Verdens ondeste mand bor i Congo

Euroman | 22.12.2012

af Øjvind Kyrø

Det er Cobra, vi først og fremmest skal satse på, sagde jeg til pastoren, da vi var kommet ind på hotellet.
Pastoren havde hentet mig i lufthavnen, hvor jeg var landet med et hvidmalet Dash-fly fra FN. Her i Congo findes verdens største styrke af “blå baretter”, omkring 20.000, og de skal flyttes og have forsyninger, og derfor råder FN-styrken over Afrikas største flåde af fly.
Bunia hedder byen her i det nordøstlige hjørne af Congo, hvor der sjældent er langt til en guldmine. Den er lige så støvet som for fire år siden, da jeg var her sidst, bemærkede jeg på køreturen til hotellet. Hovedgaden indhylles i en brun sky af støv, når det er myldretid. “Kabila var her før valget i november og lovede os asfalt. Men se, intet er sket,” havde pastoren sagt og rystet på hovedet af landets præsident, man skal høre 2.000 kilometer vestpå for at træffe – hvis der ellers var en vej.
Men nu sad vi i “Hotel Nyt Kosmos” og lavede slagplan. Pastoren nikkede til mit forslag: “Ja, det gælder om at komme ud til Cobra, for regeringshæren kan når som helst angribe ham.”
Cobra Matata – som betyder ‘den onde slange’ – er en krigsherre. Ingen har nogensinde interviewet ham. Og hans hænder sejler af blod.
Jeg hørte om ham, da jeg i 2006 traf en amerikansk kollega, Bryan Mealer, som var kommet hertil for at samle stof til en bog. Han fulgte en sydafrikansk FN-officer, som forhandlede med Cobra og hans militsgruppe om, at de skulle lægge våbnene. Til gengæld ville de blive indlemmet i regeringshæren og få fine titler og god løn – og ikke mindst undgå at blive anholdt og stillet for retten for massakrer, massevoldtægt, plyndringer og rekruttering af børnesoldater.
Det lykkedes. Og Cobras børnesoldater fik en lille pose penge, så de kunne tage hjem og gå i skole.
Så vidt, så godt.
Men for et år siden deserterede Cobra fra regeringshæren. Han var utilfreds med, at han kun havde fået rang af oberst, og lønnen var også for lille. Det ville være meget mere lønsomt at kontrollere nogle guldminer, som han plejede. Sammen med sine mænd havde han nu slået sig ned på egnen nær landsbyen Gety, som ligger 20 km fra Bunia, og der var rygter om, at han havde indfanget børn til sin nye oprørshær.
Så vidt, så skidt.

Ny taktik mod voldtægt

Det var godt at se pastoren igen. Så føler man sig i gode hænder. Nu er der kun frygten at frygte.
Pastoren er midt i fyrrerne og hedder Marrion Pudongu. En lille, tæt mand, som prædiker i en pinsekirke, der er lavet af brædder, og som nu skal udvides, fordi halvdelen af menigheden må sidde udenfor og kikke ind i skuret. Alle kender pastoren, og han kender alle, og han er vant til at arbejde som fixer for udenlandske journalister.Vi giver ham også en indkomst, som er større end den, hans ludfattige kirkegængere kan samle ind, og han kan skaffe os kontakter, som ingen andre kan.
Pastoren har lejet sin biskops jeep i den næste uges tid, så vi kan komme rundt i Bunia og ud til Gety, til Cobra. Men først vil han vise mig det ny børnehjem i udkanten af Bunia. Jeg har ikke bedt om at se på forældreløse spædbørn, så jeg undrer mig.
Det er en fotograf, som står bag. En amerikansk fotograf, der ikke kunne leve videre for sin samvittighed uden først at hjælpe børnene. Han har lavet en fond, som samler penge ind til dette hjem, og efter en lille rundtur, forstod jeg ham godt. To-tre spædbørn lå sammen i små senge med en sutteflaske i munden, de fleste af dem døsende i middagshedens varme og af mæthed. “Nogle af dem er her, fordi deres mor døde under fødslen, andre fordi moren blev sindssyg eller af anden grund ikke kunne klare barnet.”
Vi sætter os ind på lederens kontor. Hun hedder Francoise. Bag hendes stol hænger et indrammet glansbillede af Jesus og hans mor Maria. Gennem det åbne vindue kan man se et stort mangotræ. En motorcyklist er ved at parkere sit røde køretøj i dets skygge. Manden kommer ind og præsenterer sig med et genert smil. Han er præst, katolsk, i Gety.
Pastoren har hørt, at Guy Robert, som den unge pater hedder, er i byen og har hidkaldt ham.
“Cobra Matata har lavet vores landsby om til sit hovedkvarter,” forklarer præsten.
Jeg forestiller mig det værste. Normalt kommer militssoldater som Cobras ind i en landsby, når de er løbet tør for proviant, og plyndrer og voldtager.
Pater Robert fortsætter: “Jeg har foreslået, at man modtager Cobra og hans mænd med venlighed og opfordrer dem til at slå sig ned ved landsbyen. Når folk er på vej til markedet med dagens høst, gør de holdt ved lejren med Cobra-soldater og tilbyder dem fødevarer. Og denne taktik virker. På denne måde undgår vi, at kvinderne bliver voldtaget og afgrøderne røvet”.
Smart metode, som pateren og hans ligesindede i Gety har fundet på. Den lokale befolkning har valgt pateren som deres talsmand, derfor har han god kontakt til Cobra.
Pateren fortæller, at Cobra har indgået en aftale med sine forhenværende hema-fjender. I denne del af Congo, som hedder Ituri-provinsen, udbrød der i 1999 blodige kampe mellem to folkeslag, hema og lendu. Cobra er lendu, og nu står han i spidsen for en koalition af fire militser, som dels kræver amnesti for massakrer, plyndringer, massevoldtægter og kidnapning af børn, dels vil have Ituri løsrevet og blive en selvstændig provins.
Det skulle være muligt at få et møde med Cobra, siger pateren, som siger, at han har god kontakt til hans talsmand, og da han altid er sammen med Cobra, skulle det kunne lade sig gøre.
Men før han sætter kursen på sin Yamaha-motorcykel hjem mod Gety, skal han have vores navne og titler og mobilnumre. Cobra vil vide, hvem der kommer, og han er påpasselig med ikke at gå i nogen fælde.

