Hjælp, jeg vil ud
Jyllands-Posten | 22.11.2008
For den eventyrlystne har Congo meget at byde på, deriblandt kakerlakker, kidnapninger, krybskytter og krig.
Af Øjvind Kyrø
Det uvirkelige begynder allerede under indflyvningen, da stewardessen informerer om, at det ifølge congolesisk lov er forbudt at tage fotos af landet fra luften. Det er i forvejen umuligt. Udenfor er det allerede blæksort. Air France er igen forsinket.
Usædvanligt mange sidder og læser i slidte bibler. Min danske rejsefælle har siddet og studeret en ny guidebog om Congo, og den gør ham ikke tryg. Der står f.eks., at man straks bør flygte til Sydafrika eller Europa, hvis man bliver alvorligt syg.
Congo er, hedder det i guidebogen, »et af de mest utæmmede områder på planeten«, og der findes én pengeautomat i landet, der har et areal på størrelse med EU og et indbyggertal som Frankrigs. Over halvdelen af landet er dækket af en regnskov, der i størrelse kun overgås af Amazonas.
Guidebogen oplyser videre, at ankomsten i N’Djili-lufthavnen »kan være en oprivende oplevelse«, og at »kaos, bestikkelse og vilkårlig ransagning af bagagen (med efterfølgende tab af ting) er almindelig.«
Endnu før man træder ind i lufthavnsbygningen, står uniformerede mænd parat for at kontrollere ens gule kort og se, om man er behørigt vaccineret mod gul feber, tyfus og meningitis. Som om vi, der kommer fra Europa, medbringer smitte til det mest sundhedsfarlige land i verden, hvor bifloden Ebola lægger navn til en af de mest dødelige og uhelbredelige lidelser. Her er også sovesyge, spedalskhed, kolera og hiv i ukendt omfang.
Min rejsefælle har glemt sit gule kort og må bøde 60 dollars. Heldigvis bliver han ikke perforeret af indsprøjtninger på stedet, selv om det havde været ret logisk.
Air France har glemt vores bagage i Paris, så der er ikke noget at stjæle for alle de dragere og halvuniformerede mænd, der kredser om os, og vi holder på de grønne dollars, som vi har stuvet i pengebælter og i bukselommerne.
En stinkende hovedstad
Vi kører ind i Kinshasa, verdens største fransktalende by. Den overgår såvel Paris som Montreal i folketal.
Sjældent ser man en hovedstad så dunkel. Kun lyskegler fra biler og motorcykler samt gule bål i vejsiden aftegner kulisserne. Der ligger en sky af røg over hele byen. Alle de, der bor på gaden, samler om aftenen affald sammen og sætter ild til, så de kan lave lidt mad over bålet. Lossepladsen brænder.
Man føler sig utryg i dette plastic-stinkende, mørke landskab af skygger. Især når man ved, at 80 pct. af alle forbrydelser i landet begås af regeringshæren eller politiet. Det er lettere at finde en ærlig tyveknægt.
Vi har fået anbefalet Fontana som hotel. Det koster kun 75 dollars om dagen, hvis man kan dokumentere, at man har noget med FN at gøre. Verdens største fredsbevarende styrke på knap 18.000 mand er udstationeret her.
Fontana ejes af en libaneser, som sidder i et hjørne af restauranten og tæller penge. Han burde bruge sin energi på værelserne. Mit er uden vand. Desuden skal jeg dele værelset med en kakerlak, som kryber langs panelet. Badeværelset er snavset og ser ud til at være indrettet af en blikkenslager, der dumpede som lærling.
Yoghurt: 70 kroner
Alt er vanvittigt dyrt, fordi alt importeres. End ikke mælk bliver fremstillet på industriel basis i Congo. En halv liter drikke-yoghurt koster 70 kroner i et nærliggende supermarked med tilhørende tekstilafdeling.
Opgaven er at købe tøj, indtil Air France om et par dage lander igen, forhåbentlig med vores bagage. En nidkær ekspedient holder os fra at berøre bunkerne med kinesisk fremstillede mærkevarer. Det er hans job at åbne poserne og undersøge, om størrelsen er den rigtige. Så går der tid med det.
Ekspedienten håber utvivlsomt på at få drikkepenge for at stå til tjeneste, og selv om der står i avisen, at regeringen har sat daglønnen op fra én til tre dollars, får han næppe meget mere end andre congolesere. Indkomsten er i snit på to-tre kroner om dagen.
Vi er nogle af de få, der rejser til Congo. Millioner forsøger desperat at slippe ud af landet.
I den østlige del af landet er krigen brudt ud igen, selv om der formelt er indgået flere fredsaftaler de seneste fem år, og over en million mennesker lever som interne flygtninge.
