba

Jyllands-Posten| 06.02.2011

Ytringsfrihed: Modtager af Cepos’ frihedspris, bloggeren Yoani Sánchez, mener, at Castro-æraen snart er forbi. Selv kan hun ikke få lov til at forlade landet, men nu vil udenrigsminister Lene Espersen (K) personligt påtale det over for regimet.

af Øjvind Kyrø

HAVANA Det mest forbløffende er hendes optimisme.

Yoani Sánchez er sikker på, at regimet snart står for fald.

»Castro-regimet er som mange huse her i Havana.

Ruiner. Der skal blot et vindpust til, eller nogen skal fjerne en mursten, og så braser det hele sammen.« Yoani Sánchez er en spinkel kvinde med en stærk vilje.

Hun er 35 år og har som de fleste andre cubanere aldrig oplevet andre end Fidel Castro som regent. Han har været ved magten i 52 år og er som en anden Lazarus genopstået fra sit dødsleje.

Den 84-årige diktator skriver lange klummer i den statslige avis og er den, der reelt styrer landet, selv om hans lillebror Raúl på 79 blev udnævnt til præsident for fem år siden, da Fidel Castro blev ramt af en sygdom, der fortsat er en statshemmelighed.

»Men han er en skygge af sig selv,« mener Yoani Sánchez.

»Fidel Castro ejer ikke den samme karisma som førhen, da han for åben tv-skærm dikterede nye love og tryllebandt befolkningen med sine talegaver. Men vigtigst af alt er det, at han har set – og måske også indset – at hans projekt ikke er lykkedes.« Der trasker oksekærrer rundt på landevejene, mens cykel-rickshaws står for transporten i byerne. Sukkerrørshøsten er nede på samme niveau som i 1905, og størstedelen af landet er tilgroet med ukrudt. Ingen gider arbejde for 100 kr. om måneden, og ideen om det nye menneske er død.

Udrejseforbud

Yoani Sánchez er blandt Castro-brødrenes værste fjender, og hun er på fri fod, fordi hun er kendt. Ikke af sine naboer, men på internettet, hvor hun har en blog.

Det er ikke hendes landsmænd, der læser hendes kommentarer til dagliglivet i det eneste kommunistiske land på den vestlige halvkugle, for de har reelt ikke mulighed for at kommet på internettet.

Det koster en halv månedsløn at få en times adgang til en computer med en forbindelse, der er så sløv, at maling størkner hurtigere, end det tager en hjemmeside at tone frem på skærmen.

Blandt hendes mange læsere er USA’s præsident, og i Danmark har tænketanken Cepos også fået øje på den modige og skarpe blogger og besluttet at give hende Cepos Frihedsprisen på 300.000 kr.

Yoani Sánchez vil meget gerne til Danmark og modtage prisen, men hun kan ikke få tilladelse til at rejse ud af landet.

»Jeg har 14 visa i mit pas til lande, der gerne vil have mit besøg. Men hver gang jeg søger om udrejse, får jeg ikke noget svar,« siger hun.

I sidste måned modtog hun den hollandske Prince Claus Award på 25.000 euro for sin kamp for frihed, og den blev overrakt af landets ambassadør i Cuba.

Manglende dansk støtte Danmark, derimod, har ingen ambassade i den socialistiske ø-stat, og hverken Yoani Sánchez eller Oswaldo Payá, som er en anden kendt systemkritiker, har nogensinde mødt en dansk diplomat, endsige en dansk politiker.

»Det er ganske enkelt for dårligt, at vores ambassadør i Mexico, der har Cuba som område, ikke besøger dissidenterne, der med deres frihed som indsats kæmper for demokratiske tilstande,« siger direktør Martin Ågerup, som sidste år besøgte Yoani Sánchez for at fortælle hende, at hun skulle have Cepos’ frihedspris, og at hun var inviteret til Danmark for at modtage den.

»Denne ene kvinde har trods store personlige omkostninger formået at holde fokus på en af verdens diktaturstater, og det vil vi gerne belønne,« siger direktøren for den uafhængige liberale tænketank.

»Jeg traf i Cuba også Elizardo Sanchez Santa-Cruz, som har stiftet en menneskerettigheds-kommission, og han har siddet i fængsel i flere omgange – i alt i otte år. Det er modige folk, og de fortjener vores støtte og den beskyttelse, som vores opbakning og opmærksomhed giver dem,« siger Martin Ågerup.