Ingen risiko for fiasko

To dage senere meddeler pastoren glædestrålende, at pateren har ringet og sagt, at Cobra er klar. Vi gør klar til at rejse tidligt næste morgen, og på hotellets sløve internet finder jeg en tv-optagelse fra Al-Jazeera, som har haft en reporter på egnen her for at møde Cobra. Men Cobra dukkede aldrig op.
Det er onsdag morgen, og på vej ud af byen spørger pastoren, om jeg vil gå med til, at vi standser ved politiets hovedkvarter, for han plejer hver onsdag at holde andagt til morgenparaden.
Iført blå kedeldragter, som gør det ud for uniformer, blankpudsende støvler og skydeklare våben står over et hundrede politimænd og en håndfuld kvinder ret og rør i tre geled, og pastoren stiller sig i midten med sin blodrøde Bibel i hånden og prædiker og beder i en halv time. Alle i Congo er religiøse. Ingenting sker af sig selv. Der må altid findes en grund til fejlslagen høst, pludselig død, sygdomme, og disse politifolk, som er korrupte i varierende omfang, lytter opmærksomt . Pastoren taler om nødvendigheden af tilgivelse. Budskabet går åbenbart ind, for efter andagten kommer en kvindelig betjent hen og stikker ham hånden og siger undskyld.
“For en uge siden standsede hun mig på gaden og påstod, at jeg kørte for hurtigt, hvilket jeg ikke gjorde. Hun fortalte mig nu, at hun havde fortrudt det,” fortæller pastoren og sætter Toyotaen i gear.
Et sted på hovedgaden standser han. Ved en benzintank står en mand, og han de taler kort sammen.
“Det var en af Cobras mænd her i byen, der ville sige, at Cobra i går kom til Gety, og at aftalen er i orden.” Jeg fortæller ham om, hvad der skete med journalisten fra Al-Jazeera. Han ler: “Nu er der ingen risiko for fiasko.” Et minut senere ringer pateren fra Gety og siger det samme.
Alt ser lovende ud. Tanken er fyldt op, og vi skulle kunne komme tilbage til Bunia i dag, fordi vejen er tålelig. Sikkerhedsselen virker ikke i bilen, men nu skal vi ud i krigszonen, og det er godt ikke at skulle spilde et sekund med at løsne sig, hvis det gælder om at komme hurtigt ud af bilen.
Vi kører sydpå, langs den vestlige side af Great Rift Valley. Luften er varm, men tør; vi er 1200 meter oppe, og landskabet er bakket med enge uden køer. Til venstre rejser en bjergkæde sig, og følger man den, kommer man til de hvidklædte Månebjerge.
Trafikken er sparsom. Ingen biler, højst en motorcykel med tre passagerer på. Tre soldater stopper os. Den ene spørger pænt, om han må komme med nogle kilometer.
Pastoren forhører ham stilfærdigt. “Han siger, at der i disse dage ikke er planlagt nogle operationer. Cobra venter på at få en underskrift fra regeringen om, at han får amnesti og bliver indlemmet i regeringshæren. Cobra har omkring 2.000 soldater.”
Det var godt at høre. Vi bliver ikke fanget i en træfning i dag. I går forsøgte jeg at spørge chefen for FN-styrken i Bunia om situationen, men han nægtede at udtale sig med mindre jeg kunne fremvise en tilladelse fra FN-hovedkvarteret i Kinshasa. Denne bangladesher med hentehår fik mit blod til at koge. FN-systemet er så bureaukratisk, at man tror, man medvirker i en optagelse med skjult kamera, der skal teste, hvordan folk reagerer, når de bliver udsat for provokerende opførsel. Det havde eksempelvis taget mig fem uger før rejsen at finde den person, som havde myndighed til at sætte mig på et af deres flysæder til Bunia. Fem uger, fordi den ene henviste til den anden eller glemte min mail. Før jeg marcherede ud af chefkontoret, spurgte jeg ham: “Sig mig én ting uden for referat, jeg har brug for personligt at vide det: Er vejen til gety nogenlunde sikker?” Hvortil hans varede, jeg kunne have gættet mig til: “Jeg vil ikke anbefale det” – på denne måde kunne han ikke holdes ansvarlig for noget.
Men takket være denne blaffende underofficer fik vi at vide, at vi kunne slappe af. “Din løn i hæren er dårlig, det ved jeg, men en dag vil Gud give dig et bedre liv, fordi du ofrer dig for dit land. Gud velsigne dig,” sagde pastoren, da officeren baksede sin Kalashnikov ud af bilen og sagde tak for turen.
“Mit arbejde er at velsigne, ikke at forbande,” lo pastoren, da han trådte på speederen.

