Et lille land med store fængsler

Weekendavisen | 08.07.2011

Til afrikansk topmøde hos en af verdens værste diktatorer. Trods enorme olierigdomme, der har gjort landet til »Afrikas Kuwait«, lever 70 procent af befolkningen i armod og har en daglig indtægt på under en dollar.

Af Øjvind Kyrø

 

MALABO – Meget ondt bliver sagt om Ækvatorialguineas præsident, Teodoro Obiang Nguema Mbasogo. Men stil – det har han.

  Som ny leder af Den Afrikanske Union ( AU) skulle han, som det sig hør og bør, være vært for det årlige topmøde. Men hvordan arrangerer man en sammenkomst for præsidenter fra 53 lande og deres følge på en ø på størrelse med Fyn, hvor der ikke er mange hotelværelser, endsige en kongressal?

  Man bestiller til de to dage, topmødet varer, et kongrescenter og 52 små paladser til de tilrejsende kolleger samt et par hoteller af luksusklassen – Sofitel og Hilton.

  Således opførte et kinesisk firma de ønskede bygninger ti kilometer uden for hovedstaden, hvortil der også blev lagt en sekssporet motorvej, dekoreret med flagguirlander og fotos af præsidenterne, inklusive oberst Gaddafi fra Libyen og præsident Bashir fra Sudan, som begge er efterlyste for krigsforbrydelser af Den Internationale Straffedomstol i Haag.

  For et halvt år siden stod kongrescentret færdigt, og kineserne smilede stolt. Præsident Obiang inspicerede det. Det var ikke godt nok, syntes han. Derpå hidkaldte han en tyrkisk arkitekt, som tegnede en endnu finere og mere raffineret kongresbygning. Arkitekten lovede, at den ville stå klar til topmødet 30. juni.

  I løbet af fem måneder nåede han det. En nærmest futuristisk bygning stod på præsidentens 69-års fødselsdag klar ved siden af den kinesiske, og de to bygninger blev forbundet med en overdækket bro.

   En sydafrikansk journalist, som går op i design, kurrede ved synet af det tyrkiske kongrescenter med sorte marmorgulve og italienske møbler: »Selv sølvtøjet i restauranten er meget mere stilfuldt. Og toiletterne, åh!« udbrød hun.

  Jo, præsidenten har stil.

  Men journalisten var forbavset over, at to kongressale i verdensklasse knejser uden for en hovedstad, som meget få har besøgt. Dels fordi præsidenten hverken bryder sig om turister eller journalister, dels fordi her ikke er nogen attraktioner.

  I århundreder har Ækvatorialguinea ligget hen som et ludfattigt, malariabefængt og glemt område. De spanske koloniherrer havde en givtig indtægt fra kakao, takket være importeret arbejdskraft fra Nigeria, men i 1968 overlod Spanien landet til sin egen skæbne, da demokrati-bølgen rullede hen over Afrika.

  Det hele ændrede sig imidlertid for 15 år siden. Amerikanske olieselskaber fandt gigantiske forekomster i det store havområde, som landet råder over, fordi det geografisk har samme struktur som Danmark: Størstedelen af landet ligger på fastlandet, mens hovedstaden befinder sig på en ø.

Kulisser

 

Olierigdommene har statistisk set gjort de knap 700.000 indbyggere til de rigeste afrikanere. Ifølge nogle opgørelser kan de tilmed regnes til de rigeste i verden – efter Luxembourg.

  Men over 70 procent lever i armod som førhen og har en daglig indtægt på under en dollar. Halvdelen af befolkningen har ikke adgang til rent vand. Hvert femte barn oplever ikke sin 5-års fødselsdag. Der flyder åbne kloakker gennem hovedstaden. Patienterne skal selv medbringe medicin, vat og lagener til sygehusene. Skolerne savner kridt til tavlen.

   Og i disse uger er der slet ingen undervisning. For at undgå optræk til nogen form for opsætsighed mod styret eller topmødet blev skolerne lukket den 1. juni, og de ældste elever blev sejlet ind til fastlandet.

   Officielt har topmødet kostet staten tre millarder kroner. Men ingen, der ser sig om i Malabo, tror på, at det har været så billigt.

