Mirakler på prøve
Jyllands-Posten | 10.09.2006
Duel: Christian Hedegaard er ifølge eget udsagn mirakelmager, og han har samlet tilhængere omkring sig i en nordsjællandsk landsby. Psykiateren Lars Søndergaard er skeptisk og bekymret over prædikantens praksis. Vi satte de to stævne for at lade dem debattere.
Af Øjvind Kyrø
Der er ikke noget ved at udføre mirakler, hvis de ikke bliver anerkendt, synes Christian Hedegaard, som har skabt sin egen menighed omkring sig i den nordsjællandske landsby Gørløse.
Christian Hedegaard drager mennesker til sig, som tror på, at han i Jesu navn kan helbrede, og selv praler han af at have kureret »tusinder af mennesker« under sine vækkelsesmøder.
»Jeg har åbnet et syvende center, og en dag vil vi få besøg af det offentlige, når det bliver umuligt at komme uden om mine behandlingsresultater,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.
For at afprøve den tanke, bad vi psykiater Lars Søndergaard fra Rigshospitalet aflægge Christian Hedegaard et besøg.
Scenen blev sat i bevægelsens hovedkvarter i Gørløse.
Her forklarede præsten psykiateren, at han har helbredt mange skizofrene ved hjælp af en kur, der begynder med tre dages bøn og faste, hvorefter patienterne skal arbejde i et kollektiv i et års tid, blandt andet med at gøre rent og male.
Psykiateren spurgte interesseret, hvordan Christian Hedegaard kunne kende en skizofren.
»Jamen, det kan jeg heller ikke. De kommer fra det offentlige med deres diagnose. Og i øvrigt er jeg ligeglad med, hvad de fejler, for Gud kan hjælpe alle mennesker. Vi går ikke op i folks fortid, men i deres fremtid. Derfor brænder vi som regel deres journaler.«
Psykiateren: »Du siger, du kan helbrede skizofreni, men grundlæggende ved du altså ikke, hvordan denne sygdom viser sig. Hvordan kan du så vide, at de er blevet raske? Hvis du skal overbevise mig, er du også nødt til at dokumentere, at det virker. Og det betyder, at du må fortælle mig, hvad status var, da I modtog en patient, og hvad er status efterfølgende.«
»Så må du snakke med folk selv, ikke mig.«
Psykiateren: »Nej, det er præcis dig, jeg skal snakke med, for du har ansvaret for behandlingen. Du lægger hele tiden ansvaret fra dig ved at sige, at du ikke har forstand på diagnoserne, ikke kender symptomerne, og at du ikke ved, om de er blevet raske, for det må jeg spørge dem selv om.«
Præsten: »Jeg har i dag næsten 200 medarbejdere og har meget andet at gøre end at lave diagnoser. Men hvis du gerne vil tale med en, der kender systemet og de faktuelle betegnelser, så skal jeg hente ham.«
Psykiateren: »Det går jo ikke, at hver gang man nævner noget for dig, siger du, at det har du ikke ansvar for. Det er jo ganske uhåndgribeligt. Og nu kommer jeg her for at høre, hvad du har at fortælle, og jeg vil gerne se resultaterne og om det virker. Rent faktisk går du jo ind og pådrager dig et stort ansvar som lægmand ved at tage behandlingen fra et menneske og smide dets medicin væk.«
Præsten: »De har været gennem systemet og er opgivet af det.«
Psykiateren: »Hvor ved du det fra? Har systemet sagt, at de er opgivet? Det har jeg svært ved at forestille mig. Når folk kommer med en medicin, er det jo fordi der er en læge, der har vurderet, at behandling er nødvendig, og at medicin gør en forskel. Det kan være direkte livstruende at tage medicin fra patienter. Og så kan du vel godt se, at det ikke går at sidde her og sige, at du ikke interesserer dig for diagnoser.«
Præsten: »Vi er oppe mod et system, der overhovedet ikke tror på, at der findes en Gud. Men om fem år, så står jeg nede foran Christiansborg med fire-fem tusinde eks-misbrugere, der er blevet helbredt på overnaturlig vis, og så må politikerne begynde at tro på, at troen på Jesus virker.«
Psykiateren: »Her misforstår du mig. Der er masser i det offentlige system, der tror på en Gud. Men skal du gøre indtryk på mig og ligesindede, må du dokumentere det, du hævder. Jeg kan jo ikke gå til et videnskabeligt tidsskrift og sige, at jeg har opfundet en ny pille, der virker fantastisk godt, men i øvrigt har jeg ikke gjort mig umage for at dokumentere, at den virker.«
Ind: Vidne I
På dette tidspunkt træder komtesse Camilla Holstein-Ledreborg ind i stuen. Som så mange andre partnere – medlemmer eller disciple findes ikke i Hedegaards flok, man bliver kaldt partner – er hun flyttet til Gørløse. Hendes opdukken får Christian Hedegaard til at bede hende fortælle, hvorfor man her ikke forsøger at dokumentere, at miraklerne virker.
