Is i maven

Weekendavisen | 25.04.2013

af Peer Henrik Hansen

Kold krig. Oberstløjtnant Stanislav Petrov afværgede muligvis ene mand en atomkrig. Men han fik ingen tak i sit hjemland, Sovjetunionen.

Kort efter midnat den 26. september 1983 gik alarmen på en af Sovjetunionens varslingsstationer.

Stationen havde til opgave at opdage affyringen af atommissiler rettet mod sovjetisk territorium, og nu skulle vagthavende officer Stanislav Petrov forholde sig til, at systemet tilsyneladende havde opdaget affyringen af fem amerikanske missiler.

Systemet kunne ikke fejle. Var et angreb indledt? Ja, det var computerens konklusion.

Havde han troet på computeren og fulgt dens anbefaling, ville Petrovs melding gå videre til generalsekretær Juri Andropov, som herefter ville igangsætte det sovjetiske modangreb. Petrov valgte at tro, at der var tale om en computerfejl, selv om han var meget i tvivl.

Bogens dramatiske detaljer skal ikke afsløres her, for dem skal læseren selv gå på opdagelse i, men uden at røbe nogen stor hemmelighed kan det nævnes, at som for alle andre totalitære regimer var selvstændige vurderinger, afvigelser fra ordrer og kritiske spørgsmål ødelæggende for det sovjetiske diktatur. Petrov fik da heller ingen hæder for sin handling.

ØJVIND Kyrø har forfattet en journalistisk fremstilling baseret på Petrovs erindringer og nogle håndfulde bøger, og den er bestemt spændende skrevet. Vi følger menneskeskæbnen Petrov og får indblik i, hvordan episoden ødelægger hans i forvejen svære tilværelse med familieproblemer, stigmatisering, depression og alkoholmisbrug. En amerikansk anerkendelse 20 år efter hans bedrift river ham midlertidigt ud af depressionen.

Kyrøs bog vandrer mellem den personlige fortælling og det storpolitiske spil, og den bringer flere interessante problemstillinger op i forsøget på at forklare, hvad der gik forud for den dramatiske hændelse.

Flere af den kolde krigs konflikter berøres, og der fortælles blandt andet om, hvor galt det kunne være gået i forbindelse med Cubakrisen i oktober 1962 som følge af uvidenhed og fejlvurderinger af modstanderen. Netop Cuba-krisen indeholder en parallel til Petrovs historie, for også i 1962 kunne enkelte officerers egenhændige gerninger have ført til den altødelæggende atomkrig.

Mens Cuba-krisen har været grundigt undersøgt i 60 år, mangler vi stadig viden og en række detaljer om den kolde krigs farlige spil i begyndelsen af 1980erne. Måske netop derfor er det vigtigt at følge udviklingen og de seneste forskningsresultater, som kan bidrage til at nuancere fortællingen, og her har bogen nogle mangler.

EN af de episoder, som spiller en rolle i bogen og som er blevet diskuteret en del de seneste år, er Able Archer-øvelsen i november 1983.

Her afviklede NATO en kommandopostøvelse med navnet Able Archer, en »kontor« -øvelse, som ikke indbefattede soldater, fly, kampvogne og skibe i felten. I den internationale ( og den danske) litteratur finder man beskrivelser af, hvordan øvelsen angiveligt skulle have bragt verden på randen af en atomkrig, fordi russerne – som følge af flere års paranoia og blind tro på en tvangstanke om Vestens planlægning af et overraskelsesangreb – troede, at en krig var nært forestående og derfor gik i højeste alarmberedskab.

At Vesten skulle have skabt panikagtige scener i det sovjetiske system, og at verden var timer og minutter fra en atomkrig som følge af øvelsen, har længe været en etableret sandhed, men i de seneste år er der blevet sået tvivl om udlægningen. Senest skete det ved en efterretningskonference på Syddansk Universitet i oktober 2012, hvor den anerkendte amerikanske historieprofessor Mark Kramer fra Harvard University lukkede yderligere luft ud af ballonen. Var russerne ved at sende bombefly og atommissiler af sted mod Vesten? Var Warszawa-pagten klar til krig? Kramers undersøgelse baseret blandt andet på samtaler med medlemmer af det sovjetiske kommunistpartis politbureau pegede på et »nej«, og han fik støtte blandt publikum af den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste ( FE), pensioneret generalmajor Jørgen O. Hjorth som deltog i diskussionen og bekræftede, at man ikke havde bemærket optræk til noget særligt i Øst.

Episoden på SDU kan Kyrø naturligvis ikke klandres for ikke at have med i sin bog, men at Able Archer-episoden har været omdiskuteret i snart ti år, burde læseren måske have været præsenteret for.

Bogen giver forhåbentlig lyst til at blive klogere på den kolde krig, og som læser sidder man tilbage med flere skræmmende og uafklarede spørgsmål. Var verdens skæbne virkelig lagt i hænderne på en oberstløjtnant i en skov nogle hundrede kilometer fra Moskva? Kunne Petrov virkelig starte en krig baseret på en computerfejl? Ja, det er der meget, der tyder på, men russiske arkiver rummer de endelige svar.

Næste spørgsmål trænger sig på: har der i koldkrigsforskningen været for meget fokus på den politiske og militære elite fremfor at kigge nærmere på aktørerne længere nede i systemet? Ja, Petrovs historie er i hvert fald et eksempel på, at også mindre kendte aktører spillede centrale roller under den kolde krig, og at deres fortællinger mangler at blive inddraget i den store koldkrigsfortælling.

Peer Henrik Hansen er afdelingsleder for Koldkrigsmuseum Langelandsfort.