Sært land, mange navne
Vi flyver et par tusinde kilometer østpå over landet, som har skiftet navn fire gange. Først hed det Kongo efter det kongedømme, hvis indbyggere for et halvt årtusinde siden opdagede et skib med portugisere, som gik i land, og som fragtede kongoleserne som slaver til den anden side af Atlanten, til Portugals nye koloni Brasilien.
For 130 år siden blev landet døbt Fristaten Congo , da den belgiske konge Leopold den Anden ved en stormagtskonference i Berlin fik landet tildelt som sin personlige ejendom, fordi han ville kristne indbyggerne. I stedet udplyndrede han landet for gummi og elfenben med en brutalitet, der gjorde det af med halvdelen af befolkningen. Dette rædselsregime beskrev Joseph Conrad i Mørkets Hjerte, efter at han i 1898 havde sejlet op ad Congo-floden med en dansk kaptajn i styrehuset.
Den eneste opgangsperiode fandt sted, da den belgiske stat for præcis 100 år siden købte kongens private ejendom. Belgisk Congo kom det til at hedde.
Da landet blev selvstændigt i 1960, varede det kun få år, før oberst Mobutu Sese Seko greb magten og omdøbte landet til Zaïre .
I 1997 flygtede Mobutu, da lilleputstaten Rwanda invaderede og indsatte Laurent Kabila som præsident. Den korpulente drukkenbolt og skørtejæger fandt på et nyt og ganske misvisende navn, Den Demokratiske Republik Congo , selv om de første demokratiske valg i 40 år først fandt sted, efter at han var blevet skudt af sin livvagt, og hans søn, den 29-årige Joseph Kabila, havde overtaget magten.
Et flystyrt om ugen
Når man flyver hen over det kæmpemæssige rige, er det svært at øjne nogen menneskelig aktivitet. Der er kun 500 km asfalteret vej tilbage, næsten al trafik med både varer og personer foregår med cykler ad uvejsomme stier gennem junglen. Kun de rige kan ty til fly, som til gengæld er så farlige, at der sker en ulykke en gang om ugen. Derfor har FN indsat en flåde af fly, der er den største i Afrika, og er man journalist eller nødhjælpsarbejder, kan man komme med her, hvis der er et ledigt sæde.
I Goma, som grænsebyen til Rwanda hedder, burde det vrimle med turister. For her, under den 3,5 km høje og rumlende vulkan, hvis munding lyser rødt om natten, ligger indgangen til Virunga-naturparken, som huser de sidste bjerggorillaer i verden.
Men man ser ingen turister, de er skræmt væk af advarslerne om kidnapninger og krybskytter i reservatet. Samt – efter Morgenavisen Jyllands-Postens besøg – af den genopblussede krig.
På Hotel Ihusi – navnet betyder madding – er der fremragende udsigt over Kivu-søen. Dette var engang den bedste riviera i Afrika. Folk tog hertil fra hele kontinentet for at nyde skønheden, det var det ideelle sted for bryllupsrejser, og her havde Mobutu ligesom andre rigmænd sit sommerpalads.
Kondomer og altervin
I dag er det kun hjælpearbejdere, FN-folk, smuglere, våbenhandlere og andet godtfolk, som indlogerer sig på det nye Ituri hotel, opført af byens rigeste mand, der er analfabet, men god til tal.
Der ligger kondomer på værelset, i restauranten er der anbragt statuer af nøgne kvinder med 10 meters mellemrum, vinkortet byder på altervin fra Cypern, og om morgenen er tjenerne så sløve, at man selv må hente bestik og service i buffet’en og dække bord.
En morgen, mens vi står ved receptionen og venter en times tid på, at manden med nøglen til kontoret med internet-adgang dukker op, kommer et ældre ægtepar gående. Typiske amerikanere, kvinden med blåt hår, manden med spadserestok. Er det virkelig turister?
Men nej. De er begge læger, og i stedet for at bruge deres livs aften på at spille golf i Nebraska, har de gennem 15 år jævnligt rejst til Congo for at undervise på det medicinske fakultet Goma.
»Lærdom kan dog ikke stjæles fra dem,« ler manden, mens hans hustru priser, hvor opvakte og lærenemme de 1.000 studerende er.
Beskidt overalt
En tredjedel af startbanen i Goma er begravet af lava fra det seneste vulkanudbrud i 2002, og resten er draperet med flyvrag og udbrændte jetmotorer. Efter en times flyvning bider landingshjulene i asfalten i Bunia, hvor FN har indrettet lufthavnen med maskingeværreder af sandsække på begge sider af landingsbanen. Bunia har i årevis været det farligste sted i Congo.
