Off the Record

Danida Udvikling | 31.05.2005

Nogle FN-folk og udsendte hjælpearbejdere går i panik ved synet af et pressekort. De aner ikke, hvordan de bør omgås pressefolk, og det betyder, at journalisten kan havne i livsfarlige situationer. Beretning fra en reporter, der alligevel overlevede.

Af Øjvind Kyrø

Det skete i Rwanda; året var 1997. Sammen med kollega Clive Gordon var jeg i Kigali for at lave research til en dokumentarfilm, der siden kom til at hedde ’Men in Pink’, for den farve havde fangedragterne på de 125.000 mænd, som var proppet i fængsel efter folkemordet.

Hovedstaden var sikker nok, men ude på (u-)landet skete der en del væbnede overfald, også på udenlandske hjælpearbejdere og FN-folk, fordi en hel del folkemordere ikke sad i de overfyldte fængsler, men gemte sig i landsbyerne. Næsten dagligt lagde de sig i baghold ved landevejene, og måneden forinden havde de skudt tre spanske nødhjælpsmedarbejdere og en canadisk præst; de første hvide der døde efter massakrerne i 1994.

Vi skulle sydover, og FN havde et kontor, der samlede efterretninger om sikkerheden rundt om i landet. Om morgenen, da vi skulle af sted, spurgte jeg FN-observatøren, om vejen sydpå var sikker. Han svarede, at der i det sidste døgn intet var sket på de første halvt hundrede kilometer indtil byen Gitarama. Han tilføjede omhyggeligt: ’Dermed siger jeg ikke, at vejen er sikker. Lige pludselig kan man finde sig selv i en situation, som man ikke vil bryde sig om. Og så får jeg den triste opgave at rapportere om, at vejen ikke længere er tryg at køre på.’

Solen var begyndt at få magt, og vi styrede jeepen ud af Kigali, mens vi talte om, at vi ikke ville stoppe for nogen eller noget, der ikke så ud til at tilhøre regeringshæren. Clive syntes også, at vi skulle trykke ’the pedal to the metal’ for at se travle ud.

Og porten gik i med et smæk

Alt lykkedes. Heldet var med os, og vi trillede ind i Gitarama med en varm motor. Nu gjaldt det om at finde ud af, om den næste vejstrækning var farbar for flygtede folkemordere, der ville destabilisere landet.

’ICRC’ stod der på en kæmpemæssig port af jern, og vi standsede og bankede på hos dette Røde Kors-kontor. En hvid kvinde åbnede forsigtigt porten og skottede mistroisk til os: ’Yes’, sagde hun.

Vi præsenterede os høfligt med vore navne og oplyste om, at vi var journalister fra det britiske tv-selskab Channel Four, og at vi gerne ville høre om vejen til…

Ved lyden af ordet ’journalister’, stivnede kvinden, afbrød os og meldte: ’Jeg må ikke udtale mig til journalister’, hvorpå hun smækkede porten i med et metallisk brag.

Clive og jeg kikkede på hinanden. Her stod vi, nødstedte. Vi ville blot forhøre os, om man i det stedlige Røde Kors vidste noget om sikkerheden på vejen sydover.

Og sådan er det gang på gang. Selv om enhver slagtermester med respekt for sig selv har en informationsmedarbejder ansat eller i det mindste selv har været på et kursus om, hvordan man omgås pressefolk, mangler mange udsendte medarbejdere fra såvel statslige som private hjælpeorganisationer at få et grundkursus i ’pressekontakt’ som sådan nogle arrangementer vist hedder. Jeg har sågar siddet på et hotel i en krigszone i Uganda og spist aftensmad med en udsendt læge – denne gang var vedkommende også fra Den Internationale Røde Kors Komité – under den forudsætning, at vi ikke talte om den situation, vi sad midt i. Heller ikke hun måtte tale med journalister.

