Kineserne kommer

Weekendavisen | 14.11.2008

Den Demokratiske Republik Congo har alt, men folk ejer intet. Rigdommene af mineraler som guld og diamanter er igen solgt til udlandet. Denne gang til Kina.

Af Øjvind Kyrø

 Kinshasa – Ekspeditricen slår blikket ned på glasdisken, da hun hører det forventningsfulde spørgsmål. »Nej, smykket er ikke lavet her,« svarer hun.

   – Jamen, jeg vil gerne have ét med hjem, der er lavet her i Congo. I har jo så meget guld…

   »Det smykke, De står med i hånden, får vi fra Italien,« oplyser hun og tilføjer: »Hvor guldet kommer fra, ved jeg ikke. Og vi har ingen guldsmede her i Kinshasa.«

   Ekspeditricen i smykkebutikken i hovedstadens fornemme fem-stjernede Hotel Memling ser igen forlegent væk, ud på den støvede gade. I hotellets shopping mall og i et nærliggende supermarked kan man købe ting af kvalitet. Men ingen af dem er fremstillet i det kæmpemæssige, frodige land.

   På hylderne i supermarkedet står drikkeyoghurt med jordbærsmag. Pris: 70 kroner for en halv liter. Stort set alle varer i det mondæne supermarked er importeret, inklusive tyggegummi fra Vejle. Kun et par oste, fersk kød og frugt er fremstillet lokalt.

   Og sådan er det overalt. Bilerne på de støvede veje er importeret fra tyske brugtvognsforhandlere, og går man rundt på en markedsplads, vil alt i boderne være fremstillet i Kina, bortset fra ekspedienten. Tekstiler, gryder, cykler, plasticspande, ledninger. Kun grøntsags- og fiskeboderne tilbyder congolesiske produkter.

   Den Demokratiske Republik Congo har alt, men folk ejer intet. Rigdommene af mineraler som guld og diamanter er igen solgt til udlandet. Nu til Kina.

   Kinas største afrikanske investering er havnet i Congo. Ni milliarder dollars (52 milliarder kr.) lyder aftalen på.

   »Hvis vi kan tage Congo, har vi hele Afrika,« sagde formand Mao Zedong i 1964. Congo var i begyndelsen af 1960erne et af de rigeste lande i Afrika, der havde fået sin selvstændighed, og kineserne tænkte dengang ikke fortrinsvis på rigdomme, men ideologisk.

   Congo var kaos, efter at belgierne havde indrømmet indbyggerne uafhængighed, premierminister Lumumba var myrdet, oberst Mobutu var ved at blive diktator – og derfor var landet modent. »Den revolutionære situation er meget fordelagtig for os,« bemærkede Mao.

   Selv om man i Washington ikke havde hørt Maos udtalelse, kendte man formandens tankegang og iver efter at eksportere kommunistisk tankegods.

   USA velsignede derfor Mobutu med rosende ord og fordelagtige lån gennem Verdensbanken, så hans diktatur ikke levnede congoleserne mulighed for at gøre oprør. Det gjaldt om ikke at give Sovjetunionen mulighed for at friste Mobutu i denne kølige tid, hvor Afrika var blevet en ny frontlinje mellem Øst og Vest.

   Men i dag har det gigantiske økonomiske opsving i Kina fået kinesiske handelsdelegationer til at sværme om Congo for at købe landets råstoffer og skabe revolution inden for infrastrukturen, som er smuldret hen, siden belgierne fortrak. Den congolesiske infrastrukturminister Pierre Lumbi sammenligner aftalen med Marshall-planen, som skulle genrejse Europa efter Anden Verdenskrig.

   Aftalen går ud på, at Kina investerer 9 milliarder dollars – et pænt beløb i betragtning af at Congos statsbudget er på 3,6 milliarder dollars årligt – i form af lån.

   En tredjedel af beløbet skal pumpes ind i de krigshærgede miner. For at få malmen bragt videre, bliver de resterende 6 milliarder dollars givet som fordelagtige lån, der skal investeres i at genopbygge 4.500 km veje og jernbaneskinner, som rækker ud til kysten.

Desuden har den congolesiske regering forhandlet sig frem til, at der skal bygges to universiteter, 176 sygehuse, en ny havn, 5.000 boliger – og at hovedstadens kloaksystem skal renoveres.

Giver ingen jobs

Kineserne har allerede i flere år investeret i nabolandet Zambia, og når congoleserne betragter situationen sydover, stivner smilet.

