Det er ikke hvert år, at der udkommer så afslørende bøger…

Dagbladenes Bureau | 21.08.1997

Af PETER HARTUNG

Det er ikke hvert år, at der udkommer så afslørende bøger på dansk som journalisten Øjvind Kyrøs “Ulrik Schultz – Gidsel for fred”.

Bogen handler om den dengang 32-årige danske maskinmester Ulrik Schultz, som blev udsendt af den danske F.L. Smidth-koncern for at arbejde på et industrianlæg midt i den colombianske jungle i starten af 1996.

På sin første reelle arbejdsdag, den 5. februar, blev danskeren sammen med tre andre kidnappet af den venstreorienterede colombianske guerilla-bevægelse ELN. Og der skulle komme til at gå 223 dage – helt frem til den 14. september – før han kunne forlade sit fangenskab i den colombianske jungle.

“Gidsel for fred” er en ofte dramatisk beretning om hverdagen som gidsel, fortalt i jeg-form af Ulrik Schultz. Her kan vi læse om de små og store begivenheder i gidslernes liv – hvordan de konstant må flyttes rundt i junglen, den evige uvished, op- og nedturene, kammeratskabet og junglens mange farer, slanger, insekter og sygdomme.

Rørende beretning

I hvert andet kapitel krydsklippes til hverdagen for familien og kæresten hjemme i Danmark. En rørende beretning om usikkerhed og savn, ledsaget af uddrag fra den dagbog, som den bortførte danskers kæreste, Anne Tjell, førte under det meste af det lange kidnapningsforløb.

Det er med en klump i halsen, at man læser om de bekymringer, som de pårørende måtte igennem, mens ugerne gik, uden at der slap nyt ud fra junglen.

Den menneskelige dimension i Ulrik Schultz’ beretning gør bogen levende at læse. Men det er den journalistisk bearbejdede del af bogen, skrevet af Øjvind Kyrø, der indeholder politisk sprængstof.

Journalisten afdækker – uden hjælp fra F.L. Smidth, der har nægtet at medvirke – hele det spil, der foregik i kulissen for at få danskeren og de andre gidsler fri. Et spil, hvor F.L. Smidth trods god vilje ufrivilligt kom til at optræde i en skurkerolle, fordi man fra starten valgte en helt gal taktik.

Den forkerte hest

Koncernen satsede fuldstændig ensidigt på én hest, som skulle vise sig at være den forkerte.

Man hyrede det britiske firma Control Risks, som for en dagsløn på 15.000 kroner pr. medarbejder plus fuld dækning af omkostninger påtog sig opgaven med at forhandle danskeren fri. Alt sammen betalt af koncernens forsikring.

Samtidig nedsatte F.L. Smidth en intern “Colombia-gruppe” med overingeniør Jan Carlsen i spidsen. En mand, som end ikke kunne tale spansk, hvilket er bydende nødvendigt for at kunne begå sig i Colombia.

Men det var Control Risks, der lagde taktikken.

Som gik ud på at holde sagen hemmelig for den danske offentlighed, skønt andre Sydamerika-eksperter finder det nødvendigt, at medierne lægger pres på kidnappere og forhandlere for at opnå en hurtig løsning.

Det var også Control Risks, som holdt den danske regering udenfor, skønt man givetvis havde kunnet opnå meget ved at spille på diplomatiet og lægge pres på Colombias regering. Her kunne man for eksempel have undgået, at det colombianske militær satte de danske gidslers liv på spil ved at bombe de områder, som oprørsbevægelsen dominerede.

Meget røde ører

Det eneste, som Control Risks foretog sig, var at sende to mand til Colombias hovedstad, Bogotá, hvor de havde et kontor med en døgnbemandet telefon – uden nogensinde at høre fra gidseltagerne. Her kunne de to briter så sidde og indkassere deres fyrstelige hyre uden overhovedet at bevæge sig uden for byen – mens F.L. Smidth troede, at der blev gjort fremskridt i forhandlingerne.

Der må således sidde folk med endog meget røde ører hos den danske koncern i Valby. Folk, som i bogen kan læse om alle de forkerte beslutninger samt de løgne og fortielser, som koncernen ifølge forfatteren tog i brug over for den kidnappedes familie og den danske offentlighed.

For eksempel fandt F.L. Smidth det ikke nødvendigt at gennemføre en grundig sikkerhedsbriefing af Ulrik Schultz, inden man sendte ham til Colombia. Selv om der alene i 1996 blev kidnappet cirka 1500 personer i landet, heraf et halvt hundrede

Tysker blev frigivet

F.L. Smidth fandt det heller ikke nødvendigt at fragte alle sine ansatte med helikopter den famøse 5. februar, skønt den pågældende vejstrækning allerede inden kidnapningen blev anset for at være yderst usikker.

Det gik ud over Ulrik Schultz, en engelsk kollega samt en tysker og en colombianer. Tyskeren blev imidlertid hurtigt frigivet, fordi der samtidig foregik betydningsfulde ting i Tyskland.

I Bonn arbejdede den fremstormende tyske juniorminister Bernd Schmidbauer på en hemmelig fredsplan, som skulle resultere i fredsforhandlinger mellem den colombianske regering og ELN-guerillaen. Tyskland skulle i al hemmelighed optræde som fredsmægler, og i den situation ønskede ELN ikke at beholde tyske gidsler.

Tyskeren blev sat på fri fod – blot for at blive beordret til at gå under jorden sammen med sin hustru. Det havde ellers været beroligende for Ulrik Schultz’ kæreste, Anne Tjell, at tale med det tyske eks-gidsel. Han havde nemlig kunnet berette, hvordan kidnapperne hele tiden behandlede gidslerne så pænt, som situationen nu tillod.