   Foruden de to store kongrescentre, de små paladser til præsidenterne og luksushotellerne til deres følge, er der købt tusind nye luksusbiler til at køre delegationerne rundt på de nye veje i byen, der er mindre end Aalborg.

   Desuden er der ikke alene anlagt nye motorveje, de gamle hovedveje er også blevet udvidet og asfalteret af et serbisk firma, ligesom en del af byens gader er blevet forsynet med fortove. Det hele bliver efter mørkets frembrud badet i lys fra titusindvis af nye blå gadelamper, købt og opstillet af et kinesisk firma, mens de fleste indbyggere som sædvanlig må gå til ro uden elektrisk lys. Det hele er kulisser, siger frygtsomme indbyggere.

   »Obiang er rigere end Ækvatorialguinea, og kun han ved, hvor meget de to dages topmøde har kostet,« siger Marcial Abaga Barril, der er formand for en privat organanisation, der bekæmper korruption.

   Barril er en af de uhyre få, som tør udtale sig. Alle andre; præster, journalister, læger eller pedeller hvisker, selv i enrum, når de fortæller om virkeligheden og tør ikke lægge navn til deres egen beretning.

   »Det er en fornærmelse mod de fattige, mod analfabeterne,« tilføjer Barril, som har været anholdt mange gange og er blevet pryglet af politiet.

   Tortur er i det hele taget en almindelig praksis. »De havde end ikke skjult deres instrumenter, da jeg kom på anmeldt besøg,« bemærkede Manfred Nowak forundret i 2008. Nowak var FNs tortursagkyndige udsending.

   Men trods alle negative kendsgerninger kaldes Obiang for »vores ven«, som den foregående regering i USA udtrykte det under et møde i Det Hvide Hus. Og præsident Obiang og frue poserer smilende samme sted under et nyligt besøg hos Barack Obama og hustru.

  Årsagen er enkel: »Afrikas Kuwait« står for 20 procent af USAs olieimport. Og der er netop fundet enorme forekomster af naturgas i farvandet.

   Den amerikanske ambassadør i Malabo kalder ifølge en indberetning, som WikiLeaks har afsløret, Obiangs diktatur for »et godgørende autoritært lederskab«.

Ingen kritiske spørgsmål

 

»Det hele er facade,« hvisker en lokal journalist på vej ud til Sipopo, som stedet hedder med de to nye kongrescentre, hoteller med spa, en 18 huls golfbane samt en marina med én speedbåd. Langs motorvejen dertil ligger splinternye og arkitektonisk avancerede højhuse med banker, politihovedkvarter, forsikringsselskaber, ministerier, og bag dem ligger slumkvartererne, hvor de skolefri børn bærer vand i gamle malerbøtter til hjemmet. Men dem ser man ikke fra den nye vej.

   »Det er et lille land med store fængsler,« siger et religiøst overhoved, som er medlem af en delegation, med dæmpet stemme, og kun sådanne fortrolige bemærkninger var at høre under topmødet.

   Ingen af præsidenterne, ingen af delegaterne kritiserede formand Obiang eller hans ekstravagante investeringer i topmødet. Tværtimod blev han prist: »Tak for de fine omgivelser – takket være dem er vi kommet frem til resultater,« sagde præsidenten for Kap Verde i en tale.

   End ikke Lula, Luiz Inacio da Silva – som efter at have overladt præsidentpaladset i Brasilia til sin efterfølger har påtaget sig et job som koordinator af samarbejdet mellem Afrika og Latinamerika – ytrede ét kritisk ord i sin tale til topmødet. Der var ellers en del andre udemokratiske præsidenter at stikke til ud over værten.

   Heller ingen af de tilrejsende journalister turde stille kritiske spørgsmål til pressemøderne. »Det første, jeg fik at vide af en lokal kollega, var, at hvis jeg ville herfra i live, skulle jeg ikke stille den slags spørgsmål,« oplyser en journalist fra et østafrikansk land, hvor pressen er temmelig fri.