   For det første skaber kineserne ikke arbejde – de kommer selv med arbejderne, uanset om det er mænd, der har kørekort til trillebør eller kan opføre en smelteovn af sværvægtsklassen.

   For det andet skaber kineserne arbejdsløshed. Over 75 procent af mineeksporten fra Congo kommer for dagens lys med hakker og skovle som på kong Salomons tid, takket være to millioner lokale »freelancegravere«, men kineserne vil industrialisere processen med maskiner og egne folk til at betjene dem.

   Og for det tredje vil kineserne ikke bygge fabrikker og andre virksomheder, der kan forarbejde råstofferne. Congo var ved sin selvstændighed Afrikas næstmest industrialiserede land, og den æra genopliver aftalen ikke. Kineserne er i Zambia i færd med at opføre en kæmpemæssig smelteovn i en »særlig økonomisk zone«, der ligger tæt på grænsen til Congo, og her er det meningen, at kobbermalmen fra Congo skal forarbejdes. Bygningen af en firesporet landevej dertil er allerede begyndt.

   Zambianerne har protesteret så voldsomt over kinesernes fremfærd, at da præsident Hu Jintao i 2006 besøgte landet, blev hans planlagte udflugt til »kobberbæltet« aflyst af frygt for demonstrationer.

   Kineserne holder sig for sig selv, og de behandler sorte nedladende og brutalt, lyder anklagerne. Rygterne svirrer også bestandigt om, at de holder hunde for at spise dem, og at mange af arbejderne er straffefanger.

Dokumenteret udplyndring

Enhver geolog falder i trance over Congo. Her er 10 procent af planetens kendte kobber, tilmed i en langt renere åre end noget andet sted.

   Verdens største eksportør er i øjeblikket Chile, som er velsignet med forekomster på 88 millioner ton. Congo råder over 70 millioner ton, men her er kvaliteten langt højere, nemlig på 3,5 procent mod Chiles 0,5 procent. Og kobberpriserne boomer. I løbet af de sidste ti år er prisen steget fra 500 til 8.000 dollars per ton.

   Her i Congo findes også 30 procent af al kobolt og 70 procent af coltan – som finder anvendelse i Play Station, mobiltelefoner, computere og jetmotorer. Landet er i det hele taget et mineralsk overflødighedshorn, der også rummer bauxit, cadmium, zink, uran, guld, diamanter.

   Og 80 procent af congoleserne, som der er cirka 65 millioner af, har en daglig indkomst på under tre kroner om dagen.

   Den ene FN-rapport efter den anden har gennem de sidste ti år med knusende kendsgerninger dokumenteret, hvordan netværk af zimbabwere, congolesere, amerikanske vækkelsesprædikanter, belgiske forretningsmænd og anonyme selskaber – alle med bankkonti på Cayman Islands eller andre skattely – har plyndret landet, ligesom militærstyrker fra Uganda, Rwanda og Zimbabwe har gjort det. Men ingen skrider ind.

Da Mobutu i 1997 måtte flygte til Marokko med ble på – han led af prostatakræft – for de fremrykkende rwandiske tropper, verserede historien om, hvordan oprørslederen Laurent Kabila, som af rwanderne var udpeget til posten som præsidentiel stråmand, indkasserede milliarder af dollars ved hjælp af en satellittelefon.

   Mobutu, der i 60 minutes på amerikansk fjernsyn havde pralet med, at han var verdens næstrigeste mand, havde posteret alle de penge i Schweiz, som han havde indkasseret ved at sælge minekoncessioner.

   Nu ringede Kabila fra junglen og fortalte de udenlandske investorer, at de kunne betragte deres kontrakter som ugyldige, men at de kunne tegne nye hos ham, for han blev den næste præsident. Og det gjorde han – og fortsatte Mobutus regeringsform.

   I de sidste fem år er kampen om råstofferne foregået ved hjælp af stedfortrædere i form af lokale militsstyrker, som mestendels kæmper om herredømmet over minerne fremfor at bekæmpe hinanden.

   For at fuldende tragedien deltager regeringshæren også i kriminaliseringen af mineudvindingen, ligesom FN-soldater også beskyldes for at bestykke militsen med geværer mod at få guldstøv som betaling.

Ren forretning

Det er fortrinsvis den sydøstlige provins Katanga, kineserne satser på, for her er der mest kobber og kobolt, og ikke de østlige Kivu-provinser samt Ituri i nordøst, hvor det er diamanter, guld og coltan, jorden er rig på, og som militserne kæmper om.