Det bedste logi hedder Hotel Bunia. Det er billigt, kun 35 dollars, og ligger nær byens støvede hovedgade. Min rejsefælle ligger på knæ hver morgen, når han skal barbere sig. Håndvasken er anbragt i en højde, så en pygmæ – og dem er der også en del af her på egnen – ville være fornøjet. Mit badeværelse er så mørkt, at det er umuligt at barbere sig. Enten er strømmen gået eller lyset for svagt.
Min rejsefælle sover med sin trøje krænget ned over hovedpuden, så beskidt er her. Min pude stinker af naftalin.
Også om morgenen klager min rejsefælle sig. Der er et stort hul under loftet ind til naboværelset, hvor en mand natten lang har ligget og snorket højlydt. Også lugten fra hans toiletbesøg går gennem åbningen.
Om aftenen flokkes teenagepiger ved baren. Det er forbudt FN-tropperne at have sex med lokalbefolkningen. Men hotellets bestyrer fortæller, at hverken FN-soldaterne eller officererne holder sig tilbage over for de unge damer iført krigsmaling og ikke ret meget andet.
»Især lørdag aften er der gang i dem,« oplyser han.
Luksushotel uden el
Men den aften er vi væk. Vi flyver til Kinshasa og lover undervejs hinanden, at vi nu vil bo på det bedste hotel i Congo – koste, hvad det vil.
Vi går ind ad glasdøren til det femstjernede Hotel Memling med drømmen om rene lagner, rene gulve, velsmagende mad og årvågen betjening. Vi trænger til luksus.
Kommer man ind fra gaden, er prisen 180 dollars (1.050 kr.) for et enkeltværelse. Morgenmaden er ikke inkluderet.
Her er en swimmingpool, men vi bliver advaret mod at benytte den, for vandet er sundhedsfarligt.
Det er vores sidste aften i Kinshasa, og vi går, omgivet af påtrængende tiggere, til en græsk restaurant, hvor der også er en glitrende, forurenet pool at se på, mens man spiser. Vi bestiller en flaske rødvin, skåler og forsikrer højtideligt hinanden, at vi aldrig nogensinde vender tilbage til Kinshasa igen.
På Memling opsøger min rejsefælle receptionen for at informere om, at hans værelse henligger i mørke. Han besøger de fem receptionister i alt fire gange, før han opgiver, tager pandelampen på, lægger sig i sengen og læser en bog, der ikke har med Congo at gøre.
Turister på flugt
Memling er så prominent et hotel, at Air France har et kontor, hvor man kan tjekke sin bagage ind. Kontoret ligger i stueetagen i en arkade, og når man kommer ind, ligner sceneriet de underjordiske toiletter på Rådhuspladsen i København, før de blev renoveret.
Afgangshallen i lufthavnen ville kunne inspirere en arvtager til Dante, hvis han ville beskrive en moderne version af skærsilden. Man skal undervejs igennem utallige undersøgelser, foretaget af mænd i dårligt humør.
Den eneste lindring i denne uhumske bygning er Salon Okapi – en slags lounge, hvor man mod at betale 15 dollars kan sidde i et aflukke med polstrede stole. Men drikkevarer og internet koster ekstra, og her er end ikke dagens avis.
Efter to uger i Congo har vi ikke set en eneste turist. Men dem, der bor her, må da have set en? Talskvinden for FN-styrken, Sylvie van den Wildenberg, ler:
»De eneste turister, jeg har set, blev overfaldet og søgte tilflugt hos os.«
Congo – dårlige og rædsomme ting ved rejsen
* Utryghed på grund af kriminalitet.
* Kedsommelig mad.
* Mangel på asfalt.
* Skyhøje priser på alt.
* Snavs overalt.
* Alle vil have penge.
Rejsetips
* Flypriserne er høje, en returbillet til Kinshasa koster mellem 9.000 og 13.000 kr. SN Brussels er det luftfartsselskab, som de fleste kendere af trafikken anbefaler
* Medbring dollars. Ingen tør stikke sit kreditkort ind i den enlige pengeautomat, der er i landet.
* Husk lygte, helst pandelampe. Selv om Congo kunne oplyse det meste af Afrika med vandkraft, er elforsyningen sporadisk.
* En rejseforsikring, der varer en måned, koster hos Gouda 640 kr. Hos Europæiske, derimod, kan man slet ikke tegne forsikring, fordi hele landet vurderes at være i krigstilstand.
* Køb guidebogen Congo af Sean Rorison. Bradt Travel Guides. England 2008
Billedtekst: En sanitær detalje på et af Kinshasas førende hoteller.
Af sammenknyttede plastposer med snor omkring kan man lave sin egen fodbold.
En opmuntring i miseren: Friske råvarer på markedspladsen.
Congos eneste pengeautomat – men virker den?
FN-styrkens fare-termometer – selv i hovedstaden ved man aldrig, hvornår der bryder uroligheder ud.
I Congo er telefonboksene bemandede – og udsmykket med reklamer og bibelske skriftsteder.