Pensionisten, der nægter at falde til ro

Jyllands-Posten | 27.07.2008

Ivrig debattør: Utallige gange ender diskussioner hos venstreorienterede med ordene: »Hvor er Preben Wilhjelm henne, nu vi har brug for ham?« Svaret er: Han læser om sin helt Jesus, spiller golf og bygger båd, når han ikke blander sig i debatten.

Af Øjvind Kyrø

Preben Wilhjelm er lige så skarp og engageret, som dengang hans argumenter peb gennem luften, hvad enten de blev affyret fra talerstolen på Christiansborg eller gennem en mikrofon i et tv-studie. Men i dag holder han igen på sig selv og tager et spil golf eller snedkererer i sit værksted, før han sætter sig til tasterne og skriver et indlæg til avisen. »Jeg blander mig stadig i debatten,« siger folkepensionisten og forklarer: »Hvis der sker et eller andet uhyrligt, og ingen andre i løbet af 14 dage har skrevet imod det, går jeg i aktion.« Det er 24 år siden, Preben Wilhjelm forlod folketinget, 49 år gammel. Det dominerende mindretal på venstrefløjen mistede pusten og sakkede agterud, da den altid velforberedte politiker faldt for en rotationsordning, han selv havde været med til at indføre hos Venstresocialisterne.

Det har ikke rykket i Preben Wilhjelm efter at komme tilbage på Christiansborg. Dels fordi det var ni hårde år, hvor meget andet måtte lægges til side, dels fordi »tonen på tinge er blevet infam. Førhen viste man respekt for politiske modstandere, når de havde papirerne i orden.« En tredje årsag til hans manglende lyst er, at »folketinget har fået mindre magt; den er flyttet til Bruxelles. Måske er det derfor, at personfnidder er blevet så fremherskende.« For seks år siden kom den første check med folkepension. Men Preben Wilhjelm egner sig ikke til at ligge i liggestol eller gå tur i skoven, derfor svinger han golfkøllen på Møn, hvor han er med i en klub med 60 seniorer, der to gange om ugen mødes kl. syv morgen. Også når sneen fyger, og træerne står nøgne, spiller de golf. Dog først klokken ni.

Preben Wilhjelms far var sømand, og sønnen har i et sirligt indrettet værksted fremstillet sin egen sejlbåd. Det er en jolle på 12 fod med tilhørende sejl, som han selv har syet. Preben Wilhjelm holder af at fremstille ting fra bunden. Jollen har spanter af lærk, beklædt med krydsfinér, og i sommerhuset på Bogø er alle reoler, skabe og køkkenet håndlavet af folkepensionisten selv. Gedigent snedkeri præger også hjemmet på Frederiksberg. Lyse træsorter, formet af danske håndværksmestre, fylder lejligheden på tredje sal.

Jesus er nummer 1

Venstrefløjens grand old man mener, at debatniveauet har nået uanede lavpunkter i det seneste årti. »Værdikampen er ynkelig, og når Dansk Folkepartis chefideolog uimodsagt slipper af sted med at hævde, at alt ondt, inkl. nazismen, skyldes oplysningstiden, har vi nået bunden.« Skulle Preben Wilhjelm opstille sine egne tre idoler på en olympisk sejrsskammel, ville Viggo Hørup stå på tredjepladsen pga. »hans skarpe pen, holdninger og mod.« Nummer to er Karl Marx. »Han kommer på mode igen om 20 år, for vi er slet ikke færdige med ham,« spår Wilhjelm. »Marx analyserede de grundlæggende mekanismer, der bestemmer samfundets opbygning, og jeg ville gerne gå en tur med ham i Kensington Gardens for at høre, hvor han selv mener at have taget fejl, og hvad han synes om den måde, hans tænkning er blevet brugt og misbrugt på.« Selv om Preben Wilhjelm betegner sig som ”fuldstændig ureligiøs” bliver det Jesus, som indtager førstepladsen af helte. »Tømrerdrengen fra Nazaret er svær at komme uden om. Ligesom de andre store religionsstiftere er Jesus både menneskekender, livskunstner, filosof og digter. Der er en grund til, at de har overlevet så mange hundrede år. Men han er den mest specielle af dem. Bjergprædikenen er fantastisk.«

Preben Wilhjelm kan sin Bibel. Som ung student fik han job som lærervikar på en indremissionsk egn i Bording Kommune, og hver morgen i landsbyskolen skulle dagen begynde med bibelhistorie. »Ikke noget problem, når det ikke skulle være forkyndende,« siger han. Et par år senere sad Preben Wilhjelm flere måneder i fængsel, mens han aftjente sin værnepligt som militærnægter. I cellen lå det Ny Testamente, men da han i reglementet læste, at hele Bibelen skulle være der, forlangte han at få den udleveret i sin helhed. »Jesus er også blevet misbrugt, og ham ville jeg gerne møde og spørge, hvordan han som skarp, konfrontatorisk og på mange punkter revolutionær har det med at blive småborgerliggjort og fremstillet som en kvalmende sødladen person. Som ung læste jeg Søren Kierkegaard, som stedvis er afsindig morsom. I ”Indøvelse i Christendom” spekulerer han over, hvad der ville ske, hvis Jesus kom igen og dukkede op i København. Han beskriver, hvordan den forstandige, politikeren, den gejstlige, bedsteborgeren m.fl. ville reagere. Og alle bliver de spiddet.«