Truet på livet

Vi tager et hvil fra den hullede vej og gør holdt i en landsby. Pastoren har beordret mig til ikke at spise noget på turen, som jeg bliver budt. Det kan være forgiftet. Vi har derfor selv fisk, brød, ost og vand med. Men i en lille butik kender han damen bag disken, og hun får lov til at lave en kop te til os.
Hun er hema, og de er gode venner. Hun holdt ham skjult i sit hus i Bunia, da han blev truet på livet. Pastoren havde hjulpet nogle researchere fra en menneskerettighedsgruppe med at finde deserterede børnesoldater, som kunne fortælle om, hvordan de var blevet kidnappet af Thomas Lubanga og tvunget til at være børnesoldater. Lubanga var krigsherre og hema, og forleden faldt dommen over ham i Haag, hvor den Internationale Straffedomstol (ICC) har haft ham fængslet. En del af de afgørende vidnesbyrd, der førte til dommen, var videooptagelser af de drenge, som pastoren havde fundet. Blandt hemaerne i Bunia rygtedes det hurtigt, at pastoren hjalp folk fra ICC og han blev derfor truet på livet og måtte sove på hemmelige steder, som kun hans kone vidste om.
Bag den modige kvindes butik ligger en skole. “Stedet her hedder Bogoro, og i 2003 var der en massakre i skolegården,” siger pastoren. “Ved solnedgang kom hemaerne hertil og overnattede sammen, de turde ikke bo i deres egne huse, for området heromkring er domineret af lenduer, og krigen mellem hema og lendu var i lys lue. En nat i februar angreb lendu-militser de sovende hemaer, og omkring 500 døde. En af officererne, der var med i angrebet, var Cobra Matata.
Indtil 1999 havde lenduer og hemaer levet fredsommeligt sammen. Men året forinden var “Afrikas Verdenskrig” begyndt. Sådan er den blevet kaldt, fordi syv regeringshære var involveret. Fra øst invaderede Uganda, Rwanda og Burundi, og deres styrker stødte midt i Congo sammen med den congolesiske regeringshær, støttet af tropper fra Zimbabwe, Namibia og Angola.
I Bunia var det ugandaerne, der besatte byen og oplandet. En hema blev indsat som guvernør, og så brød de etniske følelser ud. Lenduerne så dette som bevis på, at hemaerne var allieret med de ugandiske besættelsestropper og ville undertrykke lenduerne, tage deres land og røve minerne. Området omkring Bunia råder over de største skatte i Afrika, når det gjaldt guldminer.
Selv om lenduer og hemaer i 300 år havde boet sammen, giftet sig med hinanden og talte de samme sprog, skulle der kun lidt til, før idyllen krakelerede. “Lenduerne var her først,” fortæller pastoren, siden kom hemaerne ovre fra Uganda, det ligger jo kun 50 km herfra. Hemaer er som tutsier, de er kvægdrivere og snu. De fik råderet over store områder til deres køer og fik lenduerne, som er landmænd, til at arbejde for sig. Da de belgiske koloniherrer opdagede, hvor dygtige hemaerne var til at organisere, konkluderede de, at hemaerne var de klogeste, og de blev derfor favoriseret med de bedste jobs og magtfulde poster.”
Pastoren beretter om, hvordan diktatoren Mobutu omdøbte landet til Zaïre og jog alle udlændingene bort. “Den første minister i Mobutus regering, som kom her fra egnen, var hema, og han gav retten til de jorde, som udlændingene blev jaget bort fra, til hemaerne”.
Alt i alt var det hemaernes funktion som lakaj for den belgiske kolonimagt, deres magtmisbrug, når det gjaldt jord, og deres alliance med ugandaerne, som fik lenduerne til at eksplodere.
I 2002 blev der indgået en fredsaftale, som gik ud på, at alle udenlandske tropper skulle forlade Congo. Men hverken Rwanda eller Uganda ville gå glip af det geologiske skatkammer, som Congo er. Her findes stort set alle grundstoffer, og især her østpå er der guld, diamanter og coltan – et mineral, der bruges til fremstilling af mobiltelefoner, fly og computere.
Derfor allierede Uganda sig med lokale militsgrupper, der skulle kontrollere minerne. Den ene dag var det hema-militsgrupper, den næste lendu-militser. Og nu var Cobra altså ved at samle dem alle under en hat, nemlig hans egen.