Komtessen: »Vi er omgivet af mennesker, der har det godt. Det er dokumentation nok.«
Psykiateren: »Det er ikke bevis nok med mennesker, der er glade for din behandling. Det er ikke det samme, som at det virker. Men man skal have kontrollerede, dobbelt-blindede forsøg, så hverken patient eller behandler ved, hvilken behandling der gives og sammenligne dem med de resultater, en placebo – et ikke-aktivt stof – forårsager. Ellers bliver man snydt af sin egen iver, sin hildethed. Du er nødt til at leve op til sådanne nogle krav, for der er ikke noget underligt i, at hvis man sætter mennesker sammen i et kollektiv og går og krammer hinanden og synger sammen og beder sammen og hvad der ellers sker her, så gør det noget ved folks følelser. Det, I laver her, adskiller sig ikke en meter fra det, der foregår hos en zoneterapeut eller hvilken som helst anden alternativ behandler.«
Præsten: »Jeg er ikke behandler, faktisk er jeg handelsuddannet, men kaldet af Gud til at hjælpe mennesker. Jeg har ingen speciel interesse i at overbevise psykiatere, men jeg bliver irriteret, når en af dine kolleger siger, at kristendommen er smidt på historiens mødding for mange år siden, og sådan en arrogance sårer mig, især når han aldrig har set disse folk, der er blevet helbredt. Jeg er kristen, og jeg kan kaste dæmoner ud af mennesker.«
Psykiateren: »Jeg vil ikke tale nedsættende om kristendommen, for den er vigtig, men din type kristendom er ikke interessant, før du rent faktisk beviser, at det, du hævder, virker.«
Præsten: »I er så intellektuelle, men over for de åndelige ting er I dårer. Tro kan ikke forstås, tro må tros. Du har forstand på det, der har med hjerne at gøre; jeg på det, der handler om hjertet.«
Psykiateren: »I antikken blev sygdomme anset for at være dæmoner, der kom udefra og tog bolig i folk. Du knytter til ved denne gamle sygdomsopfattelse, mens jeg står for det modsatte; sygdomme er noget, der opstår i mennesket, og de skyldes gener, psykologiske processer eller miljøet.«
Præsten: »Den slags dokumentation, vi frembringer, er menneskene selv. Men de tæller åbenbart ikke i dit univers. Du kan se os behandle nogle bestemte mennesker over et stykke tid, og så kan du få den dokumentation, som du selv laver.«
Psykiateren: »Hør nu her. Jeg fornemmer ved dig, at du har en ufattelig overfladiskhed, som gør, at du fralægger dig ethvert ansvar for det, du foretager dig, og det er alvorligt. At du ikke kan dokumentere, at du foretager helbredelser, er ikke mit problem. Det er dit. Bevisbyrden hviler på dig, når du hævder, at du har udvirket nogle ændringer i det fysiske univers i form af mirakler, og dem vil jeg gerne se. Det er ikke mig, der skal bevise, at du kan lave mirakler.«
Ind: Vidne II
Nu kommer en ny partner ind ad døren. André Meiner-Madsen er socionom og har hele sit liv arbejdet på institutioner med syge børn og unge, sidst i København med skizofrene.
Men nu har han tilsluttet sig Hedegaards bevægelse, fordi han aldrig før har set, at syge bliver så hurtigt raske som her.