Tilbageholdt breve

For vel var livet som gidsel i junglen ubehageligt. Men gidslerne fik rigelige forsyninger af øl, cognac, mad og andre fornødenheder. De blev heller aldrig slået eller udsat for tortur. Gidseltagerne optrådte venligt.

Alt sammen noget, som den nervenedbrudte Anne kunne have haft stor glæde af at høre om – for eksempel på et briefing-møde i København den 11. marts 1996. Her mødtes Columbia-gruppen med danskerens pårørende.

Men F.L. Smidths Jan Carlsen nævnte intet om, at ét gidsel allerede var frigivet. Og endnu værre: Han fortiede også, at det undslupne tyske gidsel havde medbragt nogle blot seks dage gamle breve fra Ulrik Schultz og hans engelske kollega.

Breve, som ville have vakt ustyrlig glæde hos Anne Tjell og hustruen til den kidnappede englænder. De to ulykkelige kvinder sad få meter fra Jan Carlsen. Men han holdt brevene som en hemmelighed – efter et “godt råd” fra det britiske firma Control Risks!

Og der skulle gå otte dage, før F.L. Smidth-gruppen gav brevet fra Ulrik, adresseret til hende, videre til Anne Tjell – under dækning af en fuldstændig usandsynlig historie. Men lettet blev hun da.

Mystiske tyskere

Affæren i Tyskland skulle vise sig at få afgørende betydning, eftersom tyskerne benyttede sig af nogle mystiske forhandlere – den aldrende privatdetektiv Werner Mauss og hans unge, smukke og spansktalende hustru Alida, som begge optrådte under adskillige dæknavne – og rejste rundt på en stribe af forfalskede pas i hele Sydamerika.

Da Mauss gik ind i den danske kidnapningssag, sendte han i samme sekund Control Risks endnu længere ud på sidelinien.

Mauss havde tætte forbindelser til ELN-oprørerne og havde allerede forhandlet gidsler fri ved tidligere lejligheder. Det var også ham, der sørgede for at få den tysker fri, som ved en fejl blev kidnappet sammen med Ulrik Schultz.

Mauss fik kontakt til Colombia-gruppen og tilbød sig som mægler. Det viste sig imidlertid hurtigt, at han ville udnytte situationen til at gavne de tyske fredsbestræbelser. Hvorved situationen pludselig blev langt mere kompliceret, fordi der gik international politik i det.

Nu skulle Jan Carlsen og F.L. Smidth pludselig få den danske regering til at optræde som fredsmægler i Colombia sammen med Tyskland! Og så ville gidslerne blive sat fri – mod en løsesum på fem millioner dollars, svarende til cirka 30 millioner kroner.

Storpolitisk spil

Så mange penge var F.L. Smidth imidlertid ikke villig til at betale, og den politiske del af aftalen var umulig at levere. Deraf bogens titel “Gidsel for fred” – Ulrik Schultz og hans venner sad fanget i junglen, viklet ind i et storpolitisk spind med Mauss-ægteparret i den yderst tvivlsomme mæglerrolle. Tvivlsom, fordi Mauss formentlig satsede på at få sin personlige økonomiske andel af en eventuel løsesum – og fordi hans unge hustru sympatiserede med de venstreorienterede banditter.

Alligevel sluttede affæren relativt godt.

Mauss-ægteparret fik tilsyneladende Bonn til at lægge to millioner dollars (12 millioner kroner) ud i løsesum for de resterende gidsler, herunder Ulrik Schultz. Pengene blev formentlig i den sidste ende betalt af F.L. Smidth, men eftersom firmaet ikke udtaler sig i sagen, er den del endnu ikke fuldt belyst.

Men den 14. september kunne Ulrik Schultz altså forlade junglen som en fri mand. Og efter et par dage vende hjem til det rørende gensyn med sin kæreste og sin familie.

Ved samme lejlighed indbød F.L. Smidth til et pressemøde i København, hvor en stor journalistskare kunne opleve en uhyre fåmælt og tydeligt træt Ulrik Schultz, som under hele seancen sad og holdt kæresten i hånden.

Løj for medierne

Jan Carlsen og de øvrige industrifolk havde imidlertid intet imod at fortælle deres version af sagen.

Og ifølge Øjvind Kyrø blev der ved den lejlighed fortalt så mange usandheder og fordrejede versioner af sandheden, at avisernes dækning næste dag faldt langt fra den virkelighed, gidseldramaet i Colombia havde udspillet sig i.

Senere kunne medierne dog viderebringe nyheden om, at det tyske Mauss-ægtepar var blevet anholdt i Colombia, mistænkt for at have samarbejdet med oprørerne. Ifølge bogen var det det “konkurrerende” firma Control Risks, der direkte “stak” tyskerne til myndighederne.

Det er et imponerende stykke kvalitets-journalistik, som Øjvind Kyrø har udført på de bare fire måneder, det har taget ham at lave research til og skrive bogen.

En journalistisk kraftpræstation og et lærestykke i new journalism. Man sluger de 400 sider, som var det en kriminalroman.

Under hele kidnapnings-forløbet lykkedes det kun for ganske få medier, herunder Fyns Amts Avis, at komme ind bag den mur af tavshed, som Control Risks havde omkranset sagen med. Men takket være Kyrø og Schultz har vi nu fået den version af historien, der lyder som den mest rigtige.

–

Øjvind Kyrø: “Ulrik Schultz – Gidsel for fred”. Ca. 400 s., indb., 320 kr. (Peter Asschenfeldts Nye Forlag)