Præst eller journalist

Vi gav damen i butikken de farvestrålende plastickrus tilbage og satte os ind i bilen. I Bogoros vejkryds – vejen til venstre går ned til Albert-Søen, som danner grænse med Uganda, stod en skyttegravsbastion – sandsække til hovedhøjde og bag dem soldater.
Vi blev stoppet, men før soldaterne ved vejspærringen kunne nå at tigge cigaretter, havde pastoren velsignet dem, og de lod os passere. Pastoren kunne sin business.
Han sad med sin præsteflip på, og han ville også have givet mig en på, for det var lettere at komme frem, sagde han, hvis han kunne sige, at jeg var missionær. Journalister gav besvær. Og soldaterne vidste, at præster hverken røg eller drak, mens journalister gjorde begge ting. Men jeg havde sagt nej, jeg ville ikke arbejde under dække, og desuden havde jeg investeret 250 grønne dollars i et pressekort, et af verdens dyreste, og nu skulle det bruges.
“Nu er vi i Cobra-land”, udbrød pastoren og pegede på nogle unge soldater, der stoppede os. “Selv om de har regeringsuniformer på, så er de hans drenge,” sagde han og rullede vinduet ned. Militssoldaten hilste pænt og spurgte efter en cigaret. Ingen truende miner eller trommen med fingeren på stormgeværet. Pastoren svarede, som sandt var, at han aldrig havde røget. Jeg sad og prøvede at se lige så hellig ud.
Også Cobras tropper ekviperer sig ved dødsfald. Når en soldat er faldet, tager militssoldaten den døde fjendes uniform.
“Vi må huske at sige til Cobra, at hans drenge er disciplinerede,” sagde pastoren, da han havde rullet vinduet op.
Her er ingen trafik. Højst nogle kvinder, der bærer cassava-rødder i en spand på hovedet.
Vi nærmer os og begynder at gennemgå interviewet.
“Du må helst ikke spørge ham om minerne, som han kontrollerer, det er meget følsomt”.
– Hvad med anklagerne om børnesoldater, massakrer, massevoldtægt?
“Jo, men spørg forsigtigt. Sig for eksempel: Ifølge nogle menneskerettighedsrapporter anklages du for grusomheder. Er det ikke på tide, at verden får sandheden at vide fra din mund?”
Pastoren minder mig om, at alle mennesker ønsker at blive betragtet som gode, selv om de ikke er det. Og så tilføjede han: “Og husk nu ikke at ryge eller drikke, for det gør Guds tjenere ikke her i Congo.”
Hvad?
Pastoren går til bekendelse. Han har oplyst pateren i Gety, som igen har oplyst Cobra om, at jeg er præst fra en dansk kirkelig hjælpeorganisation, der vil undersøge mulighederne for at levere bistand til det område, som Cobra kontrollerer.