   Organisationen Reportere uden Grænser kalder landet for »et helvede for journalister« og udnævnte det sidste år til at være nr. 167 ud af 178 lande på sit »pressefriheds-index«. En repræsentant blev for nylig nægtet indrejse med den begrundelse, at organisationen ikke havde fjernet den fornærmende liste fra sin hjemmeside.

   At regeringen holder pressen i stramme tøjler fik et tysk tvhold fra ZDF at mærke et par uger før topmødet. Holdet blev arresteret, fik sine optagelser slettet og blev sat på det første fly ud af landet.    Årsagen var, at det havde taget billeder af et slumkvarter og interviewet en oppositionspolitiker.

Indbyggerne i landet får deres censurerede nyheder gennem det statslige radio og tv, og der udkommer kun en statslig avis hver 14. dag, hvori der normalt står det samme, som er blevet sagt i radio og på tv. En boghandel findes ikke i landet.

   »Undertrykkelsen er så stærk, at selv kirken er tavs, og den tør næsten ikke sige, at man ikke må slå ihjel,« siger en lokal journalist, der heller ikke vil nævnes ved navn.

Gaddafi

 

Topmødet handlede egentlig om den afrikanske ungdoms fremtid. Emnet er alvorligt – 65 procent af kontinentets beboere er under 30 år, og 60 procent af dem er arbejdsløse – men det var oberst Gaddafi, som præsidenterne kerede sig mest om.

   Præsident Moammar Gaddafi var for to år siden formand for AU, og det var ham, der i sin tid grundlagde unionen i sin fødeby Sirte. Obersten har været generøs med pengegaver, der kunne puste liv i et nyt afrikansk fællesskab med demokratiske slogans til afløsning for Organisationen for Afrikansk Enhed ( OAU), som gik under øgenavnet »de gamle dikatorers klub«.

   Venskaber er altafgørende i Afrika, og det skortede således ikke på opbakning til Gaddafi.

    »Præsident Gaddafi er af Den Internationale Straffedomstol i Europa blevet efterlyst. Jeg forstår ikke, hvorfor en leder, der har arbejdet hårdt for sit land, skal udsættes for det,« tordnede Obiang fra talerstolen og beskyldte omverdenen for at bruge menneskerettighederne som dække for at skabe »utallige ofre«.

   Sydafrikas Jacob Zuma fortalte, hvad diskussionerne under topmødet havde ført frem til: »AU skal stå i spidsen for fredsforhandlinger i Addis Ababa ( i Etiopien, hvor AU har sit hovedkvarter. red.), for vi går hverken ind for en militær løsning eller en udenlandsk intervention i Libyen. FN og Den Arabiske Liga kan også deltage i forhandlingerne.«

   Der var repræsentanter for begge sider af krigen i Libyen til stede under topmødet, og en særlig AU-gruppe på fem præsidenter var forinden rejst til Libyen og været både i Tripoli og Benghazi.

   AU-formand Obiang tordnede mod bombningerne, som han ikke undlod at påpege, er anført af de gamle kolonimagter, og han meddelte, at ingen afrikanske lande ville følge Den Internationale Domstols krav om anholdelse af Gaddafi.

   AUs generalsekretær Jean Ping forsøgte at forklare, hvorfor AU-staterne ikke ville følge kravet, selv om 32 af dem har skrevet under på at støtte og følge Domstolen i Haag ( ICC): »Vi er imod, at ICC kun er efter afrikanere. Sker der ikke noget i Pakistan, Tjetjenien, Gaza eller Sri Lanka? Og hvorfor bliver ingen amerikanere anklaget for at have ført krig i Irak på et løgnagtigt grundlag?«

   Da topmødet og det efterfølgende pressemøde var slut, kørte luksuriøse busser med lædersæder og tv ind til byen, under broer med blinkende lyskæder og oplyste springvand i rundkørsler.

   Politibiler af mærket Hummer og splinternye BMW-motorcykler eskorterede dem, der overnattede inde i hovedstaden, sikkert frem til deres hoteller.

   Kongresbyen Sipopo ville næste morgen være øde og tom, og hvad skal der ske med al den luksus?

   Journalisten fra Sydafrika sukkede: »Der sker nok det samme som med alle de stadioner, vi fik bygget til fodbold-VM. De bliver sjældent brugt.«.