Ministerens initiativ

Udenrigsminister Lene Espersen (K) »vil bestemt gøre, hvad jeg kan, for at medvirke til, at Yoani Sánchez kan komme til Danmark og modtage sin pris, selv om det uden tvivl bliver vanskeligt«. Udenrigsministeren siger, at hun personligt vil henvende sig til sin kollega i Cuba, og desuden vil den danske ambassadør i Mexico tage sagen op med de cubanske myndigheder.

Lene Espersen: »Jeg synes, det er utroligt flot, at Cepos har tildelt sin frihedspris til Yoani Sánchez. Det er vigtigt, at det internationale samfund viser, at vi støtter kampen for ytringsfrihed og demokrati i Cuba og er opmærksomme på de folk, som kæmper den sag i Cuba.«.

På top 100

Time Magazine satte i 2008 Yoani Sanchez på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker med den begrundelse, at »hun under næsen på et regime, som aldrig har tolereret afvigende meninger, har gjort brug af ytringsfriheden, hvilket cubanske journalister, der er bundet til papir, ikke har kunnet.« Man kan ikke købe en fotokopi-maskine i Cuba, og internet og mobiltelefoner er alt for dyre at gøre brug af, men alligevel foregår der en spredning af forbudt materiale takket være digitale redskaber som memory sticks.

Yoani Sánchez drømmer om, at de digitale dimser bliver endnu mere brugt: »Vi har lært at sende og modtage alle mulige informationer fra denne ø med disse redskaber, og jeg tror på, at vi ved at sprede oplysninger og disse redskaber kan frigøre os. På denne måde bliver hver enkelt af os sit eget nyhedsbureau uden chefer eller censur,« siger hun og tilføjer: »Vi kan på denne måde opføre os som frie mennesker i et land fuld af frygt.« Cd’er og memory sticks, der går fra hånd til hånd, er en effektiv måde at omgå det statslige monopol på ytringsfrihed.

Men der er ingen befolkning i den vestlige verden, som har så få brugere, når det gælder internet: Kun 2 pct. af cubanerne har adgang til nettet, og det er først og fremmest videnskabsmænd og andre, der af faglige grunde har brug for at orientere sig og diskutere, som har denne mulighed.

Overfaldet på åben gade

Yoani Sánchez er filolog af uddannelse, og hendes blog hedder desdecuba. com/ generationy – det første betyder fra Cuba og generation Y henviser til et modefænomen fra tiden omkring 1975, da hun blev født, hvor alle piger skulle have et navn, der begyndte med bogstavet Y.

Hendes blog bliver oversat af ulønnede sympatisører til hen ved 20 sprog, og hendes kritiske kommentarer har vakt opmærksomhed, ikke alene i Det Hvide Hus, men også i bladhuse som det spanske El Pais samt New York Times og Wall Street Journal i USA.

Selv ser Yoani Sánchez sjældent sin blog, som visse måneder har været oppe på 14 mio. hits. Hun sender en email med sin tekst til venner i udlandet, der bestyrer bloggen, og hun kalder sig »en blind blogger«, fordi regimet »filtrerer« hendes blog, så den ikke kan læses i Cuba.

Selv om hun er blevet overfaldet på åben gade, bliver Yoani Sánchez ved med at kæmpe for ytringsfriheden.

Men denne aften er hun utryg. Hendes far døde for et par dage siden, og hendes mand har brækket benet.

»Han plejer at beskytte mig, når jeg skal til møder som dette,« siger hun, »men han kan ikke bevæge sig uden for lejligheden, så nu må jeg gå, før det bliver helt mørkt.«

Den tynde kvinde pakker sine ting i tasken og rejser sig og siger farvel.

»Næste gang, vi ses, er Cuba frit,« smiler hun.

Yoani Sánchez går ud på fortovet. På gaderne sværmer det med nye hvide, kinesiske patruljevogne med blåt blink på taget. Aldrig har der været så mange betjente at se i Havana. Brødrene Castro løber ingen risiko.

Som det hviskes i fortrolige øjeblikke mellem mennesker, der stoler på hinanden, så er brødrenes eneste ambition at dø fredeligt i deres senge, ikke at blive henrettet før daggry som deres kommunistiske kammerat i Rumænien, Nicolae Ceausescu, da opgørets time kom.