Spiste råt hjerte af død fjende

Jeg repeterer efter chokket Cobras karriere. Pastoren fylder hullerne i min viden ud.
Hans egentlige navn er Justin Wanaloki. Han var officerer i en lendu-milits, og efter massakren i skolegården i Bogoro blev han dens anfører, fordi hovedmændene bag massakren blev anholdt og sendt til komfortable celler i Haag.
I 2007 gik aftalen med regeringen i orden, og han blev udnævnt til oberst i regeringshæren og sendt til hovedstaden. Præsident Joseph Kabila havde udtænkt en plan for at skabe fred: Alle de løsgående militsgrupper skulle tilbydes integration i regeringshæren, og de ansvarlige for ugerninger skulle gives amnesti. Det vigtige var at få fred, ikke retfærdighed. I øvrigt fungerer retssystemet heller ikke.
På denne måde fik Congo verdens værste hær. Og derfor begås 80 procent af alle forbrydelser af mænd i uniform. Under Mobutu fik de lært, at det var helt i orden at stjæle fra befolkningen, hvis lønnen ikke kom frem. Som han stak statskassen i sin egen lomme, opfordrede skamløst sine landsmænd til at stjæle ligesom han selv: »Vil du stjæle, så stjæl en smule på en fiks måde. Men hvis du stjæler for meget for at blive rig på en studs, bliver du fanget.«
Og lønnen kommer som oftest stadig ikke frem. Den forsvinder i en lang række officerslommer på den lange vej fra hovedstaden. Derfor tigger soldater og politi smøger og øl, og de beskatter minearbejdere, og de røver bøndernes afgrøder og voldtager deres kvinder.
Men Cobra brød sig ikke om sit nye job. Han sad i Kinshasa og fik en løn, der ikke var ham værdig. Ligesom titlen. Han var blot blevet oberst. Ikke general som Bosco Ntaganda, der også havde huseret i Bunia. Men Bosco var tutsi og egentlig fra Rwanda, og takket være pres fra tutsi-ledelsen i Rwanda havde Bosco fået lov til at blive i det østlige Congo samt at få en høj rang.
I maj 2010 deserterede Cobra. Han var også bange for at blive anholdt og sendt til ICC i Haag, for omverdenens pres på Kabila var tungt. USA og de andre magtfulde aktører havde svært ved at støtte et land med en hær fuld af massemordere.
Cobra tog hjem i bushen. Her fandt han lokal opbakning, for folk var trætte af regeringssoldaterne, der voldtog og plyndrede og myrdede, og Cobra lovede dem bedre forhold, hvis de ville støtte ham.
Mange af hans soldater fulgte trop, og nu var de altså mange i området, og takket være Cobras løfter og paterens taktik gik dagligdagen nogenlunde fredeligt for sig.
Men hvordan kan man stole på en mand som Cobra? Jeg havde læst et sted, at regeringen ikke ville forhandle med ham, fordi han blev anset for at være ”en bandit”.
Jeg havde truffet flere af hans børnesoldater, da jeg i 2008 var i Bunia, og en af dem var Baraka, som på få minutter blev forældreløs, da han som seks-årig så sine forældre bliver myrdet ved en vejspærring, bemandet af hema-militsen. Han var 14 år, da jeg traf ham og hans kammerat. Jeg skrev i Jyllands-Posten:
“Baraka Lemabe blev indrulleret i en lendu-militsgruppe under ledelse af den kendte Cobra Matata – hvilket betyder den onde slange. Cobra Matata er en forhenværende soldat i præsident Mobutus hær, som blev arbejdsløs, da diktatoren flygtede for de rwandiske tropper. Cobra Matata er især kendt for at have stået i spidsen for den største massakre i landet samt for sin grusomhed over for soldater, der forsøger at desertere fra hans lille hær. Cobra-militsen bestod af cirka 2.000 soldater, og mange af dem var børn. En smule under halvdelen af den samlede styrke, skønner de to drenge.
Baraka fik lært at rense og bruge våben samt slå ihjel. Og efter et sejrrigt slag blev de mest magtfulde officerer blandt de døde fjender valgt ud. »Vores ledere skar dem op og spiste hjertet og leveren rå,« beretter den 17-årige Maki Kiza. »Derpå blev resten af kroppen stegt – bortset fra indvolde og hoved – og så skulle der spises. Vi ville blive dræbt, hvis vi ikke spiste, for menneskekød ville gøre os stærke, så vi kunne slå nogle flere ihjel, sagde de til os.«”