Tre måder at tale med en journalist på

Jeg har den noget surrealistiske oplevelse en gang om året at holde foredrag for læger og sygeplejersker, der har meldt sig til Forsvarets Sanitetstjeneste, om præcis dette emne: ’Presse og hjælpearbejdere i krise- og konfliktområder.’ Men når den dag oprinder, hvor disse brave mennesker fra hospitalsvæsenet bliver sendt ud med et dansk kontingent soldater til en konflikt uden for kongeriget, må de ikke udtale sig. Det er der en presseofficer til.

For dog ikke at rende ind i den samme idioti nok en gang fortæller jeg, at der findes tre måder at tale med en journalist på. For det første ’Til citat’ (on the record). Men den metode er jo ikke tilladt dem. Derimod har de to andre muligheder: ’Til baggrund’, hvor de kan fortælle journalisten, hvad de ved, men under den forudsætning, at de ikke bliver identificeret i artiklen, højst som en ’kilde blandt de udsendte danske tropper’, som journalisten har talt med. Og endelig er der ’Til dyb baggrund’, hvor journalisten lover aldrig og intet sted at angive, hvorfra hans oplysninger stammer.

Det pressesky FN

Når sandheden skal frem, og det skal den jo i denne branche, er de allerfleste hjælpe- og udviklingsarbejdere nogle flinke mennesker, som gerne vil bistå pressefolk, for de ved udmærket, at uden oplysninger om, hvad der sker, bliver der truffet forkerte beslutninger – om nogen overhovedet. Selv begynder de som regel dagen med at tænde for radioen, der står fast indstillet på BBC’s World Service, for at finde ud af, hvad der er på færde i deres område.

Især private organisationer, der er afhængige af omtale af deres arbejde, er smidige, når det gælder om at samarbejde med pressefolk. De værste, derimod, er FN-organisationer. Jeg kan heldigvis huske mange glimrende undtagelser, men det gennemgående indtryk er, at medarbejderne enten er tavse som østers, fordi de ikke skal risikere, at deres tårnhøje lønninger bliver bragt i fare, eller fordi de er håbløst inkompetente til alt andet end klogelig at holde bøtte. Og alt for mange gange har jeg spildt timer og dage på FN-folk, der har snoet sig uden om deres forpligtelser til at fortælle, hvad sandt er – ofte af den årsag at de var sendt ud for at bestride et job, der var et resultat af en række politiske studehandler.

Et pressekursus for meget

Jeg glemmer således aldrig en aften i Luanda i selskab med en FN-observatør, der forsøgte at forklare det logiske i, at den dengang dyreste FN-mission ikke havde været i stand til at finde ud af, at de to krigsførende parter i Angola i ly af den fredsaftale, som FN havde smedet sammen, havde brugt alle deres kræfter på at opruste.

FN havde sendt 7.000 mand, der kostede en million dollars om dagen, og som gjorde verdensorganisationen til grin. De menige angolanere vidste udmærket, at når gamle mænd lod sig ’demobilisere’ og overrakte deres defekte våben til FN’s fredsstyrke, skete det blot for at krigsherrerne kunne få tid til at genopruste i det skjulte. Som organisationen Human Rights Watch noterede, så var ’FN’s fundamentale fejl, at man vendte det blinde øje til og ikke straffede overtrædelser af aftalen.’ Da FN havde spildt 10 milliarder kroner på opgaven, brød krigen igen ud.

Det tog FN-observatøren mange timer at forklare, hvorfor denne misere var forståelig og uundgåelig, og at FN ikke kunne have gjort andet.

Pludselig blev det hele for meget, for grotesk. Fotografen og jeg brød op, og bød den stakkels mand godnat. Så meget vrøvl han havde lukket ud for at beholde sin høje løn. Og han havde snedigt nok betinget sig, at alt, hvad han sagde, var til ’dyb baggrund’, så han ikke risikerede noget.

Han havde nok været på et pressehåndteringskursus for meget.

Øjvind Kyrø er journalist og forfatter og har i 25 år rejst i og rapporteret fra Afrika og Latinamerika. kyroe@city.dk

Denne side er kapitel 37 af 37 til publikationen “Udvikling nr. 4/ 2005”.
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/5187/index.htm