Han er tilkaldt, fordi han er vant til at samarbejde med læger: »Under tre døgns bøn og faste griber Gud ind og laver fysisk om på en person, og det er ikke til at forstå. Men vi erfarer det. De får en anden grundstemning, et andet humør og kan gøre ting, de ikke har været i stand til i de sidste tre år.«
Psykiateren:
»Hvis dette virkelig var rigtigt, skulle det på forsiden af The Lancet, men der er en grund til, at det ikke kommer dertil, og det er fordi jeres dokumentation ikke er i orden. Det kan meget vel ske, at en patient med sukkersyge på grund af kostomlægning, vægttab eller andre sunde omstændigheder ikke mere har sukkersyge, og sådanne ting skal man jo tage med i betragtning, og her halter I bagud og bliver snydt af jer selv, fordi I ikke stiller sådanne spørgsmål.«
Socionomen:
»Vores behov er ikke dokumentation, men at sætte individet i frihed ved at gøre det rask. Om vi så havde dokumenteret 70 procent helbredelser, vil folk som du ikke tro på det.«
Psykiateren: »Dette er ikke spørgsmål om tro, men om fysiske tilstande. Man kan ikke udtale sig så kategorisk, man må altid have tvivlen. Jeg fornemmer, at jeres system med en adlydende tro ikke tillader jer at tvivle. Men jeg er overbevist om, at I har tvivlen, hvis I skal være ærlige.«
Præsten: »Det er lige præcis tvivlen, der er livsfarlig, hvis du vil se disse ting ske. For dig er tvivlen en nødvendighed, for os er tvivlen en dræber. Vi tror blindt på Bibelen, på Guds ord.«
Ind: Vidne III og IV
Døren går op igen. To kvinder, Lene Munch og Micheel Saraj Jørgensen, vil gerne vidne om, hvordan de er blevet helbredt. Nu står de selv for helbredelsen af nye partnere.
Psykiateren: »Tager man medicinen fra en skizofren, pådrager man sig et stort ansvar. Det er helt uanstændigt, at nogen her leger med den slags. Det er kvaksalveri.«
Præsten: »Vi leger ikke. Vi beder. Og bønnen kan sætte sig over medicinen.«
Den ene helbredte behandler: »Er det ikke farligt at udelukke, at mirakler eksisterer?«
Psykiateren: »Det er farligt at acceptere hvad som helst, hvis man ikke undersøger det nærmere. På det niveau, I er på, adskiller I jer ikke fra zoneterapeuter og andre, hvis behandling ikke kan dokumenteres. Og du, Christian, adskiller dig ikke fra hvilken som helst anden guru.«
Præsten: »Jo, for forskellen er Jesus Kristus. Guruer dyrker sig selv, jeg dyrker Ham.«
Den anden helbredte behandler: »Hvad vil du sige til, hvis du så en mand med en brækket arm blive helbredt? Og så kørte vi ham over til en læge, der tog røntgenbillede af ham, der viste, at den var sat rigtigt sammen igen?«
Psykiateren: »Det er et interessant hypotetisk eksempel, og vi kan jo afprøve det. Hvis en af I piger vil brække en arm, og du vil bede en bøn bagefter, Christian, skal jeg nok kikke på det. Come on.«
Ingen af Hedegaards vidner havde lyst til at følge opfordringen.
Fakta:
Prædikanten
Christian Hedegaard, 39 år, står i spidsen for organisationen Evangelist.
På hans træningscenter Powerskolen lærer eleverne om eksorcisme, fordi sygdom, psykiske lidelser og seksuelle udskejelser ifølge Hedegaard skyldes dæmonbesættelse.
Hedegaard siger selv, at han har kureret folk for skizofreni, sklerose, alkoholisme og narkomani. Han oplyser også at have healet brækkede lemmer.
Hedegaards hjemmeside: www.evangelist.dk
Psykiateren
Lars Søndergård, 39 år, afdelingslæge på Rigshospitalets psykiatriske klinik.
Han har netop færdiggjort en afhandling om sammenhængen imellem det faldende antal selvmord og det øgede forbrug af antidepressiv medicin.
Lars Søndergaard er kendt som en kritisk deltager i debatter om alternative behandlingsmetoder. Han har bl.a. kritiseret Søren Ventegodts vaginale akupressur og folkekirkelige præsters brug af eksorcisme.