Personlig troldmand

– Jeg skal huske at spørge Cobra, om han stadig har sin troldmand.
“Hvorfor det?”
– Fordi han havde sin personlige troldmand, før han blev indlemmet i regeringshæren.
Jeg fortalte ham om, hvad jeg havde skrevet i reportagen:
“Cobra Matata var også kendt for sit nære forhold til Kakadu, en 80 år gammel troldmand. Kakadu kunne tale gennem træer og dyr, og rygtet gik også, at han kunne ændre sit ansigt fra gammelt til ungt så hurtigt som et fingerknips.
Kakadu gik klædt i en hvid kåbe. Sort magi var hans speciale. Cobra Matata rykkede ikke i felten, før Kakadu havde taget varsler og set ud i fremtiden, hvornår det var bedst, at slaget skulle stå. Derpå gik troldmanden ind i en hytte, bredte et landkort ud på jorden og skar halsen over på en hvid hane. Den løb hovedløs og flaksende rundt og sprøjtede blod, og hvor den faldt om på kortet, skulle Cobra Matata angribe.
Før soldaterne skulle gå i krig, blev de beordret til at iføre sig en usynlig, skudsikker beskyttelsesdragt. Den havde Kakadu fremstillet.
»Med sin trolddomskraft havde han kogt palmeolie, som var blevet blandet med urter og et sort pulver, der var lavet af skeletdele fra fjenden,« fortæller Maki Kiza. »Vi skulle snitte os i arme og ben med barberblade og smøre os ind i olien, når den var kølet af,« fortsætter Maki Kiza.
»Vi blev forsikret om, at olien ville beskytte os,« nikker Baraka Lemabe.”
Pastoren nikker. Han skal nok oversætte spørgsmålet.