»Nu til dags er oplysningstanken på tilbagetog, mens interessen for religion og okkultisme er større, end jeg kan huske tilbage. Hvis der findes særlige kristne værdier, snigløbes de af de påståede kristne, og manglen på selvkritik er lige så utålelig som alle de kirkelige sødsuppe-programmer i radioen, der forråder enhver seriøs debat om de grundliggende holdninger.« Det bliver tit hævdet, at kristendommen er årsag til velfærdsstaten, men Preben Wilhjelm er uenig: »Den vestlige kultur står i større gæld til den græske pga. dens tilgang til naturvidenskaben samt grækernes politiske system. Jeg mener ikke, at vi har brug for religion til at bygge et ordentligt samfund, for vi mennesker har et iboende moralsk kompas – nogle kalder det samvittighed. Vores eksistens er grundlæggende ubegribelig, men jeg har ikke behovet for at tilskrive det en guddommelig magt. Religion er en privatsag, og derfor er jeg enig med Anders Fogh Rasmussen i, at religion fylder for meget i det offentlige rum. Men det er bemærkelsesværdigt, at han først kommer med denne udtalelse, når han synes, at Islam trænger sig på.«

Retskulturen er nedbrudt

Preben Wilhjelm er uddannet atomfysiker, men efter Christiansborg gik han i gang med et forskningsprojekt om strafferetsplejen og fik efter tre år licentiatgraden i jura. »Der fandtes ingen statistik over, hvor ofte de forskellige varetægtsgrunde blev benyttet, og hvor ofte fængslingen viste sig ubegrundet. Og hvorfor? Fordi politiet ikke fandt behov for det. I det hele taget kunne vi i retsudvalget ikke få at vide, hvordan de love, vi vedtog, virkede. Jeg læste materialet fra de tre ”proceskommissioner”, som for godt 100 år siden udformede retsplejeloven. Dengang tænkte man så flot. Det gjaldt om at beskytte borgerne mod myndighederne. En anholdelse blev betragtet som et så alvorligt indgreb i den personlige frihed, at der ikke bare skulle foreligge en dommerkendelse, men det skulle desuden være politimesteren selv, der foretog anholdelsen. Jeg kortlagde 2.000 straffesager, og jeg kunne konkludere, at på nogle områder havde praksis udviklet sig stik modsat lovgivernes hensigter. Nu om dage kan enhver politiaspirant anholde hvem som helst. Der sker årligt over 100.000 anholdelser; hvis de oprindelige forudsætninger blev respekteret, ville der kun være omkring 5.000. Intet sted er der i løbet af de seneste ti år sket et så omfattende nedbrud af værdier som i retskulturen. Især har de nye terrorlove undermineret retsstatens grundlæggende værdier.«

Erfaring med terror

Da den borgerlige tænketank CEPOS blev stiftet, frydede det Preben Wilhjelm at læse i dens fundats, at CEPOS ville forsvare borgernes frihed og begrænse statsmagtens beføjelser. Det nævnes udtrykkeligt, at CEPOS vil værne om retsstaten. »Men CEPOS har ikke sagt et ord om det nedbrud, der har fundet sted,« noterer han og tilføjer: »Politiet kan gå ind på vores computere og læse vores e-mail uden at spørge nogen om lov. Og nu skal to mænd, der har boet mange år i Danmark, uden mindste bevisførelse udvises, stemplet som terrorister. Domstolene er sat ud af spillet, efterretningstjenesten står ikke til ansvar for nogen eller noget og har al mulig grund til hellere at mistænke for mange end for få, når de står i den situation.« Preben Wilhjelm forstår, hvorfor angrebet den 11. september 2001 udløste så stærke følelser i USA.

Men at europæiske politikere reagerede lige så panisk, fatter han ikke: »Vi har i årtier været vant til at håndtere terrorister i Baskerlandet, Nordirland, Italien og Tyskland. Men et bredt flertal i folketinget gennemførte en ufattelig vidtgående terrorlovgivning stort set uden offentlig debat.« Preben Wilhjelm synes, at den såkaldte værdikamp er rædsom, og at det er skammeligt, at den er gået upåagtet hen. Uden synderlig debat er især retskulturen braset sammen. »Venstrefløjen har tabt på alle fronter. Vi prægede debatten, men vi opnåede kun lidt. Derimod ændrede den debat, vi rejste, en hel del oppe i hovedet hos folk: kønsroller, børneopdragelse, globale miljøhensyn – selv om vi ikke brugte ordet værdikamp, som man gør overalt i dag. Dengang førte vi en værdikamp, der siger spar to til det, der snakkes om i dag; vi satte spørgsmålstegn ved alt og prøvede alternativer af.« indblik@jp.dk

Fakta: Preben Wilhjelm

– Preben Wilhjelm kom til verden i 1935 i København. Efter studentereksamen fik han job som lærer i Vestjylland. Efter to år som militærnægter begyndte han at læse på Niels Bohr Instituttet, hvor han blev uddannet som atomfysiker.

– Sit politiske liv indledte Preben Wilhjelm i 1958 som medlem af DKP og følger Aksel Larsen, der efter sin eksklusion stiftede SF. Wilhjelm sad i ledelsen af partiet i ni år, indtil han sammen med andre udbrydere på SFs venstrefløj stiftede VS. I 1975 blev han valgt til folketinget og vandt respekt på alle politiske flanker – især for sin indsats som boligog retsordfører.

– I 1984 forlod han Folketinget og fik et stipendium i retsvidenskab ved Københavns Universitet. I 1988 blev han lic.jur. på en afhandling om tvangsindgreb. I 1991 blev han ansat som chef for DR’s Dokumentargruppe. Efter fem år i DR arbejdede han freelance i to år, indtil han blev ansat på RUC som forsker i journalistik og medier. Derpå var han med til at opbygge journalistuddannelsen på RUC. – I 2002 gik Preben Wilhjelm på pension.