   Kineserne vil derfor få rolige forhold til at genopbygge mineindustrien samt skinner og veje, men de vil ikke få fred for kritik. Congo har været afhængig af vestlig bistand siden 1960, og i løbet af få måneder blev denne gamle tradition brudt med den ny aftale.

   Vestlige regeringer og menneskerettighedsgrupper mener, at Kina kun er interesseret i at profitere og lader hånt om alle de betingelser for »god regeringsførelse« og »bæredygtig udvikling«, som har fulgt med, når vestlige lande ville indgå aftaler om udviklingssamarbejde med Congo.

   Benedicte Vibe Christensen, som er leder i Den Internationale Valutafonds afdeling for Afrika, siger: »Kina investerer ikke i Congo, fordi man er ude i et humanitært ærinde. Kinas mål er kommercielle.«

   Nyheden om Kinas 9-milliarder-dollars-långivning kom samtidig med, at Congo forhandlede om at få afskrevet en udlandsgæld på 8 milliarder dollars. Denne tvetydige holdning har medført kritik, og Brian Ames, som er chef for Valutafondens Congo-afdeling, siger til Weekendavisen, at »hvis Congos regering underskriver aftalen med Kina, vil det gøre kreditorerne nervøse, og Congos ønske om gældslettelse vil måske derfor ikke kunne opfyldes.«

   I Den Internationale Valutafond forstår man congolesernes interesse i det kinesiske lånetilbud, for, som Brian Ames, udtrykker det, »der er et ufattelig stort behov for at genopbygge landet, og behovet er større end, hvad Congo kan få tilbudt fra Vesten.«

Han tilføjer, at kineserne ikke stiller krav om miljøhensyn eller regeringsførelse, sådan som vestlige lande – og deres institutioner som eksempelvis Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – gør.

   Den eneste skepsis, der lyder fra Valutafondens Afrika-afdeling i Washington er, når Benedicte Vibe Christensen siger: »Vi er bekymrede for, at kinesiske firmaer får bedre forretningsvilkår end andre.«

Inga er parat

Der er andre end kineserne, som har øje for de utæmmede og latterligt store naturressourcer i Congo: nabolandene.

   Efter Amazonas er Congo-floden verdens største, og man behøver ikke at lave mange beregninger på bagsiden af en brugt konvolut for at indse, at her ligger løsningen på mange af Afrikas energiproblemer – en halv milliard afrikanere har ikke adgang til elektricitet.

Vestpå, hvor floden nærmer sig sit udløb i Atlanten, ligger Inga-dæmningen. Og der er mange planer om at udbygge den til verdens største vandkraftværk, der vil gøre atomkraftværker i Sydafrika urentable og kunne forsyne hele det sydlige Afrika med billig strøm.

   I 1972 blev der bygget et vandkraftværk, Inga I, som ti år senere blev udvidet med Inga II til en samlet kapacitet på 1.800 MW. Men krigen har medført, at det højst – når det virker – yder en tredjedel. Benzindrevne el-generatorer fra Kina summer derfor lydeligt i den congolesiske nat.

   Det sydlige Afrikas organisation for udvikling (SADC) har storladne planer om at udbygge Inga og skabe en økonomisk renæssance og dermed strøm til først og fremmest Angola, Botswana, Namibia og ikke mindst Sydafrika. Det nye Inga III skal levere 4.320 MW, og Grand Inga kan ifølge beregningerne producere 40.000 MW.

   Projektet vil gøre »De Tre Slugters Dæmning« over Yangtze-floden i Kina, der ellers skulle blive verdens største hydroelektriske floddæmning, til en dværg med sine blot 22.500 MW, men der er problemer med investeringerne.

   Congo er så ustabilt, at verdens største FN-styrke på 18.000 mand ikke evner at bekæmpe de 20.000-30.000 militssoldater i den østlige del af landet, der skaber flygtningestrømme, voldtægtsofre samt en månedlig overdødelighed på 45.000 liv i forhold til andre afrikanske stater. Derfor tøver kreditorerne med at investere de nødvendige 80 milliarder dollars i projektet, der skulle »oplyse« Afrika og levere strøm til kontinentets industrialisering.

Kreditorerne venter, til freden bryder ud. Hvis freden bryder ud. Congo har altid været farligt, fordi det er så rigt.