Udlængsel

27 fortællinger fra Eventyrernes Klub

I december 1938 tog polarforskeren Peter Freuchen initiativ til at samle otte mænd og to kvinder på Universitetscafeen i København for at stifte “Eventyrernes Klub”. Det blev begyndelsen til et eventyrligt fællesskab af globetrottere, der hurtigt voksede og i mange år har talt godt 100 medlemmer.

Da klubben blev grundlagt, blev der fortalt om ukendte folkeslag, ugennemtrængelige regnskove, ørkener, der aldrig var krydset, og bjergtinder, der aldrig var blevet betrådt af menneskefødder.

Tiden er en anden nu. Kloden er stort set opdaget og kortlagt, de fleste bjerge besteget, og næsten alle samfund og folkeslag er i kontakt med hinanden på en eller anden måde. Alligevel lever eventyret i bedste velgående, det er bare nogle andre historier, der skal fortælles i dag.

I bogen Udlængsel fortæller 27 af medlemmerne af Eventyrernes Klub deres nyeste eventyr. De tager os med til Somalias pirater, på cykel i Talebans Pakistan, med pump-gun i kano gennem et bjørne-fyldt Alaska, med sulten i hælene i Sibirien, ulovligt gennem et Irak på vej i krig, til hemmelig djævleuddrivelse på Cuba, i åben jolle rundt om Nordpolen, i elbil til Kina, på ski over Grønland og meget, meget mere.

De 27 bidragydere repræsenterer et bredt udsnit af klubbens medlemmer og den måde, begrebet “Eventyret” opfattes på.
Deres navne er:
Jens Alstrup, Jakob Andersen, John Andersen, Ole Frank Andreassen, Anders Bilgram, Tonni Frandsen, Joakim Groth, Tore Grønne, Bjørn Harvig, Jacob Holdt, Mikkel Jungersen, Henrik JuulNielsen, Troels Kløvedal, Rasmus Krath, Lars Kræmmer, Øjvind Kyrø, Ole Lindboe, Jens Nauntofte, Jes Stein Pedersen, Lars Toft Rasmussen, Søren Sattrup, Henrik Højmark Thomsen, Hjalte Tin, Carl Træholt, Frode Kjems Uhre, Rane Willerslev og Lars Ørlund.

Bogen er udkommet på Gyldendal

Anmeldelser

Rejsefortælling om det runde bord

Eventyrernes Klub er kun for mænd, og optagelseskriteriet er, at man skal have haft en usædvanlig oplevelse under usædvanlige forhold, at man stadig opsøger eventyret, og at man er i stand til at formidle sine oplevelser for andre.