Vil vinde enhver kamp

Vi nærmer os Gety, hvis største bygning er den katolske kirke, som er omgivet af et kompleks af bygninger med skole og bolig for ansatte. Tårnet er højt, og vi bruger det til at navigere efter.
På pladsen mellem kirken og skolen troner en stor satellitdisk, og der hænger også nogle elledninger. Man har altså en generator her. Hvilken luksus. Selv Bunia er mørkelagt, i flere år har det lokale vandkraftværk været i stykker, og ingen har repareret det. Kun på mit hotel er der strøm døgnet rundt, fordi man har egen generator, der larmer som en jetmotor, og som står tyve meter fra mit vindue.
Pateren står smilende og byder velkommen og siger noget om, at vi skal ned på byens torv. Vi sætter os ind og kører langsomt dertil. Ikke alene fordi vejen er særdeles hullet, men pastoren har også opdaget, at der er noget galt med bremsen. Den skal pumpes for at virke. Men han siger, at det nok skal gå, hvis han kører forsigtigt.
Det lille torv består af nogle hytter, der er butikker. Den ene en frisørsalon. Vi sidder og venter. Så kommer der en høj mand med grøn baret og kamuflageuniform og sætter sig ind. Det er oberst Eneko Kila, Cobras talsmand og højre hånd. Han beder pastoren om at køre tilbage til kirken.
Her venter et mødelokale med overpolstrede lænestole og vægge med fototapet af et vandfald. En anden mand, klædt i civil, slutter sig til vores gruppe. Han ligner en grangiveligt min grandnevø fra Frederikshavn, en spilopmager med et charmrende smil. Manden ser meget venlig ud. Han er Cobras hærchef, oberst Mbadu Adirodu.
Eneko viser sig at være en flink fyr, en venlig mand på 36 år, som man utvivlsomt kunne hygge sig med over en god middag eller under en lang flyvetur. Hvis man ikke kendte til hans gerninger.
Cobras spindoktor begynder at fortælle: “Vi har nu i fire måneder ventet på svar fra regeringen, derfor er det uklart, om regeringen vil fred, eller den vil fortsætte krigen mod os. Vi har tilbudt at samarbejde med regeringen og bekæmpe fjender, der kommer udefra – derfor vil vi have vores mænd ind i den nationale hær.”
Kommer Cobra ikke snart, når jeg at tænke, før han fortsætter: “Vi har 5.300 soldater, og vi har sluttet os sammen med to andre grupper, så vi kan være stærke og bekæmpe et eventuelt angreb fra regeringen.”
Han ved udmærket, tænker jeg, at jeg er kommet for at tale med Cobra, ikke med ham. Han fortsætter ufortrødent: “Mange af vores soldater har været demobiliseret, men de har sluttet sig til os, fordi de ikke fik de penge, de var blevet lovet i kompensation fra Verdensbanken.”
– Hvorfra får I jeres penge, spørger jeg og undgår at nævne guldminerne, der ligger tæt på Gety.
“Vi afrikanere er solidariske, og lokalbefolkningen hjælper os. Når det gælder våben, er der masser at få fat i efter krigen til en meget billig penge.”
Det sidste er rigtigt. Landet flyder i våben.
“Vores soldater er disciplinerede, de angriber ikke uden ordre. Regeringsstyrker har flere gange skudt mod vores stillinger for at få os til at reagere, men vi lod os ikke provokere.”
Den tiltalende spindoktor fortæller, at man han ikke nærer frygt for regeringssoldaterne, i fald præsident Kabila nægter at give Cobra amnesti og at hans soldater skulle komme for at anholde Cobra og sende ham til ICC: “De er ikke så stærke soldater, som vi er. De vil tabe, hvis de angriber.
Congo er jo ikke det eneste sted, hvor der er sket brud på menneskerettigheder. Fred er godt, men retfærdighed? Det er den stærkes ret. Se, hvad der er sket i Irak, hvad amerikanerne gjorde dér. De burde retsforfølges. Se Palæstina og Israel, se Afghanistan, se Pakistan – folk dør daglig i de lande, uden nogen bliver stillet for retten. Der er ingen proportioner hos dem, der fordømmer brug af børnesoldater, når de ikke kræver retfærdighed i de krige, jeg har nævnt.”
Og så smider han trumfkortet: “Hvis ICC ville håndhæve retfærdighed, burde man i Haag ikke fokusere på børnesoldater og Afrika. At dræbe en uskyldig er værre end at rekruttere en børnesoldat.”
Jeg er ved at opgive. Det er Cobra, ikke en spindoktor, jeg er kommet for at tale med. Men han er ikke til at standse. “Vi er en militær bevægelse uden politisk dagsorden. Men hvis regeringen ikke reagerer på vores forslag om amnesti og selvstændighed for Ituri-provinsen, vil vi danne et politisk parti til at støtte os. Denne proces er i sin vorden, men jeg vil ikke afsløre mere.”
Har har nu talt i over en halv time. Jeg får hans data på blokken og han fortæller, at han fra barnsben har villet være soldat eller politiker.
En af livvagt nærmest sparker døren ind og råber: “Generalen er hos os.”
Ind træder Cobra Matata. I en lang, himmelblå bubu – en vestafrikansk klædedragt, som er sjælden på disse kanter – en rød baret på hovedet, og solbriller, han aldrig tager af.
Respekt! Denne mand kan virkelig komme ind ad en dør. Spindoktoren og hærchefen har rejst sig og gør honnør. Et par livvagter med deres obligate AK-47’ere følger i slipstrømmen sammen med et par civilklædte mænd, der viser sig at være rådgivere fra de militsgrupper, Cobra har dannet koalition med.
Cobra Matata rækker hånden frem. Jeg tager den. Den er slatten og klam. Han lugter af cigaretrøg eller hash.
Han tager sæde i lænestolen overfor. Jeg er paf, havde ikke regnet med, at han ville dukke op. Men nu sidder han dér, med et nervøst eller uudgrundeligt lille smil om læberne. Han har ikke sagt et ord, kun mumlet et eller andet, da vi trykkede hænder.
Jeg når ikke at tænke alt det, jeg regnede med, der ville fare gennem hovedet, hvis jeg mødte ham: Hvordan føles det at hilse på en satan, der er skyld i bortførelse af børn; tvangsfodre dem med indvolde fra mennesker; beordre soldater til gang-rape af kvinder, hvis underliv braser sammen bagefter, fordi væggen mellem endetarm og skede går i stykker; tillade plyndring af marker og nedbrænding af bøndernes huse?
Jeg tænkte kun på at få videokameraet stillet op på en trefod og få det indstillet, så vi kunne gå i gang.
Jeg beder pastoren oversætte: “Mange tak fordi du vil se mig. Det er jeg glad for, for jeg er rejst langt, helt fra Danmark, for at møde dig.”
Så i gang med det første, meget bløde spørgsmål: Hvilken kirke tilhører du, og hvad er din alder.
Svaret: “Jeg er katolik. 39 år.”
Cobra fortrækker ikke en mine. Han er fåmælt.
– Hvad gør du, hvis regeringen siger nej til jeres tilbud?
“Så bliver vi her. Angriber de, kæmper vi.”
– Kan dine styrker vinde over den samlede regeringshær (som tæller omkring 200.000 mand)?
“Ja, det har vi styrke til, takket være Guds kraft.”
– Men I er kun 5.300, så I har brug for megen opbakning fra Gud?
“Vi er kun 5.300, men der er 10.000 flere, som er parat til at støtte os.”
Her bryder en af de tre-fire nyankomne spindoktorer ind. De sidder alle spændt og lytter, og da det er Cobras første interview, skal de sikre, at han ikke siger noget dumt.
“Jeg er rådgiver og vil tilføje, at hele Ituri-provinsen vil støtte os. Vi er alle venner nu, selv om vi førhen har kæmpet mod hinanden, fordi fremmede magter satser os op mod hinanden.”
– Er du bange for at blive anholdt af ICC?
“Nej.”
– Frygter du præsident Kabila, som i april truede fx Bosco Ntaganda med anholdelse, hvorpå også han deserterede fra regeringshæren?
“Jeg er en mand, der står i midten af mine tropper. Det vil ikke være let at røre mig.”
– Rekrutterer du stadig børnesoldater?
“Jeg har aldrig haft børnesoldater, kun voksne. Ingen af mine soldater er under 22 år.”
– Menneskerettighedsrapporter anklager dig for at være ansvarlig for rekruttering af børnesoldater, massakrer og voldtægt. Hvad er din kommentar til anklagerne?
“De er løgnere. De vil sværte mig til, så de har mulighed for at arrestere mig.”
– Jeg har hørt, at du har en personlig troldmand, hr. Kakadu. Er han stadig i dit følge?
“Det er en løgn”.
– Er det også usandt, at I har brugt helligt vand til at undgå at blive ramt af projektiler?
“Vi stoler ene og alene på Gud.”
– Så alt i alt bruger I hverken trolddom, helligt vand eller spiser fjendens hjerte for at få hans kraft?
“Vi beder til Gud, intet andet.”
Jeg takkede på det høfligste for interviewet.
“Vi er ikke sikre her, lad os komme afsted,” hviskede pastoren.
Solens skin er blødt, da vi når den sidste vejspærring, der er bemandet med Cobras soldater. Jeg stiger ud og hilser på dem. Halvdelen er børn. Den yngste har blå gummistøvler på. De stirrer interesseret på mig. Den bedste underholdning længe set. De poserer gerne for kameraet. En af dem har en ghettoblaster, så vi har også musikunderlægning til forestillingen, og pastoren gør mig opmærksom på, hvad drengen har om armen. En amulet.
Jeg spørger hvad han hedder og om hans alder.
“Jeg er 20 år og hedder Cobra Safari”
Det er Cobras bror, vi har mødt, og han dementerer med sin udtalelse sin storebrors ord om, at ingen er soldater er under 22, og at de ikke benytter sig af magiske redskaber som amuletter. Men han var med garanti langt under 18 år.
Fem minutter senere har vi krydset grænsen mellem Cobra-land og det regeringskontrollerede Congo.
Vi sætter os og får en kop te udenfor butikken, der drives af pastorens veninde, der skjulte ham, og som har en god, stærk ugandisk te på kanden.
Jeg tager i smug billeder med telelinse af skyttegraven med sandsækkene, der bevogter vejen ind til Cobra-land, og drikker mere te og spiser kiks.
En midaldrende officer i lysebrun læderjakke kommer hen til pastoren. De taler sammen, og den lattermilde pastor griner flere gange. Jeg tænker, læderjakken nok er en bekendt eller et medlem af hans menighed.
Så snart han er gået sin vej, giver pastoren tegn. Vi skal afsted, væk, kommanderer han.
I bilen kommer forklaringen. Læderjakken var topofficeren på denne strategisk vigtige post. Han var blevet varskoet af nogle af sine soldater om, at jeg havde fotograferet den militære installation, og det er strengt forbudt. Det står på mit pressekort. Jeg skulle anholdes. Og jeg var jo netop kommet fra fjendens territorium. Jeg var sikkert spion
Pastoren havde brugt al sin charme til at bedyre, at jeg var en dansk præst, der var ude og se efter fattige områder, der havde brug for nødhjælp, og at jeg blot havde taget nogle fotos af vejkrydset for hjemme at kunne vise, hvor stor nøden var, så jeg kunne få nogle flere penge til at donere.
Officeren havde troet på pastoren og nøjedes med at sende mig et mistroisk blik, da jeg intetanende så ham gå tilbage til bastionen efter samtalen med pastoren.
Jeg takkede for hans løgnehistorie.
Uden pastoren intet møde med den fritgående Satan.
Amen.